• info@kommunister.dk
  • +45 30 20 03 20
Nyheder

Nej tak til at spænde feminisme for militarismens vogn

Af Lotte Rørtoft-Madsen 27/03 2024 KL. 9:00 Print

For et par uger siden fremlagde regeringen en oprustningspakke. Endnu én, fristes man til at sige. Det forsvarsforlig, der blev indgået i juni måned sidste år, betragtes nemlig allerede som utilstrækkeligt. Flere milliarder trænges i de stædige og vedholdende bestræbelser på at omstille Danmark til krigsøkonomi. 

Den danske regering og folketingsflertallet ligger også her helt på linje med EU-præsident Charles Michel, som op til EU-topmødet 21.-22. marts direkte opfordrede til krigsøkonomi:

“Vi skal derfor være forsvarsparate og gå over til en “krigsøkonomisk” tilstand. Det er på tide at tage ansvar for vores sikkerhed. Vi kan ikke længere regne med andre eller være prisgivet valgcyklusser i USA eller andre steder.”

Dét budskab tog EU-lederne i den grad til sig.

Mette Frederiksens omdiskuterede udtalelser om, at man nok ikke kan regne med at kunne gå hjem fra samlebåndet kl. 16 i al evighed, skal ses i sammenhæng. Hvis produktion af krudt og kugler kræver det, så må hjulene rulle i døgndrift!

Men tilbage til oprustningspakken, fremlagt forleden. Den lægger lidt over 40 milliarder kroner til i militarisering i perioden 2024 til 2028. Udover det “vil regeringen gennemføre omprioriteringer og effektiviseringer inden for Forsvarsministeriets koncern, der skal frigøre 14,3 mia. kr. i 2026-2033 til nye prioriteter på forsvarsområdet.”

Samlet vil regeringen “dermed kunne prioritere 54,8 mia. kr. til at forbedre dansk forsvar og sikkerhed samt den militære støtte til Ukraine i 2024-2033.”

Summen er i sig selv bemærkelsesværdig. Men også indholdet er tankevækkende: 

Hærens 1. Brigade skal udbygges til en tung brigade på op til 6.000 soldater, “der i tråd med NATO’s ambitioner kan indgå i NATO’s beredskabsstyrker på forhøjet beredskab”. Der skal anskaffes både kortrækkende og langtrækkende jordbaserede luftforsvarssystemer og opbygges anti-ubådskapacitet, ligesom investeringer i nærluftforsvarsmissiler fremrykkes. Og så postes der naturligvis også ekstra i Ukraine-krigen.

Det er imidlertid et andet element i pakken, der har fyldt mest. Man skulle ikke tro det muligt, men på en eller anden måde er det lykkedes at gøre spørgsmålet om militarisering af samfundet til et spørgsmål om ligestilling mellem kønnene. 

Det hænger sammen med, at oprustningspakken udvider værnepligten til 11 måneder, udvider antallet der indkaldes og ændrer kvinders værneret til værnepligt.

Rent principielt er værnepligt indlysende nok at foretrække frem for en professionel hær. Men også dette spørgsmål må anskues konkret. I dag betyder den udvidede værnepligt, at flere tusind mænd og kvinder indrulleres i et militær, der er designet til imperialistisk krigsførelse. 

Som værnepligtig indgår man som udgangspunkt ikke i krigsførelse. Men også her er et skred i gang:

For det første vil alle værnepligtige på lige vilkår kunne tvangsindkaldes. Mænd såvel som kvinder.

For det andet vil værnepligtige kunne indgå i, hvad der kaldes “operative opgaver”: “Der er derfor behov for i højere grad at anvende værnepligtige til basale operative opgaver, så fastansatte soldater kan frigøres til andre opgaver.” Grænsen mellem værnepligtige og professionelle bliver mere flydende. 

Og helt bekymrende er besværgelsen:

“Der er for nuværende ikke behov for at tvinge værnepligtige til udlandet.” For nuværende!  

Det åbner rent principielt op for, at der på et tidspunkt kan komme “behov” for det. 

At gøre spørgsmålet om ligeret til at blive uddannet til og deltage i imperialistiske krige til et progressivt skridt på vejen mod kvinders ligestilling med mænd er et vildskud.  Og så taler vi slet ikke om, hvad det er for en mandsdomineret militærkultur, som kvinder skal ind at kæmpe i, hvor #MeToo hidtil har været et fyord. 

Det er krigsmagerne, der har erobret dagsordenen. Vi bliver nødt til at holde fast i, at flere våben og flere soldater – uanset køn – ikke skaber fred og sikkerhed, men det modsatte.