Overenskomstforhandlingerne er i gang. og det samme er kampen om at sætte den politiske dagsorden. Kapitalistklassens repræsentanter i Dansk Industri smører pænt tykt på og skriver, at “OK23 må ikke fyre mere op under inflationen”. Det handler om “ikke at bidrage til at hælde mere benzin på bålet”.
Det er den samme sang, som de borgerlige mainstream-økonomer synger: Kræv nu ikke for meget i løn, for så stiger priserne bare endnu mere, og din realløn falder endnu længere ned.
Hvis arbejderne skal vinde kampen om den politiske dagsorden, er det nødvendigt fuldstændigt at gennemhulle dette argument. For kan det virkelig passe, at “overdrevne” lønstigninger fører til stigende inflation og drive økonomierne ind i en løn- og prisspiral?
Også på dette spørgsmål giver marxismen et klart svar: Nej, det kan ikke passe.
Påstanden er grundlæggende set designet til at forhindre arbejderklassen i at forsvare og forbedre sin købekraft og til at beskytte de store virksomheders profit.
For det første er lønstigninger en forsinket reaktion på prisstigninger, der allerede er indtruffet. For det andet er det ikke lønnens størrelse, der alene dikterer prisændringer, og derfor er lønstigninger heller ikke årsag til stigende inflation. Priserne påvirkes af en lang række faktorer, for eksempel: vækstrater, produktivitet, høj- og lavkonjunkturer og pengemængden i samfundet.
Generelle lønstigninger fører til fald i profitraten. De sænker den andel, der går til profit. Det er derfor, at kapitalisterne og deres økonomer er modstandere af lønstigninger.
Så påstanden om, at det er arbejderklassens ublu lønninger og lønkrav, der driver priserne i vejret og bevirker en løn-prisspiral, er et ideologisk røgslør for at beskytte profitten.
Karl Marx forklarer problematikken i sin meget læsværdige og aktuelle artikel “i Løn, pris og profit”. Her konkluderer han “efter denne meget lange og – er jeg bange for – trættende udredning” blandt andet:
“En almindelig forhøjelse af lønsatserne vil fremkalde nedgang i den almindelige profitrate, men i det store og hele ikke berøre varepriserne.”
Såvidt marxismen. Hvad med virkeligheden?
Den Internationale Valutafond (IMF) – ikke marxistisk, ikke på arbejdernes side! – offentliggjorde i sidste uge en omfattende analyse af løn- og prisstigninger i de sidste 60 år. Her konkluderer organisationen, der er smækfyldt med borgerlige økonomer, at stigninger i den nominelle løn “ikke nødvendigvis” betyder, at der er gang i en løn-pris-spiral. I perioder med inflation forsøger lønningerne blot at indhente priserne, uden at medføre en løn-prisspiral.
Især i perioder “som i dag hvor reallønnen er faldet markant”, kan der ikke findes belæg for en løn-pris-spiral. Konkluderer IMF.
Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) publicerede i december en rapport, der viste, at de globale lønninger målt i forhold til købekraft – altså reallønnen – faldt med 0,9 procent i første halvår af 2022. Det er første gang i dette århundrede, at den globale reallønsudvikling har været negativ. I de største økonomier i G20 faldt reallønnen i første halvår af 2022 med hele 2,2 procent.
Kendsgerningen er, at der er masser, der skal indhentes. Også herhjemme.
Sidste år var reallønstabet på det private arbejdsmarked det største siden 1950, viser tal fra Dansk Arbejdsgiverforening. Det konkrete tal for reallønstabet alene det år: 3,9 procent ifølge Danske Bank. For offentligt ansatte har faldet endda sandsynligvis været endnu større – or slet ikke at tale om modtagere af overførselsindkomster, anfører cheføkonom Las Olsen fra Danske Bank.
Så når arbejderne i dén grad sætter lønkravet øverst på listen over overenskomstkrav, handler det simpelthen om at modvirke et reelt eksisterende reallønstab, som kan mærkes konkret:
Næsten hver sjette familie herhjemme har skåret “noget” eller “kraftigt” ned på mængden af mad. For enlige forsørgere med børn er det mere end hver tredje familie.
I den nærmeste fremtid, som vi kan se ind i, bliver det ikke bedre. Inflationen er fortsat skyhøj. Efter at de seneste inflationstal er offentliggjort, kan man høre høre overfladiske påstande om, at nu “falder inflationen”, fordi den ligger på lidt over otte og ikke lidt over ti procent. Men det er jo bare inflationstakten, der er afdæmpet. Priserne stiger fortsat.
Så hvis arbejderklassen skal indhente et eksisterende reallønstab og forsvare sig mod et kommende reallønstab, er der al mulig grund til at kæmpe for rigtig meget mere i løn. Det er ikke samfundsøkonomisk uansvarligt – hvis nogen skulle være bekymret for det. Det er heller ikke usolidarisk, men vil tværtimod bidrage til at hive andre grupper som offentligt ansatte og mennesker på overførselsindkomst med op.
Det handler simpelthen om arbejderklassens købekraft, om at kunne dække sine behov for materielle og kulturelle livsfornødenheder, og om hvor meget eller hvor lidt profit der skal flyde til kapitalistklassen.