Det er ikke ord, der har manglet de sidste dage i forbindelse med FN’s årlige klimakonference, der nu er nået til nummer 28 i rækken. Vel at mærke uden at den samlede udledning af drivhusgasser i verden er på vej ned. Der har været så rigeligt med ord, både under COP28 og ikke mindst efter at det onsdag stod klart, at en sluttekst var forhandlet færdig.
Både på og efter topmødet er der blevet nørdet i spidsfindige formuleringer, som helt sikkert er betydningsfulde. Alligevel efterlades man med nogenlunde det samme indtryk som ved mange foregående COP’er: For lidt. For sent. Og med spørgsmålet: Vil ord blive omsat til handling?
“Det er en hån mod menneskeheden, at kortsynede profitter forhindrer en stabil løsning, der kræver udfasning af fossile brændstoffer,” skrev meteorolog Jesper Theilgaard, da forhandlingerne spidsede til og netop spørgsmålet om fossile brændstoffer kom i centrum.
I den vedtagne sluttekst opfordres alle lande til at “omstille sig væk” fra fossile brændstoffer – et kompromis for ikke at benytte den stærkere formulering “udfase”.
Afhængig af hvor man ønsker at lægge trykket, opfattes det som positivt, at opgøret med fossile brændstoffer overhovedet er medtaget, eller det opfattes som alt for lidt og alt for uforpligtende. Kendsgerningen er, at der i aftalen er flere smuthuller, som kan – og med sikkerhed vil – forsinke de fossile brændstoffers exít.
Lige sikkert er det, at udfasningen eller omstillingen kun vil ske i det tempo og omfang, som kapitalen ønsker og kan profitere af. Den skal jo være klar med nye energikilder til at drive den kapitalistiske produktion og akkumulation. Det er dansk kapital tilsyneladende klar til. Som Dansk Erhverv udtaler, er aftalen “en god nyhed for vores virksomheder og de mange medarbejdere, som hver dag arbejder med klima- og energiteknologi”.
COP28 bekræftede, at konsekvenserne af de menneskeskabte klimaforandringer allerede er voldsomme, ikke mindst i det globale syd, hvor oversvømmelser og tørke sender millioner af mennesker på flugt. De fattige lande betaler den højeste pris for den klimakrise, der først og fremmest er skabt af de rige lande i det globale nord.
Dét ændrede COP28 ikke grundlæggende på, selvom der ved topmødets start blev indgået en rammeaftale om en såkaldt tabs- og skadesfond. Fonden skal yde økonomisk hjælp til de sårbare og fattige lande, der bliver særligt hårdt ramt af klimaforandringerne. Men slagsmålet om, at fonden også skal fyldes konkret op med kroner, euro og dollars, er langt fra ovre. De udbyttede tidligere kolonilande mener med rette, at Vesten skylder dem milliarder af dollars.
Og de må kæmpe med næb og kløer for deres sag og for at få en plads. Næsten symbolsk blev hammeren slået i bordet, og slutteksten vedtaget, inden forhandlerne for de 37 mest berørte småstater overhovedet var nået at komme ind i salen.
Den danske minister for global klimapolitik, Dan Jørgensen, roses for at have været drivende i at sætte de fossile brændstoffer på dagsordenen og kæmpe for en udfasning. Men igen: Det handler om at omsætte ord til handling. Danmark som eksempel:
Et flertal i Folketinget har besluttet, at der fortsat skal udvindes olie og gas i Nordsøen frem til 2050. Hvor det engang var A.P. Møller-Mærsk, der profiterede, er det nu især franske TotalEnergies og britiske Ineos.
Men hvis Paris-aftalen skal overholdes på retfærdig vis, og den globale opvarmning skal begrænses til 1,5 graders målet, skal blandt andet Danmark udfase denne produktion allerede i 2031, viser en ny rapport. Vi glæder os allerede til det livtag, den danske regering og Folketinget skal tage med de store olieselskaber!
Skåret ind til benet er situationen stadig den, at naturen og dens ressourcer i dag udnyttes så destruktivt, at der må ske en radikal omstilling af menneskers måde at bruge dem på – og dét meget hurtigt. Sker omstillingen ikke, er skaderne uoprettelige for både mennesker og økosystemer. Vi kan ikke vente på COP29.
Er det nødvendigt igen at nævne, at et profitdrevet system er den største hindring for denne omstilling?