På denne plads hed det dagen efter valget den 2. november: Regering “hen over midten” får alle faresignaler til at blinke. Nu er alarmen gået, og der er al mulig grund til at blæse til kamp.
Fra det sekund regeringsgrundlaget Ansvar for Danmark blev offentliggjort onsdag, er det blevet skamrost og beskrevet som “afbalanceret” og som et grundlag, “alle kan se sig selv i”. Altså: Der er noget til både arbejdere og kapitalister, til høj og lav.
Men i takt med at lag på lag skrælles væk, og det konkrete indhold toner frem, står tilbage, at der er tale om en højreorienteret, ultra-nyliberal plan for over en årrække at omkalfatre ikke mindst den offentlige sektor og de kollektive velfærdsordninger og -rettigheder.
“Den mest omfattende frisættelse af velfærdssamfundet i dets historie” kaldte Lars Løkke Rasmussen det, da grundlaget blev præsenteret. Ordet “frisættelse” lyder tillokkende, men i denne sammenhæng betyder det privatkapitalens indtog i de offentlige velfærdsydelser og i sidste ende udfordring af overenskomster og aftaler.
SVM-regeringen beskrives igen og igen og nærmest pr. automatik som “en regering hen over midten” Men der findes ingen “midte i dansk politik”. Den er en illusion, et bedrag der dækker over, at midten i virkeligheden er et stort sort hul, hvor der ingen plads er til noget som helst progressivt.
Den nye SVM-regering udtrykker derfor ikke, at “højre og venstre bøjer sig mod hinanden til alles bedste”. Den er ikke en fejl fra Mette Frederiksens side. Den udtrykker en nyliberal konsensuspolitik, og den udtrykker en business-tilgang, en slags teknokratisk tilgang: handlekraft, effektivitet, væk med ideologisk bullshit – nu skal erhvervslivets problemer løses.
For det er det, som regeringen er sat til: at løse kapitalens problemer, ikke arbejderklassens.
Alle kapitalens interesseorganisationer jubler da også. Ord som “en handlekraftig reformregering ”går igen og igen. I den nye regering står dørene på vid gab for disse organisationer, mens fagbevægelsen ser ud til at være henvist til sidedørene. Den skal simpelthen tages i ed via “en permanent trepartsinstitution, der skal fremme et kontinuerligt samarbejde mellem regering og arbejdsmarkedets parter”.
Helt centralt i SVM-regeringens politik står mantraet om arbejdsudbud. Og det er virkelig et mantra. Det har i årtier har været brugt til at gennemtrumfe nedskæringer og angreb på arbejderklassen og har kastet millioner af europæere ud i fattigdom. For hvor mere ”beskæftigelse” jo betyder flere jobs, betyder arbejdsudbud noget helt andet: Nemlig størrelsen af den arbejdskraftreserve der er til rådighed. Ikke fordi der mangler arbejdskraft, men fordi en større og mere sulten reserve kan være med til at holde lønningerne nede.
Mantraet om arbejdsudbud er således en kurs for ræs mod bunden.
Selvfølgelig er der nogle bolsjer i regeringsgrundlaget i form af akutpakker og inflationspakker og kronehjælp til grupper, der især er ramt af inflation og energiprisernes himmelflugt. Det gør en konkret forskel for tusindvis af mennesker her og nu.
Men i morgen går det langsigtede arbejde i gang med at fjerne sten på sten i det i forvejen temmelig eroderede kollektive velfærdsfundament. Til fordel for optrappet oprustning, blandt andet betalt med fjernelse af en helligdag. Og ingen, absolut ingen af de påtrængende klima-, natur- og biodiversitetskriser adresseres med bare tilnærmelsesvis den alvor, som der er brug for.
Så alarmen er gået, og der er al mulig grund til at blæse til kamp. Og er der noget der står krystalklart, så er det, at den kamp ikke har en solid base inden for Christiansborgs mure. Den må finde sine egne veje udenfor. Enhed og fællesskaber på tværs er vigtigere end nogensinde.