Trods rigtige analyser og kritikpunkter rammer Sahra Wagenknecht ikke præcist
Sahra Wagenknecht leverer i sin nye bog et massivt angreb på venstrefløjen, som hun anklager for at have opgivet den sociale kamp til fordel for identitetspolitikken. Trods mange rigtige synspunkter er det et problem, at hun kritiserer i flæng og med til at skærpe underordnede modsætninger i stedet for at skabe den enhed, som hun selv omtaler.
Har venstrefløjen opgivet den sociale kamp til fordel for identitetspolitikken? Det mener den tyske politiker Sahra Wagenknecht, som siden 2009 har været medlem af Forbundsdagen for partiet Die Linke.
I hendes nye bog, De selvretfærdige. Mit modsvar – for fællesfølelse og sammenhold, som udkom på dansk i august i år, leverer hun et massivt angreb på venstrefløjen, som hun anklager for at have opgivet den sociale kamp til fordel for identitetspolitikken. Det er dog diffust, hvad hun mener med venstrefløj. Tilsyneladende er det alle fra Socialdemokratiet, De Grønne og så ud til venstre.
Bogen må ses i en sammenhæng med debatten i Tyskland. Den er først og fremmest et udtryk for debatten i Die Linke, hvor hun har været truet med eksklusion fra Nordrhein-Westfalen, hvor hun var opstillet som topkandidat til forbundsvalget. Bogen indgik i debatten ved valget af kandidater, på trods af, at den endnu ikke var udkommet. Dette kan også forklare bogens stridbare sarkastiske tone.
Set i lyset af Die Linkes markante tilbagegang ved valget i Tyskland, har Sahra Wagenknecht (SW) sat fingeren på partiets ømme punkt.
SW anklager socialdemokraterne og venstrefløjen for at have bidraget til højrepopulismens vækst, da hun mener, at de ser ned på deres vælgere og deres livsstil. Det er en parallel til Hillary Clintons beskrivelse af Trump-vælgerne som “White Trash”.
Sahra Wagenknecht beskæftiger sig med de samme spørgsmål som Lars Olsen i hans bøger: reformer, der afmonterer velfærden, utrygheden, globaliseringen, den geografiske adskillelse af klasserne.
Hun mener, at utryghed og manglende tiltro til politikerne har ført til, at arbejderne som protest har sluttet op om Alternative für Deutschland (AfD) og andre højrepartier. Eller at de undlader at stemme ved valgene.
Hun forklarer dette svigt fra venstrefløjen som en del af udviklingen de sidste mange år, som også har sat sit præg på partierne. Det er hele udviklingen fra en industriarbejderklasse, der fremmede kollektivitet og solidaritet og satte sit præg på partierne til venstre, til hvad hun kalder den nye akademiske middelklasse, som er ansat i vellønnede servicejobs i finanssektoren, IT-, reklame- kultur og underholdningsbranchen, digitale tjenester m.m.
Hun mener, det er disse vellønnede akademikere, der har sat sig på magten i partierne til venstre. Og det er dem, hun kalder ”socialliberale”. De står i modsætning til de lavere socialt bemidlede, de ufaglærte og de akademikere, der er i prekære jobs.
Identitetspolitik
Sahra Wagenknecht kritiserer disse socialliberale for at fokusere på identitetspolitikken, som fjerner opmærksomheden fra sociale strukturer og ejerskabsforhold og sætter fokus på individuelle egenskaber som etnicitet, hudfarve og seksuel orientering.
Sahra Wagenknecht er med til at skærpe underordnede modsætninger i stedet for at skabe den enhed, som hun selv omtaler.
Kampen for mangfoldighed har forrang frem for kampen om enhed. Hun påpeger, at det ikke hjælper meget, at Blackstone ønsker mangfoldighed i ledelsen, når almindelige mennesker bliver ramt af arbejdsløshed efter deres opkøb.
Identitetspolitikken er med til at skabe splittelse mellem dem, der bør stå sammen i kampen, og her citerer hun Steve Bannon (tidligere chefstrateg for Donald Trump) for at sige ”Hvis de venstreorienterede fokuserer på race og identitet…kan vi knuse dem”.
Det er korrekt, at identitetskampen ikke kan sættes over klassekampen, den kan være en del af den. Problemet med Sahra Wagenknecht er, at hun kritiserer i flæng. Hun kommer nærmest til at benægte de reelle oplevelser af social undertrykkelse som racisme eller sexisme, og kritiserer dermed indirekte også bevægelser som Black Lives Matter eller Me Too.
Ligeledes kritiserer hun aktivisterne i miljøbevægelsen, som de unge der er aktive i Fridays for Future, for at være de socialliberales forkælede unger. De er med til at fremføre miljøkrav, der skubber de lavere samfundslag væk fra miljøkampen ved at kritisere deres spisevaner og deres benzinforbrug.
På den måde er hun med til at skærpe underordnede modsætninger i stedet for at skabe den enhed, som hun selv omtaler. Hun kunne selv være med til at fremføre miljøkrav, der kunne mobilisere arbejderklassen til at gå i spidsen for de nødvendige omlægninger og skabe enhed med de unge aktivister.
Liberalisme
Det kan være svært ikke at fare vild i alle forfatterens definitioner. Ord som venstreliberal, socialliberal, neoliberal, ordoliberal (tysk variant af liberalisme), liberal bruges konstant. Man skal holde tungen lige i munden, da det til tider kan være svært at se, hvad hun mener.
Hendes pointe er blandt andet, at der er sammenfald mellem de venstreliberale og de neoliberales opfattelser af, at nationen er forældet, at de åbne grænser er et gode, og EU og globalisering er løsningen. Det er en politik, vi kender fra partierne, der er med i Det Europæiske Venstreparti – dermed også Sahra Wagenknecht’s eget parti Die Linke.
Konsekvensen af det neoliberale EU og globaliseringen har ramt de nederste lag i samfundet. Hun beskriver lavtlønskapitalismen, ræset mod bunden, som ikke imødekommes af nogen partier – derfor undlader de at stemme eller proteststemmer på højrekræfterne i Alternative für Deutschland.
Program for en gammeldags kapitalisme
Med sin bog vil SW gerne præsentere intet mindre end et program for fællesskab, sammenhold og velstand. Det handler den sidste halvdel af bogen om. Hun beskriver sit program som “venstrekonservativt”, hvad det så end betyder.
Men måske betyder det bare, at hun ønsker at dreje tidens hjul tilbage og indføre en kapitalisme, som den var fra 1950’erne til 1970’erne. Hun udtrykker det således: ”Når kapitalismen havde sine storhedsdage fra halvtredserne til halvfjerdserne i det 20. århundrede, var det ikke mindst fordi, at den ikke var nær så kapitalistisk, som den er i dag”.
Ligeledes ønsker hun ikke en opløsning af EU men en omdannelse til et forbund af suveræne demokratier.
Med andre ord ønsker hun naivt at tøjle kapitalismen og modgå monopolerne ved hjælp af den frie konkurrence. Det er en tilbagestående fremtidsvision, som hun beskriver som venstrekonservativ. Men det er en borgerlig utopi, der bekræfter de kapitalistiske produktionsforhold. Og det er også et åbent spørgsmål, hvordan en sådan transformationsproces skal foregå.
Sahra Wagenknecht: De selvretfærdige. Mit modsvar – for fællesfølelse og sammenhold. 348 sider. Paperback. 249 kroner (vejl.). Forlaget Brilleuglen.