“I takt med at det globale kapitalistiske system er blevet mere økonomisk ustabilt, er politisk ustabilitet fulgt efter – både inden for og mellem kapitalistiske nationalstater. Der sker et skift til højre i politiske partier, bevægelser, medier og kapitalistiske staters regeringer i flere lande verden over. De demokratiske politiske forhold forringes. Former for selv begrænset kapitalistisk demokrati tolereres stadig mindre og mindre af eliterne og bliver neutraliseret eller fjernet. I takt med at den neoliberale økonomiske orden opløses, opløses også de sociale og politiske relationer, der er baseret på den.”
Så kortfattet beskriver den amerikanske økonom Jack Rasmus baggrunden for, at højrekræfterne, ja tilmed åbenlyst fascistiske kræfter vinder frem i disse år: Økonomisk ustabilitet, økonomiske rystelser, økonomiske jordskælv sætter sig spor i det politiske liv.
Et aktuelt vue ud over Europa er ikke opmuntrende:
I Tyskland har Alternative für Deutschland nu lige så stor opslutning i meningsmålingerne som det socialdemokratiske SPD, og partiet opnåede for nylig for første gang at få en borgmesterpost, omend i en lille by.
I Italien har premierminister Giorgia Meloni fra Fratelli d’Italia rod i fascismen.
I Spanien vandt det højreekstreme Vox lokalvalgene for nylig, hvilket har fremtvunget nyvalg til parlamentet senere i denne måned.
I Finland er ultrahøjrepartiet De Sande Finner kommet i regering, og allerede efter ti dage måtte landets nye minister for samhandel gå af på grund af sympati for Hitler og nynazistiske grupper. Og han er ikke alene: Indenrigsministeren optræder på sociale medier på en måde, der er blevet tolket som støtte til den reaktionære “befolkningsudskiftnings”-teori.
I Sverige har Sverigedemokraterna fået uhørt politisk indflydelse og forpester det politiske klima, selvom de er uden for regering.
Og så er der Frankrig, der i de seneste år og måneder har bevæget sig fra det ene klasseoprør til det næste: De Gule Veste, pensionsoprøret og den seneste uges tids protester efter politimordet på den 17-årige Nahel M. i Nanterre. Radikaliseringen er til at tage og føle på i et land, der er på randen af politisk opløsning, og hvor den politiske elite lever fjernt fra folkets bekymringer. Her er opbakningen til Marine Le Pen støt, stabil og voksende, og selv mennesker, der tidligere har stemt til venstre, rykker mod højre. Samtidig knopskyder det yderste højre.
Glemmes skal heller ikke Ukraine, hvor fascistisk og højreekstrem indflydelse er betydelig.
Så ja – totalitære, udemokratiske og tilmed fascistiske bevægelser og partier vokser frem, får indflydelse og er nogle steder kommet til magten. De slår sig op på at puste til racisme og diskrimination og prædiker had og vold. De er demagogiske, fremfører skinrevolutionære programmer og paroler og er radikale i ord og handling mod regeringer og herskende eliter.
De udnytter arbejder- og fagbevægelsens nedtur og appellerer til følelser af forladthed, værdiløshed, fortvivlelse og fremmedgørelse og fremmer bizarre konspirationsteorier. Men frem for alt lover de hævn over en herskende klasse, der har forrådt arbejderklassen og nationen.
Parlamentarisk set er venstrekræfterne i Europa – hvordan man så end definerer det! – i opløsning, på tilbagetog eller er krøbet i flyverskjul i lyset af den voldsomme højreoffensiv og i lyset af de voldsomme konsekvenser af krigen i Ukrain. Der findes enkelte opmuntrende undtagelser på parlamentarisk rodfæste og standhaftighed: det græske kommunistparti KKE, det østrigske kommunistparti KPÖ og det belgiske PTB. De er dog desværre netop undtagelser.
I disse dage er det 100 år siden, at den tyske revolutionære og kommunist Clara Zetkin (foto) i en tale i 1923 til den verdensomspændende kommunistiske organisation Komintern, manede til kamp mod den fremvoksende fascisme . Hun sagde om fascismens rødder blandt andet, at den “er en udløber af den kapitalistiske økonomis opløsning og forfald og et symptom på den borgerlige stats opløsning”. Ligeledes har den har rod i “stagnationen, det langsomme tempo i verdensrevolutionen”, manglen på tro på dem man troede stod i forreste række i kampen, ja tilmed mangel på tro “på socialismen selv”.
Historien gentager sig aldrig, men den er værd at tage ved lære af. I dag mangler der i land efter land centre, der på en bred platform kan samle klasseoprøret på andre positioner end højrefløjens og nyfascisternes. At forstå behovet for enhed for at kunne tage den udfordring op er påtrængende nødvendigt.