UDTALELSE
Kommunistisk Parti er imod en fortløbende forhøjelse af pensionsalderen og imod
differentieret pensionsalder. I stedet skal alle kunne gå på pension, når de fylder 65 år,
og folkepensionens grundbeløb skal hæves markant til et niveau, man reelt kan leve
af.
Spørgsmålet om pensionsalder og en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet fylder
igen den politiske dagsorden. I 2025 forventes et flertal af folketingspolitikere at stemme for
endnu en forhøjelse af pensionsalderen til 70 år med virkning fra 2040 – en automatik, der
ligger som konsekvens af det såkaldte velfærdsforlig fra 2006 og tilbagetrækningsreformen i
2011.
65 år var folkepensionsalderen, da velfærdsforliget blev indgået, og 65 år ligger tæt på den
faktiske tilbagetrækningsalder, der i 2022 var 65,3 år i gennemsnit for mænd og 64,5 år i
gennemsnit for kvinder.
Den stigende gennemsnitlige levealder, som er argumentet for, at vi skal arbejde længere, er
netop gennemsnitlig og dækker over stor ulighed i alderdommen. Siden 1980’erne er
forskellen i levealder for den fjerdedel af mænd med højest indkomst og den fjerdedel af
mænd med lavest indkomst steget fra fem til 10 år. Dertil kommer, at de dårligst stillede
pensionister har færre gode seniorår end de rigeste pensionister.
Næsten fire ud af fem lønmodtagere under 50 år er bekymrede for, om de kan holde frem til
pensionsalderen. Alt for mange passer i dag deres arbejde med smertestillende medicin
som en daglig følgesvend. Stress er på det nærmeste en folkesygdom. Selvom
pensionsalderen bliver sat ned, vil der stadig være grupper af lønmodtagere, der har brug for
at kunne foretage en værdig tilbagetrækning inden pensionsalderen. Her er hverken
seniorpensionen eller retten til tidlig pension – Arne Pension – tilstrækkelige. Det skal være
muligt at gå på førtidspension, når man er nedslidt, vel at mærke med en ydelse, man reelt
kan leve af.
I virkeligheden handler pensionsdebatten ikke bare om selve alderen for tilbagetrækning.
Den handler også om et forsvar for selve folkepensionen – den første universelle
velfærdsydelse i Danmark. Grundbeløbet blev udhulet stort set fra start, og helt galt gik det,
efter at arbejdsmarkedspensionerne for alvor slog igennem i overenskomsterne i 1990’erne.
Siden har der stort set ikke været politisk fokus på folkepensionen.
Arbejdsmarkedspensionerne har resulteret i øget ulighed i alderdommen, blandt andet fordi
lønforskelle og varierende tilknytning til arbejdsmarkedet føres videre til
pensionisttilværelsen. Der er skabt et A- og et B-hold, hvor mange af dem, der kun har
folkepensionen, har utroligt lidt at gøre godt med. I dag dækker grundydelsen og
pensionstillægget kun en brøkdel af de udgifter, man har.
Landsledelsen 16. december 2024