Ingen havde forestillet sig, at sygeplejerskerne ville holde så stædigt ved i kampen for bedre løn og arbejdsforhold, som det har været tilfældet. De vil ikke vente til 2024 på en løsning. Nu ser det ud til, at politikerne finder pengekassen frem, men sygeplejerskerne skal ikke glæde sig for tidligt. Der bliver rift om pengene.
Hvem havde troet, at en konflikt på det offentlige område kunne bide sig fast og rulle over landet i mere end et halvt år? At medierne nu dagligt er fyldt op med indslag om et sygehusvæsen i knæ? Og at en faggruppe så stædigt og modigt – med alle odds imod sig – ikke har lagt sig ned?
Ingen! Hverken meningsdannere, politikere eller ledelsen i fagbevægelsen havde set denne tsunami rejse sig. Og det sidste er nok det mest bekymrende. For det kræver vel nærmest en blind og døv høne ikke at have hørt og set sygeplejerskernes og andre i sektorens nødsignaler!
I samme sekund, som Borgen begyndte at omtale ekstra midler til sygeplejerskerne, advarede Forhandlingsfællesskabets og FH’s formand om konsekvenserne, hvis pengene kun kommer sygeplejerskerne til gode.
Set fra en sygeplejerskes perspektiv har hele forløbet været et ubeskriveligt vanvittigt forløb, vel kun overgået af virkeligheden på arbejdspladsen:
Først at opleve at de – som den eneste faggruppe og dermed helt alene – skal ud i konflikt. En strejke, som også sker på trods af deres eget fagforbund. En 10 ugers flot konflikt, som hele omverdenen forsøgte at fortrænge, herunder også fagbevægelsen, som sygeplejerskerne måske havde lidt tiltro til ville udvise en eller anden form for solidaritet. Afsluttende med et indgreb fra en regering, som havde lovet 1.000 flere sygeplejersker og havde kaldt dem for hverdagens helte – et indgreb, som blot gav dem det samme, som de flere gange havde forkastet. Og hvor “solidariteten” fra den øvrige fagbevægelse kom til udtryk i en komité fulgt op med signaler og ord om, at nu skal vi alle sammen se fremad og finde løsninger i 2024.
Sygeplejerskerne valgte at fortsætte kampen
Set i dette lys er det ikke spor mærkeligt, at kampen ikke blev lagt ned der – hvilket jo var planen. Men med et sygehusvæsen i opløsning valgte sygeplejerskerne det eneste ansvarlige i situationen: at fortsætte kampen. Med en bølge af arbejdsnedlæggelser i hele efteråret og sekunderet af opsigelser står vi i dag med hundredvis af tomme sengepladser på grund af mangel på personale.
Vinterens komme og en kraftig opblusning af covid-19 har nu skabt “den perfekte storm”, som også er blæst ind på Borgen og i hovedkvarteret i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
Udsigt til penge – men kamp om fordeling
Krigskassen skal åbnes, lyder det fra Borgen under de igangværende forhandlinger om finansloven for 2022.
Endelig, vil vores sygeplejersker vel udbryde. Endelig er der udsigt til, at vi kan få et længe ventet lønløft samt en begyndelse på en oprustning af hele sektoren – men det er desværre ikke et juleeventyr, vi har gang i.
I samme sekund, som Borgen begyndte at omtale ekstra midler til sygeplejerskerne, var formanden for Forhandlingsfællesskabet Mona Strib samt FH’s formand Lizette Risgaard på banen med kraftige advarsler om en nært forstående tredje verdenskrig i fagbevægelsen, hvis der skulle dryppe lidt lønkroner af til sygeplejerskerne!
Og hurtigt er beløbet fra krigskassen blevet til midler, der skal tilføres regionerne og bruges til belønning for overarbejde og eventuel fastholdelse af alle ansatte i sektoren – forlyder det.
Hvad kommer der nu til at ske?
Hvilke tanker og refleksioner starter dette nu for vores sygeplejersker? Hvis der overhovedet er plads til mere tankevirksomhed!
- Der smuttede vores løn igen!
- Kommer der overhovedet flere hænder ud af det?
- Hvad f… kan vi bruge den danske forhandlingsmodel til?
- Hvad f… kan vi bruge FH til?
Nødpakken på en milliard kroner til et sundhedsvæsen i dyb krise løser ikke problemerne med løn og rekruttering. Beløbet sættes i relief af et overforbrug på militært materiel på 1,5 milliarder kroner
Vi forlod vores sygeplejersker efter, at regeringen havde bebudet, at der skulle tilføres midler til et sundhedsvæsen i dyb krise. Og vi er blevet lidt klogere:
En milliard i ”nødpakke” til de fem regioners samlede personalegrupper på sygehusene. Midlerne er friholdt fra reguleringsordningen – så denne ikke bliver belastet ved kommende reguleringer – og de skal udbetales som midlertidige tillæg. Altså ved typisk overarbejde og ekstra ansættelser!
En nærmere præcisering af brugen af midlerne har regeringens og dens støttepartier ikke ønsket at gå ind i, men overladt det forventede slagsmål til organisationerne på hele sundhedsområdet ude i de regionerne. Et forsøg på at beskrive nogle overordnede retningslinjer for fordelingen af nødpakken standende i FH-regi og vil uden tvivl skabe stor splittelse ude i de lokale organisationer!
Nu skal sygeplejerskernes lokale faglige folk kæmpe med og mod de andre faggrupper om, hvem der er “mest nødlidende”. Det er hverken værdigt eller det værd.
De aktive og toneangivende sygeplejersker har jo netop forsøgt at fastholde modstanden mod overarbejde, for at sygehussektorens fallit og covid-19`s hærgen ikke skulle tørres af på dem, og nu skal deres lokale faglige folk så kæmpe med og mod de andre faggrupper om, hvem der er ”mest nødlidende”. Det er hverken værdigt eller for den sags skyld det værd!
For én milliard er ganske enkelt alt, alt for lidt. Og forslår som en skrædder et hvis sted. Med langt over 100.000 ansatte i regionernes sygehusvæsen, er denne nødpakke et lille plaster på et stort og voksende sår.
De mange ansatte i den kommunale sundhedssektor er ikke en del af nødpakken, selv om kommunerne har fået flere og flere opgaver overdraget fra regionerne.
Nødpakken løser hverken løn eller rekruttering
Så tilbage til spørgsmålene og refleksionerne fra vores sygeplejerske:
Hvad med min løn? Og kommer der flere hænder?
Det korte svar er desværre endnu engang et nej.
Det med lønnen: Selv om der ikke er besluttet nogle præcise fordelings- og tillægsbeskrivelser ude i de fem regioner er det præciseret, at tillæggene skal være af midlertidig karakter og ikke være blivende. Så en stigning på lønseddel kan kun kom på tale, hvis der er villighed til at arbejde ekstra og evt. rekrutterings- og fastholdelsestillæg vil blive midlertidige.
Det med de flere hænder: Om dette vil kunne lokke sygeplejersker, som har sivet væk fra faget, tilbage på pinden, er yderst teoretisk. Ligesom pensionerede sygeplejersker nok vil tænke sig om en ekstra gang. Tilbage står muligheden for at kapre sygeplejersker fra andre lande. (Der er oveni købet afsat et millionbeløb til at fremme sagsbehandlingen). Det bliver interessant at følge!
Hvordan denne opdatering af situationen for landets sygeplejersker vil påvirke deres syn på Fagbevægelsens Hovedorganisation og den danske model har vi fortsat til gode at se.
Halvanden milliard til militær opgradering
Til sidst: MEN – MEN er en milliard alligevel ikke rigtig mange penge? Det har trukket mange store overskrifter i medierne i den sidste uge, og hvis man skal forstå beløbet ud fra de store smil, som partilederne kunne fremvise ved præsentationen, så….
Til sammenligning kan jeg nævne en overskrift fra forrige uge, som næsten ikke er blevet bemærket: ”Forsvarsministeriet har milliardstort overforbrug”. Bag denne overskrift gemmer sig en historie om, at forsvaret i de sidste 2-3 år har haft et overforbrug i MATERIELANSKAFFELSER på mindst 1,5 milliard. Primært på opgradering af Leopard 2 kampvogne, hvor OPGRADERINGEN er blevet 1.1 mia. dyrere end forventet – og her ikke et ord om kampfly.
Så døm selv.
Svigtede fagbevægelsen sygeplejerskerne? Hvad med forhandlingsmodellen på det offentlige område? Hvad betyder det for den kæmpende bevægelse?
Så blev det tid til et nyt år. En “nødhjælpspakke” er sendt ud til hospitalerne og har midlertidig lagt en dæmper på situationen. Men det er en stakket frist! Hele den offentlige sektor lider under flere års arbejdspres, nedskæringer, effektiviseringer og manglende hænder, og det er spørgsmål om tid, hvornår låget igen ryger af kedlen. Året sluttede i mange kommuner med en ny bølge af spare øvelser for at holde budgetterne indenfor den uacceptable ramme, som budgetloven har dikteret i mange år.
Og medens vi venter på de næste udbrud, er det vel passende at gøre lidt status på OK21 og sygeplejerskekonflikten.
Mange sygeplejersker er uden tvivl hoppet ind i det nye år med en kolossal følelse af svigt. Et svigt fra deres eget forbund og af en fagbevægelse, som glimrede ved at være total fraværende og usolidarisk. Læg hertil en oplevelse af en forhandlingsmodel, som kun tager modpartens parti.
Åbenlyse problemer
Er det så en fair måde at beskrive det skete?
Det kommer godt nok an på, hvem du spørger. Fagtoppen kan ikke få øje på de problemer, som der åbenlyst blev sat lys på under sygeplejerskernes 10 uger lange overenskomststrejke og efterfølgende aktioner:
- At det resultat, som forhandlingsfællesskaberne så varmt anbefalede IKKE kunne rokke ved den uligeløn og ulige kvinde løn, som i årtier har sat en dagsorden i den offentlige fagbevægelse.
- At forhandlingsmodellen på det offentlige område ikke er gearet til at løse grundlæggende lønstruktur problemer, eftersom den økonomiske ramme, forhandlingerne skal føres under, er alt for snærende, og hvor det er utænkeligt, at en gruppe offentlige ansatte løftes mere, end lønudviklingen på det private område giver plads til.
- At forhandlingerne på det offentlige område er stærkt politisk styret og kontrolleret, hvor deltagerne agerer hånddukker og forsøger at italesætte processen som en fair og lige forhandling.
- At forhandlingsmodellen ikke tager et demokratisk hensyn til, at en gruppe af offentlige ansatte kunne finde på at forkaste et resultat for derefter at udøve og møde den nødvendige solidaritet fra resten af fagbevægelsen.
Fagtoppen betragter ikke deres ageren for usolidarisk. Når man bevidst undlader at understøtte en stor gruppe af ansatte i en de største strejker på det offentlige område i nyere tid, så kan man ikke komme og påstå, at det er usolidarisk! Sygeplejerskerne fik nemlig et tilbud, de ikke kunne sige nej til – en lønkomité. Og resten gik jo lige efter bogen: Efter en passende strejkeperiode – et regeringsindgreb.
Fagbevægelsen – en dysfunktionel familie
Når man som jeg har arbejdet et langt liv med udsatte børn og unge, er det nærliggende at karakterisere fagbevægelsen som en dysfunktionel og behandlingskrævende familie – men det er langtfra dækkende.
“Loyal to socialdemokratiet” kunne man vel passende karakterisere fagtoppen. En støtte, bare en fuldtonet moralsk støtte til lærerne i 2013 og nu til sygeplejerskerne næsten 10 år efter, ville være et indirekte angreb på den siddende socialdemokratiske regering. Og i dette valg er fagtoppen ikke i tvivl. Det var bare synd for lærerne og det er bare synd for sygeplejerskerne. Lev med det!
Det her går jo ikke! Og på denne baggrund er det vel ikke besynderligt, at fagbevægelsen har mistet så mange medlemmer, når man nu er så dårlig til at passe på dem! Og bakke dem op!
Sygeplejerskestrejken og de efterfølgende arbejdsnedlæggelser og aktioner viste nødvendigheden af etableringen af netværk – i men uafhængigt af det enkelte forbund. Dels for at blive fri af fagtoppens bindinger samt de snærende bånd som den danske model pålægger bevægelsen både mellem overenskomstfornyelser, men også som vi ser det udfoldet under overenskomstforløb.
Disse netværk skal danne kimen til en organiseret opposition i fagbevægelsen, så der kan sættes retning for kampen og sikres, at ingen grupper bliver forladt alene på perronen.
Med ønsket om et godt nytår.