Kommunisterne og den kollektive velfærd
Vi lever i en tid, hvor milliarderne ruller til oprustning, regeringen omlægger til krigsøkonomi, og der er trusler om indførelse af en egentlig krigsskat. Når der samtidig er en benhård nyliberalistisk styring af udgifterne til den offentlige sektor, bliver kampen for at sikre lige adgang til velfærd af høj kvalitet helt central for den danske arbejderklasse.
Kommunistisk Parti er en aktiv del af denne kamp.
Danmark er et rigt samfund, der har rigeligt råd til et offentligt velfærdssystem af høj kvalitet, hvor alle mennesker er sikret et trygt liv uanset helbred, indkomst og livssituation.
Men det er ikke en prioritering i det kapitalistiske system; her er fokus på globale magtkampe, oprustning, konstant vækst og størst mulige profitter til erhvervslivet. Derfor kæmper vi som kommunister for et socialistisk velfærdssamfund.
Vel vidende, at målet om socialisme ligger ud i fremtiden, deltager Kommunistisk Parti her og nu i den helt nødvendige kamp for at sikre velfærd og social sikkerhed i dagens Danmark. Det er en svær kamp med de nuværende styrkeforhold, men det forhindrer os ikke i at føre den.
Centralt i velfærdskampen står et opgør med det nyliberalistiske budgetregime, en styrkelse af den offentlige sektors rolle samt stop for privatiseringer, markedsgørelse og forsikringsordninger.
Kommunistisk Parti arbejder for at opbygge de bredest mulige alliancer i velfærdskampen og mener, at fagbevægelsen burde stille sig i front i den nødvendige offensiv for vores velfærd.
Velfærdens historie
Fra slutningen af 1950’erne og 20 år frem blev der opbygget et kollektivt velfærdssystem i Danmark. Tryghed og velfærd gik fra at være den enkeltes eget ansvar og noget, der var forbeholdt de rige, til at være et samfundsansvar.
Velfærdsfremgangen var kun mulig, fordi der efter Anden Verdenskrig var en stærk arbejderbevægelse, som krævede forandring, og et kapitalistisk system, der var parat til indrømmelser af frygt for socialismen. Det førte til et klassekompromis, hvor kapitalisterne gav efter for mange af arbejderbevægelsens krav.
Det danske velfærdssystem var i sin storhedsperiode præget af en høj grad af universelle ydelser, hvor alle har ret til ens ydelser af en god kvalitet, der betales over skatten, hvor de rigeste bidrager mest.
Med den nyliberalistiske offensiv i 1980’erne startede nedbrydningen af velfærdssystemerne, ikke alene i Danmark men i mange andre lande. Nedskæringer, udliciteringer og privatiseringer blev hverdag i den offentlige sektor. Kapitalismen var i offensiven og havde ikke længere brug for klassekompromisset.
EU har været drivende i at presse den nyliberalistiske dagsorden ned over medlemslandene. Med EU’s indre marked og dets fri bevægelighed for arbejdskraft, kapital, varer og tjenesteydelser blev kursen sat for social dumping og forringelse af alle sociale ydelser.
I de sidste mere end 40 år har vi oplevet en markant forringelse af det sociale sikkerhedsnet. Det er blevet langt sværere at få kontanthjælp, dagpenge eller førtidspension, og ydelserne er blevet udhulet. Fattigdom og øget ulighed er blevet hverdag i Danmark.
Samtidig har EU’s budgetregime lagt snærende økonomiske bånd på den offentlige velfærd. De danske magthavere har valgt, at Danmark skal være en del af dette regime. Skiftende danske regeringer har til og med ført en endnu mere liberal og restriktiv politik, end EU kræver.
Hvor vi står i dag
Efter årtier med konstante nedskæringer, effektiviseringer, privatiseringer og andre forringelser står det danske velfærdssystem i dag på randen af kollaps. Der er store problemer på sygehuse, i ældreplejen, daginstitutioner, folkeskoler, handicapområdet og andre dele af velfærden.
Velfærd har udviklet sig til big business. De, der har forsikringer og råd til at betale, har let adgang til en skov af tilbud fra private firmaer, mens fattige og lavtlønnede oplever en stadig mere udhulet offentlig velfærd med lange ventelister. Fagtoppen har hjulpet denne udvikling godt på vej med arbejdsmarkedspensioner, sundhedsforsikringer og lønforsikringer.
Uden offentlig debat er vi kommet langt væk fra de grundlæggende principper i vores velfærdssystem hen mod et forsikringssamfund. Skellet mellem Over- og Underdanmark vokser med uhyggelig fart. De lavtlønnede og fattige samt befolkningen udenfor storbyerne betaler prisen.
Magthavernes svar er en række nye store velfærdsreformer, der lover frisættelse af velfærden. Umiddelbart lyder det positivt, men reelt er indholdet mere frit valg, mere privatisering, mere forsikringssamfund, flere frivillige, mindre samfundsansvar, øget ulighed både socialt og geografisk, samt fortsatte nedskæringer og effektiviseringer.
Der er ikke lagt op til et opgør med det ødelæggende budgetregime, der år efter år tvinger kommuner og regioner ind i alt for snævre økonomiske rammer med et kortsigtet et-årigt fokus. Et opgør med budgetregimet er helt afgørende for at kunne sikre langsigtede investeringer i forebyggelse og holdbare velfærdsløsninger.