Den 2. oktober 1943, for 80 år siden, lagde et tysk troppetransportskib til kaj ved Langelinje i København. Wartheland hed det. Naziflaget vajede i den efterårskolde vind. I de tidlige morgentimer blev 150 danske kommunister hentet i Horserødlejren i Nordsjælland og stuvet om bord på skibet.
Wartheland førte dem direkte til Swinemünde, og derfra blev de smidt ind i kreaturvogne og sendt til nazisternes koncentrationslejr Stutthof i Polen.
Også danske jøder, der ikke havde reddet sig til Sverige, blev deporteret. Deres endestation var koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkiet.
Det var den nazistiske, tyske besættelsesmagt, der med magt fordrev de danske jøder og kommunister og sendte dem til tortur og for manges vedkommende: den visse død. Men det var den danske regering, det danske Folketing og det danske politi, der havde banet vejen for nazisternes ugerninger.
Den grundlovsstridige kommunistlov legitimerede tilfangetagelsen af over 350 mænd og kvinder i dagene omkring 22. juni 1941. De, der ikke nåede at flygte fra Horserødlejren 29. august 1943, deporterede nazisterne den 2. oktober samme år.
“Regeringens internering af kommunisterne var den direkte årsag til, at 150 mennesker blev sendt i tysk koncentrationslejr den 2. oktober 1943. Der var intet liv efter koncentrationslejren Stutthof. Mere end 60.000 mennesker blev henrettet, mens de danske kommunister sad fanget i lejren. Danskerne bukkede under for sygdomme, blev tævet ihjel og henrettet. De, der kom hjem, døde af eftervirkningerne fra KZ-opholdet. Flere begik selvmord, for der var intet liv efter Stutthof.”
Sådan skriver efterkommere efter de deporterede kommunister i en henvendelse til Folketingets formand Søren Gade i anledning af 80-året for deportationerne.
Her kræver de “anerkendelse fra Folketinget”, så deres familiers historie ikke glemmes. Og de udtrykker ønske om, at Folketingets Præsidium sætter en mindeplade op på Christiansborg: “En plade til skam over kommunistloven og til minde over vores familier, der måtte betale prisen for Folketingets svigt.”
Og ja, det er det mindste, man kunne gøre!
Faktisk er der brug for en klar og umisforståelig undskyldning fra statsministeren for det klokkeklare grundlovsbrud i 1941. I strømmen af undskyldninger og beklagelser, der i disse år med rette leveres i erkendelse af magthavernes ugerninger i fortiden, mangler denne endnu.
Spørgsmålet er så, om der kommer en mindeplade eller en undskyldning. Magthaverne herhjemme og i Vestens centre reviderer i disse år historien for fuld kraft. Kommunister og andre, der har bekæmpet nazisme og fascisme, skrives enten helt ud af historiebøgerne, eller de sidestilles med den nazisme, de bekæmpede.
For sandheden om historien kan i sig selv levere vægtige argumenter for at tage kampen op igen i dag.
Sidestilling af kommunisme og nazisme er blevet en helt gængs praksis. EU-parlamentet har gennem årene vedtaget en række resolutioner, der ligestiller nazisme og fascisme med kommunisme, oftest med de fleste danske EU-parlamentarikeres ja-stemmer.
I FN’s generalforsamling undlod EU-landene i december 2021 at stemme for en resolution om kamp mod nazisme og nynazisme. EU mente ikke, at man kan vende sig mod nazisme og nynazisme, hvis ikke man i samme åndedrag også lægger afstand til “andre totalitære regimer”. Disse “andre totalitære regimer” er ikke så besværlige at identificere. Det er nemlig især de stater, der opstod på baggrund af den antifascistiske kamp under Anden Verdenskrig. Her spillede kommunisterne som bekendt en central rolle.
Med andre ord: Man må ikke bekæmpe nazisme og nynazisme, hvis ikke man bekæmper dem, der har kæmpet og kæmper mod nazisme og nynazisme!
Der er ikke langt fra at sidestille nazisme og kommunisme til at udgrænse eller forbyde kommunistiske eller tilmed socialistiske skrifter, symboler eller organisationer. Det er allerede set visse steder i Østeuropa, Baltikum og Ukraine.
Endnu er uvæsenet ikke kommet til Norden. Og dog: Den finske regering har for nylig fremsat et forslag om at kriminalisere brug af kommunistiske symboler. Symptomatisk nok skal forbuddet også gælde nazistiske symboler.
Mere end nogensinde er der brug for, at vi står sammen skulder ved skulder og ærer alle ofre for nazismens barbari. Det er både en kamp om historien og en kamp for fremtiden.