I år er det 135 år siden, at det blev besluttet at gøre 1. maj til arbejdernes internationale kampdag i Europa. Beslutningen blev truffet i Paris på en international arbejderkongres:
“Kongressen beslutter, at der fra arbejdere i alle lande organiseres en stor manifestation, således at de i alle lande og byer på en bestemt dag opfordrer repræsentanterne for den herskende magt til at indskrænke den lovlige arbejdsdag til et maksimum af 8 timer.”
Der var oprør i luften. Arbejderne organiserede sig i både fagforeninger og politiske partier og lagde grundstenen til den store kamp, der lige siden har defineret historien i Danmark og Europa: den daglige kamp mellem kapitalister og arbejdere om løn, arbejdstid og levevilkår – og den rigtig store styrkeprøve om selve systemets indretning, mellem kapitalisme og socialisme.
I dag lever vi i reaktionære tider. Det er værd at konstatere, for det udgør bagtæppet for vores kampe, krav og indsats. Men en sådan konstatering i ord alene gør ingen forskel i virkeligheden. Det gør handling til gengæld.
Nøjagtig 100 år før 1. maj blev indstiftet, i 1789, gjorde besætningen på det legendariske britiske flådeskib HMAV Bounty mytteri i det sydlige Stillehav og satte kaptajnen ud i en båd sammen med hans mest betroede mænd. De ville ikke finde sig i mere. Der var oprør i luften.
Mytteriet på Bounty er siden blevet en bog- og filmklassiker, elsket af alle børn og voksne børn. Alle kan identificere sig med Fletcher Christian og hans brave matrosers kamp mod umenneskelige forhold om bord på Bounty. Det gik dem senere ilde, men ordet mytteri er ikke desto mindre gået over i historien som ensbetydende med de understes retfærdige opgør mod uretfærdigheder.
I dag dukker ordet mytteri op igen: Fiona Hill, en tidligere rådgiver i USA’s nationale sikkerhedsråd, har således anklaget det globale syd – de fleste tidligere kolonier – for at begå “åbent mytteri” mod USA og EU, når de ikke retter ind og makker ret, men søger egne, selvstændige veje. Der er oprør i luften.
At der er basis for oprør også her hos os, der lever i kernen af det imperialistiske system, er ikke til at komme uden om. Skrigende ulighed. Krig og oprustning. Velfærd og sociale rettigheder under pres. Tryk på vores løn- og arbejdsforhold. Klimakollaps. Social dumping og udlicitering. EU’s mindstelønsdirektiv. Amerikanske baser på vej.
Og på denne 1. maj ikke mindst: Folkemordet i Palæstina, understøttet af den vestlige imperialisme på trods af historisk omfattende folkelige protester.
I dag er vi klogere end Fletcher Christian og hans matroser i 1789. Vi har fået mere erfaring, vundet gennem sejre såvel som nederlag, end arbejderklassens faglige og politiske ledere i 1889.
Først og fremmest ved vi, at vores stærkeste våben er sammenhold, solidaritet og enhed. At det handler om at finde sammen på tværs af skel. Finde det der kan binde sammen. Lægge vægt på det, der kan sætte bevægelse i gang, kitte sammen, skabe fællesskaber og fælles kamperfaringer.
Lykkes det, fremmes kampen mod EU, mod NATO, mod imperialismen og for at styrke arbejderklassens organisering og rettigheder. Lykkes det, kan verden forandres. Så nytter det at kæmpe.