• landskontor@kommunister.dk
  • +45 30 20 03 20
Nyheder

Krigsfrygten næres, og krigen trænes

Af Lotte Rørtoft-Madsen 12/02 2024 KL. 21:35 Print

Den danske forsvarsminister siger det. Forsvarschefen siger det. Ledende politikere i vores nabolande siger næsten ordret det samme:

Rusland udgør en farlig, konkret og aggressiv militær trussel og en stor en af slagsen. Om ikke i dag eller i morgen så i hvert fald i overmorgen.

Ledende politiske kredse herhjemme, i Sverige, Tyskland, Belgien, Storbritannien er gået sammen i et velorkestreret kor, der har sat mainstreammedierne i bevægelse for at oppiske en stemning af frygt for krig.

Det er en politisk drevet kampagne, der åbent tilsidesætter vurderinger og analyser fra de dele af statsapparatet, der har til opgave konkret og på basis af kendsgerninger at vurdere trusler mod Danmark. Hvad vurderer eksempelvis Forsvarets Efterretningstjeneste (FE):

”FE vurderer, at det på nuværende tidspunkt er usandsynligt, at Rusland ønsker at udløse en militær konflikt med NATO. FE vurderer derfor, at der ikke aktuelt er nogen militær trussel mod hverken Bornholm eller andre dele af Rigsfællesskabet.”

Sådan lød det så sent som for en uge siden. FE gør godt nok opmærksom på, at Rusland opruster og kan finde på at provokere, men det er med handlinger, der er “under tærsklen for krig”. Og: “Rusland vil med stor sandsynlighed fortsat være opmærksom på at undgå, at dets militære aktiviteter kommer til at udløse NATO’s artikel 5.” 

Artikel 5 er den bestemmelse i NATO-traktaten, der kaldes musketéreden: altså at et angreb på ét NATO-land skal betragtes som et angreb på alle NATO-lande.

Det er en interessant vurdering. For netop i denne tid gennemfører NATO-alliancen sin største militærøvelse i flere årtier med henblik på at træne konfliktscenarier mod en “stort set ligeværdig modstander” – eller som formanden for NATO’s militærkomite Rob Bauer forklarer det: “en mulig konflikt med Rusland”. 

NATO-øvelsen angives at være den største siden 1988. Den omfatter omkring 90.000 soldater fra 31 NATO-lande og NATO-allierede og vil i bølger bevæge sig fra USA og hen over hele Europa i hele fire måneder frem til udgangen af maj måned. Dens tyngdepunkt er tydeligt: Øvelsen er strategisk placeret forskellige steder, men især i et bælte der omfatter Finland, Sverige, Norge, Estland, Letland, Litauen, Polen, Ungarn, Rumænien og Slovakiet. 

Tyngdepunktet ligger således i NATO’s allernordligste og østligste grænser, tæt op ad Rusland og Ukraine, tæt op ad en krigszone. I disse områder vil der frem mod udgangen af maj måned være opmarcheret titusindvis af soldater og diverse militært udstyr fra NATO-landene.. 

Danmark berøres også – selvfølgelig fristes man til at sige. 650 danske soldater involveres, og alle værn er inddraget, inklusiv Sirius-patruljen. Derudover lægger Danmark jord til amerikanske troppetransporter.

Mens soldaterne bringes på plads, forstærkes den psykologiske krigsførelse, der i den grad spreder frygt, utryghed og usikkerhed. Rusland kan finde på hvad som helst, og hele Europa er i fare, lyder det. Vi skal forberede os på krig – og hvis ikke vi gør det, “lukker vinduet hurtigt”, og vi står uforberedte. Og hvordan vil du egentlig overleve krigens første dage? 

Man kan næsten høre russiske soldater trampe rundt i Rønnes gader eller russiske kampfly målrette togter mod København!

Det er en bevidst og manipulerende påvirkningskampagne, der skal få befolkningen til at tabe hovedet, krybe i skjul og føle sig prisgivet til magthavernes forgodtbefindende. Det er en politisk drevet påvirkningskampagne – og den følges også op af konkret politisk handling: 

Forsvarsforliget fra juni måned sidste år er i hast blevet genåbnet og genforhandles i disse dage. Dets beslutninger om at investere 143 milliarder kroner i militære formål skal fremrykkes. Militariseringen speedes op.

NATO-øvelsen i disse måneder går under overskriften Steadfast Defender,  der kan oversættes ved Urokkelig Vogter eller Urokkelig Forsvarer. Men det relevante spørgsmål er, om NATO forbereder sig på at forsvare og vogte Europa mod den russiske fare eller på at trænge længere østpå og presse og angribe Rusland som en trædesten i den transatlantiske imperialismes kamp for at bevare herredømmet?