Det har godt nok været voldsomme udviklinger og forandringer, vi har været vidne til i 2022. Både i verden og i Danmark. Et vue over de vigtigste nedslagspunkter er overvældende:
En pandemi der godt nok har sluppet sit tag i Danmark, men som ikke er afblæst på verdensplan.
En russisk invasion i Ukraine – bebudet og fremprovokeret – der har gjort Ukraine til et helvede på jord, og som afgørende har forandret det politiske og økonomiske Europa-billede.
En desperat amerikansk supermagt hvis storhedstid ligger i fortiden, og som udfordres af en verden med flere centre, som bliver mindre og mindre tilbøjelige til at lystre.
En kapitalistisk verden i eller på randen af krise, selvskadet af krigssanktioner og plaget af inflationsgallop og energiprisernes himmelflugt.
På flere kontinenter en fremvækst af totalitære, udemokratiske, fascistlignende bevægelser og partier, der graver i det borgerlige demokratis fundamenter.
Et officielt Danmark der modstandsløst har overgivet sig til våbenleverancer, oprustning og krigsophidsende retorik.
Et folketingsflertal der hensynsløst har udnyttet folkelig frygt og usikkerhed til at gennemføre en folkeafstemning, der knytter Danmark helt tæt til EU’s militære dimension.
En ny regering der spiller hasard med kollektive rettigheder og ordninger, omfordeler fra fattige til rige og med mantraet om arbejdsudbud øger arbejdskraftreserven og ræset mod bunden.
En arbejderklasse og en befolkning hvor der breder sig social og økonomisk utryghed, hvor familier trues af økonomisk ruin, og bekymringer for morgendagen er udbredte.
Og ikke at forglemme: en klode, en planet der stønner og slår tilbage mod det mis- og overforbrug, som kapitalismen har påført siden dens opståen.
En voldsom verden at leve i. Og ikke underligt, at man kan få åndenød, føle sig presset op ad en mur og må værge for sig for ikke at blive slået omkuld.
Heldigvis er der også lyspunkter. I Storbritannien har flere arbejdergrupper besluttet sig for ikke at give op, men i stedet slå tilbage i form af strejker. I andre af vores nabolande, Frankrig og Tyskland for eksempel, har der hen over efteråret været større demonstrationer i mange byer i protest mod de vildt stigende leveomkostninger og mod krigen. I Italien og Spanien tilsvarende.
Herhjemme gik der under en uge, fra den nye regering havde fremlagt sit grundlag, til den første protest-demonstration fandt sted: “Forsvar SU’en” lød det ved Christiansborg kort før jul, da studerende som de første svarede igen.
Det nytter at slå tilbage. Og det giver håb, når det sker.
Set i lyset af hele denne omvæltende tid var det ekstremt opmuntrende at deltage i det jubilæums-arrangement, som Arbejderen var vært for for en måneds tid siden. Over en hel lørdag eftermiddag mødtes vi den 26. november fra forskellige partier, bevægelser og organisationer med én eneste dagsorden for øje: Hvordan kan vi skabe sprækker i uovervindelighedens mur? Hvordan kan vi skabe håb, bevægelse, enhed og organisering? Hvordan kan vi supplere hinanden fremfor at konkurrere, finde sammen frem for at splittes i hver vores lejr?
Revolutionære, socialister og kommunister forsamlet i fælles rådslagning og med en fælles opfattelse af, at der virkelig er brug for, at vi tænker os godt og grundigt om og søger fælles flader i stedet for brudflader.
For det er ikke en overdrivelse, at der i den grad er brug for handling og aktiviteter, der samler til modstand mod sociale forringelser, prisgallop, oprustning og krigsøkonomi.
I det fællesskab er der med sikkerhed brug for os alle.
Kommunistisk Parti ser sig selv som en del af denne fælles enhed, der må opbygges, således at der organiseres bevægelse mod inflation, social nedtur, sanktioner, krigsbudget og for fred på et bæredygtigt og solidarisk grundlag.
Her på tærsklen til 2023 giver vi håndslag på, at vi – med de ressourcer vi råder over – vil være med til at give håb, skabe bevægelse, arbejde for enhed og organisere. I stort såvel som i småt.