Første maj. Røde faner med fine gamle fagforeningslogoer eller partinavne påtrykt – eller fint broderet med sirlige sting. Morgenmøde i fagforeningen. Taler og sange. Demonstrationstog gennem gaderne. Musik, taler og boder. Gode snakke med kolleger og kammerater over en kop kaffe, en bolle – og måske en enkelt øl.
Arbejdernes Internationale Kampdag er herhjemme fyldt med stolte traditioner, opbygget i den organiserede enhedsfagbevægelse. I årenes løb er traditionerne blevet suppleret med heftige sammenstød og kreative indslag, der til tider har givet røg i gaderne, politibank og hylende sirener. Revolutionær stædighed kan man kalde det.
Der har været – og er – brug for det hele. For alt der opretholder, viderefører og udvikler 1. maj som en kampdag, en protestdag. Den første 1. maj i 1890 blev afholdt med kravet om en otte timers arbejdsdag, og siden har kampdagens temaer skiftet fra år til år ud fra de konkrete krav og problemstillinger, som arbejderklassen har sloges med gennem tiden. Men hele tiden med en underliggende og mere eller mindre udtalt fremtidsvision: opgør med kapitalen, et andet samfund.
Og så har 1. maj i årenes løb fejret de sejre, der er nået: revolutioner, folkenes befrielse fra kolonialisme, vellykkede befrielseskrige – og konkrete landvindinger i kampen for løn- og arbejdsvilkår, kollektive rettigheder og social sikkerhed.
Første maj er dagen, hvor vi rækker ud til hinanden i solidaritet med løftet om i fællesskab at gøre vores til at forandre verden.
Derfor er 1. maj stadig mere end relevant. Den er vigtig. Og det er vigtigt, at den videreføres som en kampdag, en protestdag og ikke forvitrer til en tandløs tradition for traditionens skyld.
Kommunistisk Parti går til 1. maj med en klar opfordring til at sætte solidaritet og fællesskab i højsædet. Der er brug for at skabe fornyet håb om, at det er muligt at slå hul i den dyne
af socialdemokratisk og borgerlig højredrejning, der præger stort set alle samfundsområder.
De af os, der har nogle årtier på bagen, oplever i denne tid, hvorledes det verdensbillede, som vi er vokset op med, forvandles for øjnene af os. De af os, hvis fødselsår starter med et to-tal, kigger os omkring og må undres over, hvordan det kan være, at det er kommet så vidt. Vi har på tværs af generationer og andre opdelinger et fælles ansvar for at komme et helt andet sted hen.
“Kapitalismen er problemet – socialismen er løsningen” står der på det hovedbanner, der i dag pryder hovedscenen på Rød 1. Maj i Fælledparken i København, arrangeret af Kommunistisk Parti i flere årtier. Kapitalismen er problemet – socialismen er løsningen? Nemt at sige, men svært at udføre, kan man indvende. Javist. Men ikke desto mindre mere rigtigt og påtrængende nødvendigt end før. Vi, der er kommunister. revolutionære og venstreorienterede i dag, står med det problem, at der ikke er alverden af tid til at nå derhen, hvor opgøret med kapitalen og dens profitsystem kan tages. På sæt og vis har vi travlt.
Set i helikopterperspektiv er det indlysende, at vi som menneskehed befinder os i en situation uden fortilfælde. Vi bliver nødt til at vriste os ud af kapitalens og profittens greb og tage magten over vores egen skæbne – ellers går vi under i klimakatastrofe. Kapitalens undergang er ganske enkelt menneskehedens redning.
Set i det mere nære perspektiv står det også klart, at vi ikke kan ligge på den lade side. Det er næsten trivielt, men lige så sandt som altid: de rige bliver faktisk rigere og rigere. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har netop offentliggjort, at den mest velhavende ene procent af danskerne besidder knap 25 pct. af den samlede nettoformue. Mærsk har aldrig haft et større overskud, og energiselskaberne scorer vilde profitter.
Imens er arbejdernes realløn langt fra sikret, retten til en værdig tilbagetrækning er truet, familier lever i stress, børn og unge i mistrivsel, og de kollektive velfærdsydelser bryder sammen om ørerne på os.
Og næsten frem for alt: Den krig, der foregår i Ukraine, kaster så lange skygger ind over vores liv og dagligdag, at der også på den front er brug for alle gode kræfter for at få den stoppet. Som Kommunistisk Parti sagde på etårsdagen for Ruslands invasion i februar: Fred er den sejr, vi har brug for.
Så igen: Kommunistisk Parti går til 1. maj med en klar opfordring til at sætte solidaritet og fællesskab i højsædet. Der er brug for sammenhold, ikke splittelse. Der er brug for menneskelighed, ikke brutalitet. Der er brug for hjælpsomhed, ikke mig-selv-nok. Der er brug for håb, ikke opgivenhed.
Vi opfordrer til, at alle, der vil forandring, finder sammen i aktiv handling. Alle bidrag til at forandre verden til det bedre er velkomne.