11. september 1973, kl. 4.30, tidlig morgen i Chile. Enheder fra flåden og luftvåbnet besætter strategiske punkter i havnebyerne Valparaiso og Concepcion. Alle registrerede venstreorienterede aktivister og funktionærer bliver anholdt eller skudt på stedet.
I timerne derefter fuldbyrdes det blodige militærkup, som bragte fascisten Augusto Pinochet til magten, og som ikke kun fik frygtelige konsekvenser for det chilenske folk, men også kom til at sætte dybe spor for udviklingen på hele det latinamerikanske kontinent. Sidst på eftermiddagen flyves liget af den folkevalgte præsident Salvador Allende væk fra hovedstaden i militærhelikopter. Kupmagerne sætter sig på magten.
50 års dagen for kuppet markeres i disse dage i Danmark, Latinamerika og mange andre steder i verden. Pladsen rækker ikke her til at fortælle den fulde og rædselsvækkende historie. Men den er ikke glemt. Som Chiles Kommunistiske Parti skriver i en appel om at markere 50 års dagen:
“Vi vil huske de henrettede. Vi vil huske de, der forsvandt. Vi vil gentage deres navne igen og igen og svare: “Presente! De er hos os!” Deres ansigter vil ledsage os overalt. Vi vil huske det chilenske folks kamp for at gøre en ende på rædslen og elendigheden.”
Historien om kuppet i Chile er først og fremmest historien om, hvordan magtfulde kapitalinteresser, overklassen og USA-imperialismen i fællesskab, koordineret, sætter ind mod en folkelig bevægelse, en social revolution der var ved at rive grunden væk under de lokale magthavere og de multinationale selskaber, der trak profitter ud af Chiles undergrund og fabrikker. En folkelig bevægelse, en social revolution som USA-imperialismen ikke kunne tolerere.
Den brede, folkelige koalition Unidad Popular vandt med Salvador Allende i spidsen valget i 1970. Men hvis man troede, at man kan stemme sig til socialismen, blev man hurtigt belært om noget andet. Kapitalens fascistiske stødtropper igangsatte i løbet af 1971 en volds-, sabotage- og terrorkampagne, som kulminerede i månederne op til det egentlige kup 11. september 1973.
Det er velkendt og veldokumenteret, at USA-imperialismen og CIA var direkte involveret i højrekræfternes ageren, både før Unidad Populars valgsejr i 1970, i årene hvor Allende var ved magten, i selve kuppets gennemførelse og derefter som aktiv støtte til fasciststyret under Augusto Pinochet. USA skal “forstærke Allendes problemer så han som minimum ikke lykkes med sit forehavende eller må begrænse sine mål” eller at der allerhelst: “skabes betingelser så det kan lade sig gøre at vælte ham”, sagde den amerikanske udenrigsminister i årene 1969-1977 Henry Kissinger til præsident Nixon, tre dage efter at Salvador Allende var indsat i 1970.
Efter kuppet og Pinochets magtovertagelse indledtes en omfattende klapjagt på fagforeningsfolk, studenteraktivister, marxister, venstreorienterede, kommunister, socialister, revolutionære, ja alle der kunne anses som fjender. Og dét ikke blot i Chile, men også i Argentina, Uruguay, Paraguay, Bolivia og Brasilien. Operation Condor blev udklækket kort efter kuppet og var aktiv indtil 1980’ernes begyndelse, og lækkede dokumenter viser, hvorledes der eksisterede manualer for at registrere, forfølge, isolere og i sidste ende likvidere disse fjender.
I det 21. århundrede er det ikke militærkup, der står på de herskende klassers menu for krampagtigt at holde på eller tilbageerobre magten i de latinamerikanske lande. I dag består menuen af økonomiske sanktioner og blokader, og i langt de fleste tilfælde af parlamentariske kup, sådan som det var tilfældet i Paraguay i juni 2012, i Brasilien i august 2016, i Bolivia i november 2019 og senest i Peru i december måned sidste år. Måske Guatemala bliver det næste i rækken, efter at Bernardo Arévalo og hans Movimiento Semilla vandt over det konservative establishment for nylig.
Når vi i disse dage markerer 50-året for kuppet i Chile er det hele denne årtierlange historie af modstand mod imperialistisk indblanding, mod udenlandsk kapitals udsugning og mod de enkelte herskerklassers udbytning og undertrykkelse – for sociale fremgange, et værdigt liv, demokratisk indflydelse og i bedste fald simpelthen et helt andet, et socialistisk samfund. Læren fra Chile er ikke glemt og kan ikke glemmes.