I disse uger vågner vi stort set hver dag op til nye oplysninger om, at priserne stiger, og at vi pludselig som ud af det blå har fået galopperende inflation.
Herhjemme steg forbrugerpriserne i december med 3,1 procent i forhold til december 2020 – hvor de for blot et års tid tilbage lå på en stigning på 0,5 procent.
På bundlinjen bliver der røde tal i rigtig mange danske familier og husstande. Arbejdernes Landsbank har beregnet, at hvis det fortsætter, skal en helt almindelig børnefamilie have 14.100 kr. mere op af lommen, hvis den vil købe det samme som for et år siden.
Det er mange penge.
Som tidligere nævnt på denne plads er det ikke mindst de stigende energipriser, der driver priserne i vejret. Det skyldes en lang række årsager – og det er ikke kun, fordi Rusland har “lukket for gassen”, eller vind og vejr har været dårligt. En vigtig årsag er, at det europæiske energimarked er privatiseret. Priserne afgøres simpelthen på store energibørser, hvor der handles med energi. Forbrugerinteresser kommer bestemt ikke i første række dér.
Herhjemme har regeringen aftalt med Dansk Fjernvarme, at kunder i den kommende tid skal kunne dele regningen op i mindre portioner. Og så er der afsat 100 millioner kroner i støtte til dem, der rammes hårdest. Men det kan vise sig at være et meget lille plaster på såret for familier, der frygter at måtte gå fra hus og hjem.
Den danske stat kunne imidlertid gøre noget for at kompensere for, at det bliver dyrere at varme boligen op og få lys i stuen. Den rene betaling for el udgør nemlig kun cirka en tredjedel af den samlede regning, mens afgifter til staten og moms (ja, der er moms på el) udgør omkring over halvdelen. Her er da et værktøj, der kan bruges. I det mindste kunne moms på el fjernes eller suspenderes.
Men prisstigningerne og inflationen skyldes ikke kun de voksende energipriser, og de er langtfra begrænset til Danmark og Europa. De slår igennem i flere afgørende økonomier.
I USA var inflationen i december på det højeste niveau siden 1980’erne – på hele syv procent i forhold til året før. Herhjemme anfører cheføkonom Søren Kristensen fra Sydbank, at “reallønnen i USA lige nu (er) i bakgear”.
Globale flaskehalse, højere råvare- og fragtpriser og øget efterspørgsel på ryggen af coronakrisen er blevet mainstream-forklaringer på de stigende priser. Men der kan også peges på andre faktorer.
USA har eksempelvis pumpet milliarder af dollars ind i økonomien i de seneste år, blandt andet i form af massive obligationsopkøb. På den måde er efterspørgslen kunstigt pumpet op – også en faktor bag prisstigningerne. Nu afvikler den amerikanske centralbank sit obligationsopkøbsprogram frem til marts i år. Og der forventes flere rentestigninger fra centralbanken i år.
Usikkerhederne er store, og det er endnu for tidligt at spå om, hvorvidt inflationen igen skal blive et mere eller mindre permanent fænomen, eller den bliver forbigående. Det kommer ikke kun til at afhænge af bevægelserne på den kapitalistiske økonomis overflade, men også dens dybereliggende bevægelser. Her ikke mindst: Hvordan går det med værdiskabelse og profitabilitet i produktionssfæren?
For vi må ikke glemme, at priser og penge ikke svæver omkring deres egen akse, men i sidste ende er forankret i de værdier, der skabes i samfundet.
Uanset hvilket scenarie, vi kan se ind i, er én ting sikker: Regningerne sendes i én retning, den almindelige arbejdende befolkning. Profitterne – og de vokser ekstremt i tiden! – havner i toppen.