EU-parlamentsvalg 9. juni 2024

For nylig udsendte TV2 en pressemeddelelse, der skulle lancere tv-stationens dækning af kampagnen op til EU-parlamentsvalget den 9. juni. Det skete under overskriften “TV2 vil engagere danskerne til et afgørende valg i krigstid”. Så er stilen lagt! 

Ligesom ved folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet for to år siden er også denne valgkamp præget af krig, oprustning og sikkerhedspolitik. Budskabet er, at vi alle skal samle os om EU som en sikker havn mod truslen fra øst!

En undersøgelse fra Euro-barometer inden valgkampen for alvor var gået i gang, viste, at for 56 procent af vælgerne i Danmark er forsvar og sikkerhed det vigtigste emne. “Intet sted i EU er så mange vælgere ængstelige for den sikkerhedspolitiske situation som her i Danmark,” konkluderer nyhedsbrevet Føljeton i en omtale af undersøgelsen. På andenpladsen ligger klima-spørgsmålet. I det øvrige EU er den største bekymring “bekæmpelse af fattigdom og social udelukkelse”. 

Lad os tage de tre spørgsmål, ét for ét.

Tema et: forsvar og sikkerhed

Siden det sidste EU-parlamentsvalg i 2019 har situationen i Europa ændret sig markant. NATO’s stedfortræderkrig i Ukraine har sat en ny dagsorden. EU som helhed er blevet spændt for militarismens vogn, idet EU har valgt at spille rollen som USA’s forlængede arm. Det er en farlig kurs, ikke kun sikkerhedspolitisk, fordi det øger faren for en egentlig verdenskrig markant. Det er også en farlig kurs, fordi det bringer EU på kollisionskurs med hele den “ikke-vestlige verden”. 

Militarisering og oprustning er kommet øverst på dagsordenen. Krigens købmænd slikker sig om munden ved udsigten til de ordrer, som en fælles europæisk våbenindustri vil føre med sig. Og krigsdagsordenen forstærker EU’s bestræbelser for at få vedtaget en egentlig fuldtonet politisk union på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. 

Dertil kommer, at oprustningen og krigsøkonomien kommer med en regning, som vil blive sendt til arbejderklassen i EU-landene. 

Tema to: klimaspørgsmålet

Det leder os til det næste tema, som står højt på danskernes dagsorden: klimaspørgsmålet. Oprustning og krig er det modsatte af at løse klimakrisen. Og det betyder, at klimaspørgsmålet presses længere ned ad EU-magthavernes dagsorden. Dertil kommer, at EU´s klimapolitik ikke tåler et nærmere realitetstjek. For bag den megen tale om klima skjuler sig, at EU i den konkrete praksis tilgodeser de store virksomheders og monopolers interesser. 

Et af de værste eksempler på dette er den kulsorte Mercosur-aftale, der vil fælde den latinamerikanske jungle, for at der kan leveres blandt andet soya-protein til vores del af verden. 

Et andet eksempel er EU’s direktiv om “den nye generation af GMO’er”, altså genmodificerede organismer, som udgør et kæmpe smuthul for biotek-industrien. GMO-direktivet er allerede stemt igennem i EU-parlamentet, hvor blandt andet SF har stemt for det. Så meget for at stemme grønt!

Et tredje eksempel er, at EU’s såkaldte green deal-politik indebærer fangst og lagring af CO2 i jorden. Ingen aner, om denne teknik i praksis viser sig at være anvendelig, og hvad den så vil medføre af andre miljømæssige konsekvenser, hvis man faktisk lykkes med at pumpe CO2 ned dybt under jordens overflade. Men det er sikkert, at der vil blive afsat mange milliarder til firmaer, der vil investere i projekter indenfor området.

Tema tre: bekæmpelse af fattigdom og social udelukkelse

Det tredje tema handler om bekæmpelse af fattigdom og social udelukkelse. Den Europæiske Union er måske det eneste sted i verden, hvor man har indskrevet direkte i Unionens grundlov, Lissabon-traktaten, at der skal føres en neoliberal økonomisk politik i medlemslandene. Det betyder, at medlemslandene ikke må begrænse de frie markedskræfter, den frie konkurrence, og målsætningen om prisstabilitet står over alt andet. 

En sådan politik er i sin kerne antisocial og i direkte modsætning til arbejderklassens interesser. Det er der adskillige eksempler på.

Fra 2012 til 2019 gennemtvang EU i medlemslandene mere end 400 arbejdsmarkedsreformer, som alle har det samme formål: at slå bunden ud af løndannelsen og sikre en mere “fleksibel løndannelse”. Her har vi den direkte årsag til, at der i dag er mere end 15 millioner “working poor” i EU. 

Det største og mest alvorlige angreb på de rettigheder, vi har tilkæmpet os i Danmark, er mindstelønsdirektivet. Dette direktiv er i virkeligheden allerede gennemført, og Danmark er blevet tvunget til at implementere det, selvom vores sag ved EU-domstolen for at få kendt direktivet ulovligt, ikke er afsluttet endnu. Den forventes først afsluttet i slutningen af i år. Hele processen indikerer, at Danmark vil blive trynet af EU-domstolen. 

Hvis det sker, er hele det danske overenskomstsystem sat under angreb. Og der vil i realiteten kun være én vej, hvis vi skal forsvare vores tilkæmpede rettigheder: nemlig at træde ud af EU.

EU-parlamentets status

Det ligger i hele EU’s DNA, at det er imperialistisk sammenslutning, uden nogen folkelig legitimitet. Omend netop EU-parlamentet er designet til at skabe, hvad man kunne kalde en EU-offentlighed, der trækker både debat, opmærksomhed og beslutningskraft væk fra det nationale niveau. Dermed undergraves demokratiet, som vi har set det i årtier.

Der er to sider ved EU-parlamentet, der er værd at bide mærke i:

På den ene side: De kræfter i EU, der sigter på at gøre EU til fuldblods Europas Forenede Stater, ønsker at give EU-parlamentet mere magt. Det har den danske EU-modstand altid vendt sig imod, fordi det er med til at udhule det danske demokrati.

På den anden side: Selvom EU-parlamentet igennem årene har fået flere beføjelser, fungerer det på ingen måde som det danske parlament. Det er ikke en demokratisk institution, der har afgørende indflydelse. Magten i EU ligger først og fremmest i EU-kommissionen, der har eneret til at fremsætte love og direktiver, og i Ministerrådet, der samler de enkelte landes ministre. 

Derfor rangerer et EU-parlamentsvalg ikke på linje med et folketingsvalg. 

Så når EU-modstandere og -kritikere i flere årtier har stemt Folkebevægelsen mod EU ind i EU-parlamentet, har det ikke været med illusioner om at få markant indflydelse. Det har været for at give EU-modstanden en stemme, for at hente vigtig viden, som kunne understøtte modstanden her i Danmark.

Højrekræfterne bremses ikke med mere EU

Et af de argumenter, der florerer i debatten i forhold til, hvordan progressive, socialister, kommunister og EU-modstandere bør stemme ved valget den 9. juni, lyder: Det er vigtigt at stemme progressivt eller rødt for at dæmme op for højrekræfternes fremmarch. 

Det er imidlertid et argument, der ikke holder. Et styrket EU bremser ikke højrekræfterne. Tværtimod puster det ydeligere til disse kræfter, der blandt andet slår sig op på at forsvare den nationale suverænitet og bekæmpe unionsopbygningen.

I takt med, at store dele af venstrefløjen i EU-landene opgav at forsvare den nationale suverænitet og bekæmpe unionsopbygningen, blev der for alvor plads til de højrepopulistiske kræfter. Og de har ikke spildt tiden, men har tværtimod vokset sig stærke i mange lande. Vi står i dag i en alvorlig situation, hvor de progressive og revolutionære kræfter må påtage sig den opgave at trænge de højrepopulistiske kræfter tilbage. Én af forudsætningerne for at kunne gøre det er uden tvivl at fastholde modstand mod unionsopbygningen.

Mere magt til EU på vej
Kort før jul indgik et flertal af Folketingets partier en europapolitisk aftale. Det er ikke overraskende, at regeringspartierne, Konservative og Radikale står bag aftalen. For nogle er det måske mere overraskende, at også SF og Alternativet er med.

Aftalen skal først og fremmest bane vejen for at flytte endnu flere beslutninger fra Christiansborg til Bruxelles, og den er designet til at holde sammen på flokken af EU-tilhængerpartier i Folketinget i denne proces, så der ikke opstår intern splid på ja-siden.

Baggrunden for aftalen er, at magtfulde kræfter i EU længe har arbejdet benhårdt for at skabe rammerne for en ny traktat til afløsning af Lissabon-traktaten.  Således stemte EU-parlamentet i november 2023 for, at der skal ske traktatændringer, så der kommer flertalsafgørelser på stort set alle områder. Og så ønsker de en forsvarsunion med en permanent udrykningsstyrke og fælles våbenindkøb.

Regeringen og folketingsflertallet har med den europapolitiske aftale støttet op om, at mere magt flyttes til EU. De ønsker flertalsafgørelser på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område – altså på den militære udvikling i EU. Regeringen postulerer, at det kan ske uden traktatændringer. De vil luske det igennem uden at inddrage befolkningen eller risikere folkeafstemning. 

En stemme på samtlige partier bag denne aftale er således en stemme for mere EU – uanset om de kaldes grønne eller røde stemmer.

Men hvad skal man stemme på

For EU-modstandere og -skeptikere er der således rigeligt at tage fat på. Men alt er ikke “som det plejer at være” ved EU-parlamentsvalg. Folkebevægelsens 102.101 stemmer ved sidste parlamentsvalg i 2019 var ikke nok til et mandat, og det er ikke lykkedes bevægelsen at blive opstillingsberettiget til dette valg.

Det nye denne gang er således, at der ikke kan stemmes på Folkebevægelsen, hvis grundlag er konsekvent EU-modstand på et ikke-rascistisk grundlag:

“Folkebevægelsen mod EU bygger på FN’s og Europarådets menneskerettighedskonventioner og afviser dermed politisk undertrykkelse, vold og enhver form for diskrimination eksempelvis på baggrund af etnicitet, religion eller køn.”

I næsten 50 år har modstanderne af et overnationalt EU kunnet stemme på EU-modstandere. EU-modstanden har haft en stemme i EU-parlamentet – og EU-modstanden i Danmark en kilde til information om, hvad der foregår. Det er der ikke i dag.

Omkring 100.000 – mindst – er således politisk hjemløse den 9. juni.

Så hvad kan der gøres?

Er Enhedslisten et alternativ

Nogle overvejer at stemme på Enhedslisten i det håb, at her kunne en progressiv EU-modstand blive repræsenteret. Det er ikke Kommunistisk Partis holdning.

I DR TV’s runde med interviews af spidskandidater kom turen den 20. maj til Enhedslistens Per Clausen. Direkte forespurgt om han vil have Danmark ud af EU, lød det uden tøven og forbehold:

“Nej. Nej. Slet ikke.”

Selvom der ganske givet lever EU-modstand i Enhedslisten, har dette parti i praksis gennem flere år distanceret sig fra EU-modstanden til fordel for, hvad man kan kalde en konstruktiv-kritisk accept af EU. 

I Enhedslistens valgprogram hedder det i forordet:

“Hvis vi skal løse disse problemer, er der brug for et stærkt europæisk og internationalt samarbejde, der bygger på social retfærdighed, bæredygtighed og demokrati. Det kan vi lykkes med, hvis den politiske vilje er der. Hvis vi er villige til at gå foran. Men det kræver en anden politik. I EU og i Danmark.”

Pelle Dragsted sammenfatter det fint på X:

“Ja, der er meget man kan kritisere EU for. Men vi arbejder for at gøre det bedre – grønnere, rødere og mere demokratisk.”

Det nærmeste, vi kommer en systemkritik af EU i Enhedslistens program er formuleringen: “en traktat, hvor hensynet til marked og kapital står over hensynet til natur, klima og velfærd. EU er på den måde ikke en ligeværdig spillebane for venstreorienterede kræfter.” 

Så Enhedslisten vil have en ændret traktat, og de vil have mere magt til EU på en række områder, spundet ind i ønsker om, at EU vil begynde at føre progressiv politik.  

Det er præcis dén politiske fejlslutning, der har givet højrekræfterne vind i sejlene i en række lande. Derfor er disse illusioner om, at EU kan ændres indefra til at blive en progressiv magtfaktor, ikke bare nytteløse, de bærer et direkte ansvar for, at højrepopulisterne står til et historisk resultat.

Enhedslisten er end ikke et værn imod den oprustning og krigskurs, som EU har slået ind på. En rundspørge fra DR viser således, at Enhedslisten erklærer sig enig i på kort sigt, at “EU skal styrke den europæiske forsvarsindustri med støtte gennem fx The European Defence Fund”. 

En stemme på Enhedslisten er således en stemme, der ikke vil styrke EU-modstanden eller skabe nye positioner for den at arbejde ud fra. Derfor kan Kommunistisk Parti ikke anbefale at støtte den politiske linje, som Enhedslisten repræsenterer.

Ikke noget at stemme på

Vi har derfor konkluderet, at der ikke er noget, vi kan anbefale folk at stemme på. Derfor anbefaler partiet at stemme blankt eller undlade at stemme. Det er bestemt ikke en optimal situation for EU-modstanden. 

Derfor anbefaler partiet at stemme blankt eller undlade at stemme.

Stemmer man blankt, betyder det, at ens stemme tælles med, når valget gøres op. At stemme blankt opfattes typisk som en protestaktion. Når man afgiver en blank stemme, signalerer man, at man gerne ville stemme, men ikke kan finde en kandidat eller parti at stemme på. Ved valget i 2019 var der cirka 32.500 blanke stemmer.

Skriver man derimod et eller andet på sin stemmeseddel – f.eks. et navn eller et parti der ikke stiller op – tæller stemmesedlen som en ugyldig stemme. Det anses som oftest som en fejl og ikke en egentlig protest.

Undlader man helt at stemme, “tæller man med”, når stemmeprocenten skal opgøres og er med til at gøre den lavere. Ved valget i 2019 var stemmeprocenten lidt over 66. Valgforskere vurderer, at den bliver endnu lavere denne gang.

I de sidste par uger er valgkampen så småt rullet i gang, og den intensiveres i de kommende to uger frem til valgdagen 9. juni. Herfra skal lyde en opfordring til at deltage aktivt i valgkampen, hvor det er muligt, for at rejse kritiske spørgsmål og synliggøre modstanden mod unionsudviklingen. 

Ikke mindst er det vigtigt at rejse spørgsmålet om udenrigs- og sikkerhedspolitikken, hvor EU vil have fjernet vetoretten og etableret en fuldbyrdet union, der kan handle hurtigt. I lyset af den intensive militære oprustning og etableringen af en egentlig krigsøkonomi i hele EU er det en plan, der kan få katastrofale følger for befolkningerne, herunder også vi danskere, som jo ikke længere har noget forsvarsforbehold at læne os op ad.