”En kvinde, som har bopæl her i landet, har ret til at få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge.”
24. maj er det 50 år siden, at det danske Folketing vedtog at legalisere abort til og med 12. svangerskabsuge. Ovenstående er paragraf 1 i den lov, der blev vedtaget efter heftig samfundsdebat og et dramatisk forløb i Folketinget. Parlamentarisk var det en sag, der skilte Folketingets medlemmer på kryds og tværs af partier. Da der skulle stemmes, var der navneopråb i folketingssalen, og afstemningsresultatet endte med 95 for, 56 imod og 17 der undlod.
Vedtagelsen skete 40 år efter, at Danmarks Kommunistiske Parti i 1934 som det første parti fremsatte lovforslag om fri abort (link). Kravet var en del af kommunisternes valgoplæg i 1932, men da lovforslaget blev fremsat et par år efter, var der ikke ét eneste medlem fra nogle af de andre partier, der tog ordet ved forslagets første og eneste behandling. Forslaget kom igen næste år, det blev behandlet, men det blev pure afvist.
I årene efter overtog andre den kommunistiske mærkesag, så forslaget om fri abort blev fremsat igen og igen.
Den lange og trange vej igennem Folketinget er dog intet at regne i forhold til de fysiske og psykiske lidelser, som tusindvis af kvinder måtte igennem, inden den fri abort blev legal. Indtil da foregik de illegale aborter hos læger og kvaksalvere, der tog sig rigeligt betalt, men ofte sjakrede med kvindernes helbred. Mange fik skader for livet eller blev sterile. Værst gik det ud over arbejderklassens kvinder, der ikke havde adgang til fine og velrenommerede lægers rene og velordnede klinikker.
De desperate kvinder løb også en kæmpe juridisk risiko. Indtil 1866 var der dødsstraf for abort, hvilket i 1933 blev ændret til to års fængsel. Husk: prævention ikke var frit tilgængelig!
I litteraturen – ikke mindst kvindelitteraturen – er der utallige rystende vidnesbyrd om de lidelser og den nedværdigelse, som kvinder måtte tåle, fordi de ønskede selv at bestemme over deres krop.
Det skønnes, at der i starten af 1970’erne stadig blev udført mellem 15.000 og 25.000 usikre og illegale aborter hvert år.
Afstemningen i Folketinget for 50 år siden var aldrig endt, som den gjorde, uden den årelange indsats fra en i starten fåtallig men efterhånden stadig større skare af ihærdige forkæmpere for kvinders, ja alle menneskers, ret til selv at bestemme over deres krop. Bevægelsen kulminerede i 1960’ernes kvindebevægelse, der sammen med kampen for ligeløn også satte kampen for fri abort i centrum. Det er i dag værd at huske på, at den ret, som danske kvinder har i dag, ene og alene skyldes denne kamp.
I dag ligger antallet af provokerede aborter på 15.000-16.000 om året, og det er stadig tabuiseret at tale om. Prøv at klikke ind på Sex og Samfunds nyoprettede platform abortfortællinger.dk (link), hvor der på lidt over to døgn er indsamlet 120 fortællinger. Mange beretter, at der ikke har været plads til deres historie før.
Så lad os i dag sige en stor tak til dem, der tog kampen for den frie abort og til dem, der tager den videre i dag – herhjemme og ud over hele verden, hvor retten til at bestemme over sin egen krop ikke respekteres og er en vigtig del af kampen mod undertrykkelse af enhver art.