“Hvordan i hede hule helvede kommer jeg ud af det her uden at blive fyret på mandag?”
Sådan lyder en af udtalelserne fra TV2-journalist Karen-Helene Hjorth i den knap tre timer lange dokumentar om grænseoverskridende og krænkende adfærd på TV2, der i øjeblikket kan ses på betalingskanalen discovery+.
Ord som en sekt og en kult går igen i vidnesbyrdene, som flere af de 11 medvirkende kvinder leverer modvilligt og nærmest skamfuldt. Men de gør det, fordi det er nødvendigt.
På TV2 blev grænser dengang i 00’erne systematisk overskredet af en lille men dominerende gruppe af alfahanner. Sex var en magtdemonstration. Praktikanter var jaget vildt for “blåskjorterne”. Man blev som kvinde “dømt på sin fuckability”, som en af kvinderne fortæller. Man skulle være til rådighed og kun de allerstærkeste kunne sige fra. Sex for en fastansættelse, for “løstansættelser giver grobund for magtmisbrug,” som Cecilie Beck siger.
Men det er vigtigt at sige fra. Og det er vigtigt at gøre det sammen. Og så er det vigtigt at angribe undertrykkende strukturer og kulturmønstre på arbejdspladserne og som gruppe placere ansvaret, hvor det hører hjemme.
Det er en fremragende dokumentar, der afslører en rådden og hensynsløs kultur, hvor sex udnyttes til magt. Men den viser også den underliggende nyliberale individualisme i “de brølende 00’ere”, hvor det handler om at komme frem og op, om, hvordan jeg som individ kan manøvrere for at få det bedst mulige ud af det for mig. På vejen udslettes ens jeg, og man bliver kvast, hvis man står alene.
Dokumentaren #MeToo: Sexisme bag skærmen er den seneste i rækken af opsigtsvækkende afsløringer i blandt andet medie- og kulturbranchen. Dem er der brug for. Og der er brug for, at de bruges som springbræt til at rette blikket også derhen, hvor adgangen til medierne ikke er så stor.
For et år siden viste en HK-undersøgelse eksempelvis, at hver fjerde kontoransatte, administrativt ansatte, butiksmedarbejdere, klinikassistenter og laboranter havde været udsat for seksuel chikane indenfor de seneste 12 måneder. Det kan være i form af uønskede berøringer, upassende blikke, kys, smålumre vittigheder eller seksuelle kommentarer.
Også i andre lavtlønsforbund er problemet til at se: En medlemsundersøgelse i FOA viste for to år siden, at 15 procent har været udsat for seksuel chikane inden for det seneste år. For de ansatte på plejecentre og i psykiatrien er andelen oppe på 27 procent.
I 3F havde 13 procent af forbundets medlemmer været udsat for seksuel chikane inden for det seneste år, da de blev spurgt i juni måned sidste år. Blandt ansatte i hotel- og restaurationsbranchen er andelen 29 procent.
For et par uger siden vandt HK en sag i Østre Landsret om en kvinde, der i måneder var blevet udsat for massiv seksuel chikane fra en mandlig kollega. Da hun fortalte sin arbejdsgiver om det, blev hun mødt med en fyreseddel. Kvinden får 250.000 kr i erstatning, fordi retten mener, at arbejdsgiveren grundlæggende set, alt andet ufortalt, havde et ansvar for krænkelserne.
Hashtagget #ligebagjer vinder i disse dage frem på de sociale medier som udtryk for viljen til at støtte og stille sig solidarisk med de modige kvinder, der deler deres historier. Uanset hvem der står frem og deler deres vidnesbyrd, er det ikke let. Ofte er der store personlige omkostninger.
Men det er vigtigt at sige fra. Og det er vigtigt at gøre det sammen.
Og så er det vigtigt at angribe undertrykkende strukturer og kulturmønstre på arbejdspladserne og som gruppe placere ansvaret, hvor det hører hjemme: i toppen af organisationen eller virksomheden.