Lige inden Folketinget lukkede ned for sommeren, nåede et meget stort flertal at vedtage en række ændringer i partistøtteloven. I sin essens betyder ændringerne, at det bliver langt vanskeligere for partier, der ikke allerede sidder i Folketinget, regionsråd eller kommunalbestyrelser, at finansiere politisk arbejde, blandt andet med henblik på at blive parlamentarisk repræsenteret.
Ændringerne kunne ved første øjekast kaldes Lex Stram Kurs. En vigtig del af den bagvediggende argumentation har nemlig været, at det ikke duer at sende offentlige kroner til Rasmus Paludan og Stram Kurs uden at man reelt kan se, om midlerne bruges til politisk arbejde.
Men det er en alt for snæver betragtning. Ændringerne er i virkeligheden en Lex Forsvind Nye Partier og Lister. For den rammer alle, der i dag ikke har parlamentarisk repræsentation.
Partiet Frie Grønne mister allerede fra årsskiftet sine partistøttemidler, selvom partiet sad i Folketinget i den sidste periode og nu igen forsøger at blive opstillingsberettiget. Ligeledes mister også Kristendemokraterne, der forgæves søgte at komme i Folketinget ved valget 1. november sidste år, sine hidtidige partistøttemidler.
Hvorfor?
Hidtil har et parti kunnet få statslig partistøtte, hvis det fik 1000 stemmer eller derover ved et folketingsvalg. Fra 1. januar 2024 skal man have haft omkring 64.000 stemmer (svarende til 3,2 mandater) for at få partistøtte. Og det gælder ikke kun efter et kommende valg, men allerede i denne folketingsperiode.
Tilsvarende på lokalt plan – hvilket næsten er værre, fordi der i kommuner og regioner ofte er et væld af lokalt forankrede partier og lister, der forsøger at komme i regionsråd eller kommunalbestyrelse. Her skal man have opnået et stemmetal på 80 procent af det antal gyldige stemmer, som et mandat koster, for at få kommunal eller regional partistøtte. Det er en voldsom forringelse. For hidtil har man kun skullet have mindst 100 stemmer, i Københavns Kommune 500, for at få støtte (indgåelse af listeforbund kan dog lempe forringelsen). Og det gælder ikke kun efter det kommende kommunal- og regionsvalg, men allerede i denne valgperiode.
Ændringen betyder, at en række lister og partier i kommuner og regioner allerede fra årsskiftet med ét slag mister midler til at finansiere deres politiske arbejde, herunder arbejdet med at genopstille til kommunal- og regionsvalget i 2025.
Det parlamentariske forløb omkring de nye ændringer er ikke uinteressant. Dykker man ned i Folketingets forhandlinger, fremgår det, at Alternativet har kæmpet en brav og vedholdende kamp imod forringelserne. Som det eneste af alle folketingspartier endte partiet med at stemme nej. Enhedslisten har hele vejen igennem været positiv over for ændringerne, men har ønsket, at bundgrænserne for støtte kom til at ligge lavere end oprindelig foreslået og vedtaget. Partiet endte dog med at stemme ja.
Signalet fra Christiansborg er ret tydeligt: Nye partier og lister forsvind. Vi, der sidder på magten, sidder godt og vil ikke forstyrres for meget.
Det samme signal ligger i Folketingets i hvert fald foreløbige afvisning af at lempe de ekstremt restriktive opstillingsregler til EU-parlamentet.
Seks dage efter folketingsvedtagelsen om de ændrede partistøtteregler, på grundlovsdag, gik flere politikere på talerstolen landet over og slog et kæmpe slag for “vores demokrati” i modsætning “deres udemokrati” – altså Vestens demokratier kontra alle de ustyrlige autokratier verden over.
Der findes helt sikkert demokratier af navn og demokratier af gavn. Men man skal ikke kun lede langt væk fra Vestens centrum for at finde skindemokratier.
Den nye partistøttelov trækker i den helt gale retning i forhold til mulighederne for parlamentarisk repræsentation fra andre end magtens partier. Der burde lyde et ramaskrig.
Godt at der også er noget, der hedder udenomsparlamentarisk kamp!