8. februar er international aktionsdag for den iranske befolkning og arbejderbevægelse. I København står 14 fagforeninger og faglige organisationer bag en solidaritetsdemonstration, der anbefales af et væld af politiske organisationer.
Demonstrationen krævet et øjeblikkeligt stop for henrettelser i Iran, løsladelse af alle politiske fanger, frihed til at forsamle sig og organisere sig fagligt og politisk samt afskaffelse af kønsdiskrimination og tvangstilsløring af kvinder.
Det er længe siden, at en så bred kreds med et så solidt fagligt aftryk samles til en international solidaritetsdemonstration. Det er i det hele taget vældig positivt, at danske fagforeninger viser solidaritet med kampe, som arbejdere fører i andre lande.
Arbejdernes og kvindernes kamp i Iran har nu stået på i mere end fire måneder med daglige demonstrationer og strejker på forskellige arbejdspladser og i forskellige sektorer, herunder også blandt de toneangivende olie- og gasarbejdere. Mange arbejderaktivister er blandt de fængslede, og der bliver slået hårdt ned på forsøg på organisering af arbejderne.
Kampen retter sig imod kønsapartheid, økonomisk og social uretfærdighed og for basale politiske borgerrettigheder.
De modige kvindeprotester fortjener vores fulde støtte, og det samme gør den iranske arbejderklasses strejker og øvrige kampe mod de afsavn, som den er påført af et tohovedet uhyre: styret i Teheran og USA-imperialismen.
Iran er det næststørste land i Mellemøsten og er med sine omkring 85 millioner indbyggere verdens 18. mest folkerige nation. På grund af landets strategiske beliggenhed og righoldige olie- og naturgasforekomster har det i hele imperialismens epoke været centralt at kontrollere for de gamle kolonimagter og sidenhen også for USA-imperialismen og de transnationale selskaber.
Derfor var det et hårdt slag for imperialismen, da en vældig folkelig bevægelse fejede det forhadte USA-støttede shah-styre fra magten i 1979, og olie- og gasindustrien samt vigtige dele af udenrigshandlen og den finansielle sektor efterfølgende blev nationaliseret. Af en lang række årsager lykkedes det ikke arbejderbevægelsen at fastholde revolutionen, og det nuværende reaktionære teokratiske diktatur kom til magten.
Iran har lige siden været en torn i øjet på USA, som sammen med andre vestlige lande har gennemført økonomisk boykot og den ene pakke af sanktioner efter den anden. Inden krigen i Ukraine var Iran formentlig det mest sanktionerede land i verden.
Sanktionerne er en hovedårsag til, at op mod 40 procent af den iranske befolkning lever under fattigdomsgrænsen. Udover at sanktionerne går ud over den iranske befolkning, er de også designet til at virke for et regimeskifte, så det forhadte præstestyre erstattes af et styre, som USA og Co. kan kontrollere.
Der er da heller ingen tvivl om, at reaktionære kræfter i ind- og udland fisker i rørte vande i forhold til den folkelige bevægelses udvikling i Iran. Repræsentanter for det gamle forhadte shah-styre vejrer morgenluft, og i forskellige imperialistiske hovedkvarterer spekuleres der på, om den nuværende folkelige bevægelse og dens krav kan stjæles. I så fald vil det være en vigtig skalp for imperialismen.
Det er i sidste ende op til den iranske befolkning selv at bestemme sin egen fremtid. Også derfor er det vigtigt at udvise solidaritet med de iranske kvinder og arbejdere.