Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har i sommerens løb besøgt det vestafrikanske land Ghana. Og lad os lige repetere lidt om Danmarks historiske relationer til Ghana, hvis nogen skulle have glemt det:
Danmark var – sammen med andre europæiske kolonimagter – en aktiv slavehandlernation i næsten 150 år. Fra 1660 til 1802 afskibedes anslået 85.000 afrikanere på danske skibe fra Vestafrika, især med kurs mod de vestindiske øer på den anden side af Atlanterhavet. Langt fra alle nåede frem i live, og de, der gjorde, endte som plantage- og husslaver for den danske og europæiske elite på øerne.
Dengang kaldte man området Guldkysten, og det var da også guld, som danske private kompagnier og kongemagten i starten gik efter. Men slavehandlen skulle vise sig mere lukrativ – og den stoppede først, da den blev forbudt. I dag omfatter området blandt andet Ghana.
Men det var ikke for at undskylde endsige forholde sig til dette mørke kapitel i den danske overklasses historie, at Lars Løkke Rasmussen lod sig fotografere med lokale ghanesere i starten af august. Det var derimod som led i et fremstød for regeringens nye Afrika-strategi.
Afrika-strategien, der officielt blev præsenteret i sidste uge, er fyldt med meget flotte ord om at lytte til afrikanske stemmer, fremme mere ligeværdige partnerskaber, anerkende Afrikas rolle i international politik og i det hele taget tage det afrikanske kontinent alvorligt.
Men når det kommer til stykket, er det ikke de 1,5 milliarder indbyggere i de 54 lande på det afrikanske kontinent, der ligger den danske regering på sinde. Det er derimod egne, EU’s og generelt den vestlige imperialismes interesser.
Lars Løkke Rasmussen udtrykte det tydeligt og umisforståeligt over for Politiken, der fulgte ham på turen til Ghana:
“Det her er ikke altruisme eller velgørenhed. For mig handler det om at varetage nogle skarpe danske interesser. Europa skrumper. Det gør vi på indbyggertal og på vores relative andel af den globale økonomi. Dermed risikerer vi også at tabe indflydelse … Der skal vi prøve at kaste grus ud på den glidebane. I vores egen interesse. Så vores virksomheder får afsætningsmuligheder, så vi kan skabe arbejdspladser i Danmark, og så vi kan fastholde opbakning til den internationale, regelbaserede verdensorden.”
Og videre konkret om planerne om at dræne afrikanske lande for deres intellektuelle kapacitet:
“… der er ingen tvivl om, at hvis vi kan tilbyde nogle af de skarpeste talenter et uddannelsesforløb, som ligesom bærer Dannebrog, så kan det skabe et netværk og en binding hertil, som kan kapitaliseres over tid. Både økonomisk og politisk.”
Det er i dette lys, Afrika-strategien og dens indhold skal læses. Det er det, der er dens kontekst:
Den vestlige imperialisme, herunder EU, er på hælene i lyset af de nye styrkeforhold, der med stor hast og styrke gør sig gældende i verden. I løbet af de sidste 20 år er EU’s andel af den samlede afrikanske samhandel med omverdenen faldet med en fjerdedel. Til gengæld er Kinas andel firedoblet i den samme periode, og Kina er det land, der individuelt handler mest med det afrikanske kontinent.
Her ligger kernen.
I meget overordnede vendinger kan man med god ret hævde, at de afrikanske folk er godt og grundigt trætte af at blive trådt på og set på som udbytningsobjekter, hvis ressourcer, værdier og kompetencer kommer en lille gruppe imperialistiske førerlande og multinationale selskaber til gode. Og lige nu ser de en reel mulighed for at begå mytteri.
Det er dette mytteri, den danske regering nu tager offensive skridt til at komme i forkøbet. Løkkes og regeringens Afrika-strategi erstatter godt nok pisken med guleroden. Men den er og bliver selvisk og egennyttig.