Præsidenten i USA hedder fra mandag den 20. januar 2025 Donald Trump fra Republikanerne. Flertallet i begge den lovgivende magts, Kongressens, to kamre, ser i skrivende stund ud til at blive Republikansk. Og Donald Trumps valgsejr er mere solid, end da han vandt valget i 2016.
Det er resultatet af tirsdagens præsidentvalg og valget til Senatet og Repræsentanternes Hus.
Det bliver således Trump og Co., der kommer til at stå i spidsen for den hovedopgave, som en hvilken som helst magthaver i USA står over for i disse år: At forsøge at redde det synkende amerikanske imperium i en verden, hvor styrkeforholdene hastigt forandrer sig.
Der er ingen tvivl om, at Demokraternes Harris og Republikanernes Trump har forskellige tilgange til denne fælles udfordring, men på de store, langsigtede strategiske linjer ville de kunne følges ad.
Den amerikanske arbejderklasse har stået over for et umuligt valg og en umulig valgkamp. Stifteren af den gigantiske kapitalfond Blackrock – verdens største af slagsen og med base i USA – gjorde det kort før valget klart, at han var træt af al den snak om, at der var tale om “det vigtigste valg i vor tid”. “Virkeligheden er, at set på længere sigt har det ingen betydning,” sagde Larry Fink.
I sidste ende får Hr. og Fr. Kapital det, som de vil have det. Dette års valgkamp har været den dyreste nogensinde, og der er blevet investeret i politik som aldrig før. Milliardærer, våbenindustrien og lobbyorganisationer har kastet millioner og milliarder over begge kandidater – naturligvis i forventning om modydelser.
Det er ikke et under, at 70 procent af amerikanerne anser deres politiske system for at være korrupt.
En lang række analyser af valget og stemmeafgivningen udestår endnu, men til forståelsen af hvad der rører sig blandt de 337 millioner amerikanere, og hvad der har banet vejen for Trumps triumf, er en række kendsgerninger værd at pege på.
Hovedparten af amerikanerne tjener mindre i dag end for 30 år siden, og 38 millioner lever i decideret fattigdom. At have to-tre jobs samtidig og alligevel have svært ved at få enderne til at mødes er ikke usædvanligt. Uligheden er skrigende, og den er ikke blevet mindre i de seneste år med voldsomt stigende leveomkostninger.
Exitpolls fra eksempelvis tv-stationen CNN bekræfter dette billede. Kun omkring en tredjedel af vælgerne ved dette års valg mener, at økonomien er i god eller fremragende form. Kun en fjerdedel af vælgerne siger, at de personligt har det bedre end for fire år siden, mens ca. 45 procent siger, at de har det værre.
“Hvis du kigger tilbage i historien, så kan du ikke finde et eksempel på et samfund, der i længden har overlevet med den grad af ulighed. Det er altid endt med revolution eller politistat.” Så skarpt trækker DR-journalisten Steffen Kretz situationen op.
USA er i dag et socialt iturevet samfund med et stort raseri mod et system, som ikke sikrer et opgør med denne ulighed.
For det andet:
Indbyggerne i USA er trætte af krige. Meningsmålinger viser, at 84 procent af amerikanerne er bekymrede for at blive trukket ind i krige. “Amerikanerne har aldrig før været mere modstandere af krig,” beretter Time Magazine.
Trump har udstedt det valgløfte, at han – blandt alt det andet han vil fikse – også vil fikse krigen i Ukraine. Hvis han og hans nye administration står fast på det, vil det være et knusende slag mod krigens kræfter, og det vil stille EU i en yderst prekær situation.
I det hele taget betyder det nye præsidentskab, at der vil udspille sig helt nye dynamikker i den transatlantiske imperialistiske alliance. I EU er der stor og berettiget frygt for ikke at kunne komme ud af det hjørne, som EU-eliten selv har malet sig selv op i i forhold til Projekt Ukraine.
Det er da også symptomatisk, at den danske regering med statsministeren i spidsen, allerede få timer efter at valgresultatet stod klar, indkaldte til pressemøde, hvor det transatlantiske bånd blev understreget i forhold til støtten til Ukraine.
Demokraterne har under Biden været garant for krig, og Harris stod ikke til at ville stoppe den kurs. Modsat er det en kendsgerning, at USA ikke udløste nye krige, da Trump sidst var præsident.
Til gengæld er der al mulig udsigt til, at Trump vil satse på og forstærke den økonomiske krigsførelse med brod mod Kina og de nye alliancer, der udvikler sig omkring BRIKS. National industriel genopretning, protektionisme, klimapolitisk bagstræb og handelskrig samt store skattelettelser til de rigeste er velkendte ingredienser i Trumps menu.
Herhjemme advarer Dansk Industri:
“Med sejr til Trump ved valget i USA stiger risikoen for international uforudsigelighed, høje toldsatser og handelskrig. Skidt nyt for danske virksomheder, dansk økonomi og Europa …”
I Mellemøsten er Trump helt på linje med den nuværende Biden-administration i forhold til fortsat støtte til Israels folkemord. Det var ikke tilfældigt, at man i Israel i dagene op til valget kunne se reklametavler med sloganet “Trump make Israel great again”.
Men faktisk ønsker omkring 65 procent af amerikanerne våbenhvile i Gaza. “Vote against genocide” sås der på bannere i USA op til valget, men det har været meget svært at gøre i praksis, omend et par uafhængige præsidentkandidater stillede op.
På hjemmefronten endte vigtige spørgsmål som retten til abort og LGBTQ+-rettigheder med at blive fejet til side, uden at man skal være i tvivl om, at de stadig kan mobilisere. Og 13 millioner mennesker, der bor i USA og bestrider hårde jobs inden for for eksempel landbrug og byggeri, står til at blive smidt ud af landet i en kæmpemæssig udvisningsaktion.
Den amerikanske arbejderklasse har stået over for et umuligt valg uden egentlige repræsentanter for dens interesser at stemme på. Der er ingen vej tilbage til Demokraterne, og der er ingen vej frem med Republikanerne.