Af Lotte Rørtoft-Madsen
Her 19 dage inde i den værste krig på europæisk grund i rigtig mange år er der brug for at tage kikkerten væk fra det blinde øje, dæmpe den hysteriske hadretorik, mane til besindighed – og forsøge at sprede den tåge, der har lagt sig over det politiske liv og opinionen, og som hindrer ethvert klarsyn og dermed enhver mulighed for aktiv handling.
På tv-skærme og andre medieplatforme vælter det stadig ud med dagens spekulationer om krigens gang, stort set kun set fra én parts propaganda- og pr-maskine, som efterlader os i dyb uvidenhed om, hvad der egentlig foregår.
Erfaringer fra tidligere krige – ikke mindst de mange som USA har igangsat – erindrer os om, at det som vi ser og tror er virkeligheden, ikke altid er det. Vi, der kan huske Irak-krigen og eksempelvis den falske kuvøsebørns-historie, plantet af reklamebureauet Hill & Knowlton, har fået en livslang vaccine mod fake news, potemkinkulisser og pr-styret krigsdækning.
Hvordan det går med de forhandlinger, der stille og roligt er ved at komme i stand, ved vi heller ikke meget om. Efter at den russiske medieplatform RT er forsøgt lukket ned i EU, er det blevet vanskeligere at følge med i, hvilke signaler der blev udsendt fra begge sider. Til gengæld kan vi to gange dagligt se Ukraines præsident Zielinskis videoopdateringer.
Et lille, aktuelt eksempel på hvordan meningsdannelsen forsøges styret, her taget fra “vores egen side”: Torsdag i sidste uge holdt topembedsmænd fra Det Hvide Hus en særlig briefing for omkring 30 influencere på sociale medier – Tik TOK-stjerner, som de kaldes i Washington Post fredag. Topfolkene fra Det Hvide Hus forklarede USA’s “strategiske mål i regionen” og svarede på spørgsmål fra influencerne, der har millioner af følgere. Det gør Det Hvide Hus kun, hvis det nytter.
Imens spreder der sig en ubehagelig russofobi, også herhjemme. Forestillinger med Den Russiske Nationalballet er blevet aflyst. På Charlottenborg i København er to værker af den russiske Sergei Prokofiev blevet fjernet fra årets Forårsudstilling, selvom han var blevet tildelt udstillingens solopris. Og senest har Red Barnet berettet, hvorledes russiske børn eller børn med russiske aner er bange for at gå i skole – de frygter, at ingen vil lege med dem, for alle hører jo hele tiden om “de onde russere”.
Krigen er blevet meget konkret og er kommet meget tæt på.
Sprækker i betonmuren
Men der begynder også at være sprækker i den betonmur af medieensretning, der satte ind i samme sekund, som Rusland invaderede Ukraine. Enkelte stemmer af moderation og besindighed begynder at få lidt plads. Det er tilmed lykkedes freds- og konfliktforsker Jan Øberg at komme til orde i hele to landsdækkende dagblade (udover netmediet Arbejderen). Foreløbig er det dog mest i debatspalterne, at medieensretningen udfordres – og uden at det trækker de store overskrifter. Et par eksempler er værd at fremhæve:
Juraprofessor Eva Smith kritiserer i Politiken (6. marts) den “konfrontatoriske danske optræden” og “USA’s voldsomme og aggressive retorik over for Rusland”. Hun fremfører med vægt, at “et forhandlingsresultat næppe (kan) opnås, medmindre de vestlige forhandlere søger at sætte sig i Ruslands sted og forstår, at Rusland føler sig ydmyget ved den udvikling, der er sket de sidste 30 år, og mener, at russiske interesser er blevet tilsidesat”.
Og videre:
“I ugerne før Rusland gik ind i Ukraine, optrådte de fleste vestlige lande meget afvisende over for Rusland. Alle russiske krav blev afvist tilsyneladende uden egentlige forhandlinger.”
Eva Smith drager paralleller til Cuba-krisen i 1962 og peger på den dobbeltstandard, der kan ses i dag. Dengang i 1960’ernes begyndelse “mente alle”, at de sovjetiske missiler, som der var tale om skulle opsættes i Cuba, var en trussel mod nabolandet USA:
“Det er interessant at sammenligne det med stemningen i dag, hvor Ruslands protester mod Nato-våben tæt på betragtes som fuldstændig urimelige af både politikere og presse.”
Varig sikkerhed i Europa er kun mulig med Rusland
Historikeren Poul Villaume, der blandt andet har forsket i den kolde krig, NATO og dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, greb allerede inden krigen til tasterne, da regeringen annoncerede, at den ønsker en aftale med USA, der åbner for permanent amerikansk militær tilstedeværelse i Danmark. I et debatindlæg i Politiken (20. februar) leverer han en interessant gennemgang af dansk sikkerhedspolitik fra Anden Verdenskrig til i dag. Han citerer eksempelvis den daværende socialdemokratiske stats- og udenrigsminister H. C. Hansen for i 1958 at udtale:
“Det må derfor være af betydning, at vi i vort område undlader forsvarsforanstaltninger, som – selv blot med urette – ville kunne opfattes som provokation og dermed vanskeliggøre afspænding.”
Regeringschefens ord udgør kernen i den officielle begrundelse for, at Danmark – dengang modsat nu – sagde nej til at amerikanske tropper kunne udstationeres i Danmark i fredstid, det være sig med eller uden atomvåben.
Også dengang var Danmark medlem af NATO. Alligevel opretholdt man et nej til fremmede tropper på dansk jord.
Poul Villaume beskæftiger sig i sit debatindlæg – som er skrevet før Ruslands invasion i Ukraine – med det farlige ved at opgive denne udstationeringspolitik, men han har også overvejelser over de måneder, der gik forud, inden invasionen blev en realitet:
“Den russiske troppeopbygning nær Ukraine i de seneste måneder kan bedst ses som et reaktivt, nærmest desperat forsøg på omsider at få Vesten i tale om et forhandlingsudspil (ikke ultimatum) om den lovede fælleseuropæiske sikkerhedsordning, der også giver medindflydelse for den europæiske stormagt, som Rusland primært er.”
Og, konkluderer han:
“Uanset hvem der er ved magten i Kreml, kommer der ingen stabil og varig sikkerhed i Europa imod Rusland, kun sammen med Rusland. Stationering af amerikanske militære styrker i Danmark i 2020’erne vil næppe, lige så lidt som i 1950’erne, bidrage til en mere afspændt og stabil europæisk sikkerhedsorden.”
Reel oplysning og valid information, tak
Det er lige præcis sådanne pointer som den danske fredsbevægelse og enkelte partier har fremført i de seneste uger, og som i hvert fald i starten førte til udskamning, anklager om landsforræderi og personlige korstog på de sociale medier.
Måske vi nu kan begynde at få en reel diskussion. Måske der begynder at blive plads til reel oplysning og valid information om krigens baggrund, om forskellige politiske kræfters ageren. Om den geopolitiske omvæltning der er ved at finde sted og som udgør krigens bagtæppe. Om et Ukraine der ikke just står til at modtage en pris for at være specielt demokratisk (ikke engang ud fra en almindelig borgerlig tankegang). Om at der er tale om en imperialistisk krig, hvor det reelt er Vesten (NATO/USA), der står over for Rusland med Ukraine som den slagmark, hvorpå krigen udkæmpes. Om et USA, der ser ud til at have ønsket krig og sætter skruetvinge på over for sine europæiske allierede, så de følger trop.
Måske det tilmed bliver muligt at sige noget positivt om de våbenhvile- og fredsforhandlinger, der pågår, og ikke fra start dømme dem til fiasko. Som vi skrev her på Arbejderen før invasionen: Der er masser af kroge at hænge en diplomatisk løsning op på, hvis man ser fordomsfrit på Ruslands krav og de tidligere indgåede Minsk-aftaler.
Ruslands folkeretsstridige invasion og de efterfølgende krigsdage har naturligvis gjort det vanskeligere, men der er grundlæggende set ingen anden vej.
Vi ved, at der eksisterer en reel fare for, at der kommer en direkte NATO-Rusland-konfrontation og dermed en egentlig storkrig. Det kan skyldes en lille gnist eller fake news eller et uheld. Ligesom skuddet i Sarajevo op til Første Verdenskrig. Krav om flyveforbudszone over Ukraine og russiske bombninger af militære anlæg tæt ved den polske grænse er eksempler på hændelser, der trækker i den retning.
Krigen må stoppes, inden det kommer så vidt.
Genrejs antimilitarismen
Vi, der er imod krigen, imod militarisme og oprustning, må tage kampen op mod “vores egen” regerings aktive krigsstøtte. Vi må være forkæmpere for forbrødring og solidaritet mellem arbejdere og folk, i Ukraine og i Rusland, i Europa. Solidaritet og mellemfolkelighed er vores våben. Vi må vende os imod at sætte arbejder op mod arbejder for et formål der ikke er deres.
Arbejderbevægelsen har stolte antimilitaristiske traditioner. også i Danmark. På Arbejdermuseet i København kan man i øjeblikket se en retrospektiv udstilling af socialdemokratiske plakater med tekster som “1.000.000 kr. om ugen til et ubrugeligt militærvæsen, mens gamle, faderløse børn og arbejdsløse lider nød. Frem for afrustning. Stem socialdemokratisk.” Eller “Krig! Krig! Er slægternes undergang. Stem for afrustning.”
Det er virkelig mange år siden, omkring de 100. Men indholdet fejler skam ikke noget. Og der er virkelig brug for at genrejse antimilitarismen.