Kort efter nytår kunne man i flere danske aviser se en annonce indrykket af Fredsinitiativet og Nej til Oprustning – Ja til bæredygtig Sikkerhedspolitik. I disse dage kan annoncen også ses her på Arbejderen.
“Danmark som atomvåbenfrit område” lyder overskriften på annonceappellen, underskrevet af omkring 100 danskere.
Det er en vigtig appel, og den har ét meget tydeligt formål: at råbe op og gøre opmærksom på den aftale, som USA og Danmark indgik den 19. december 2023 under den misvisende overskrift “Aftale om forsvarssamarbejde”.
Hvis aftalen gennemføres, vil den uden sammenligning være den vigtigste udenrigspolitiske aftale, som Danmark har indgået, siden EU-medlemskabet blev en realitet for over 50 år siden. Dens følgevirkninger handler om dansk sikkerhedspolitik, og de handler om dansk suverænitet.
Aftalen indebærer, at Danmark bliver fuldt indlemmet i det bælte af stater, som USA via soloaftaler af denne art har opbygget tæt op mod fjendelandet Rusland. En slags cordon sanitaire, som man ville kalde det i gamle dage: en kreds af venligtsindede stater, der opbygges omkring en stormagt. Soloaftaler er således nu indgået med alle de nordiske lande på det europæiske kontinent samt med Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Polen og Tjekkiet.
Bæltstaterne udgør et springbræt og et opmarchområde for USA-imperialismen, der med de indgåede bilaterale aftaler giver sig selv mulighed for at handle solo – uden om og uden hensyn til militæralliancen NATO.
Omdrejningspunktet i aftalen indgået med Danmark er, at USA-imperialismen får eneret til dansk territorium på flyvestationerne i Skrydstrup, Karup og Aalborg. Der kan udstationeres amerikanske soldater i fredstid, og opmagasineres og transporteres krigsmateriel.
Og hvad der er af afgørende betydning: Den udgør et brud med årtiers dansk forbud mod atomvåben på dansk jord. Der står godt nok i aftalen, at forbuddet overholdes. Men vi ved, at USA aldrig oplyser, om de opbevarer atomvåben på deres fly, skibe og baser. Og Danmark har ingen ret til at kontrollere det.
Hvis man læser aftalens 30 artikler – og det anbefales hermed – står et billede tilbage af massiv afståelse af dansk suverænitet. Ikke ved vold, ikke ved tvang, men ved frivillig underdanighed.
Centralt står artiklerne 12 og 14: Amerikanske soldater vil (med ganske få muligheder for undtagelser) ikke kunne blive retsforfulgt ved danske domstole for forbrydelser begået i Danmark. Og USA får lov til at oprette sit eget politikorps, kaldet militærpolitienheder på og “tæt” ved de tre anlæg. Gad vide hvor langt fra tæt ved er?
På og omkring flyvestationerne Skrydstrup, Karup og Aalborg kan USA etablere, hvad der med god ret kan kaldes parallelsamfund. De tre anlæg og områder, som aftalen omfatter, bliver øer, hvor USA hersker og kontrollerer, hvem der kommer nær. USA skal ikke betale leje og får altså de tre baser kvit og frit. Hvis de vil, kan de bygge løs på dem (dog til egenbetaling) – med eget personale og med ansættelser der følger amerikansk lovgivning. Hvis det ikke strider mod USA’s behov, skal dansk ansættelsesret dog følges.
Med til billedet af et parallelsamfund hører, at de amerikanske myndigheder kan oprette deres egne butikker, skoler og fritidsaktiviteter, drive deres egen bankvirksomhed – altsammen i henhold til amerikansk og ikke dansk lovgivning. Ja, de kan tilmed have deres eget postvæsen med egne, amerikanske frimærker. Amerikanske leverandører betaler ikke selskabsskat, og helt generelt er besættelsesmagten og dens personale fritaget for moms i embeds medfør.
Danmark forpligter sig til at sikre og beskytte de amerikanske styrker, leverandører til dem og pårørende til personalet på baserne.
Men USA kan også operere uden for de tre aftalte anlæg: Udover de tre områder bliver det muligt midlertidigt at stille offentlige og private veje og anlæg gratis til rådighed for USA. Fly, skibe og køretøjer kan frit komme ind og færdes i Danmark og kan omkostningsfrit benytte danske havne og flyvepladser.
Og der lades ikke mange indflydelseskanaler tilbage til danske myndigheder. Formuleringer som “de amerikanske styrker skal på forhånd underrette” og “det er alene de amerikanske styrker, der …” (mine fremhævninger, LRM) gennemsyrer aftalen.
Aftalen er forhandlet igennem fra midt i april 2022 til september 2023. Skjult for offentligheden og uden nogen som helst form for offentlig debat har der været gennemført fem forhandlingsrunder i skiftevis Washington og København. 19. december kom det frem, at aftalen var en realitet, og allerede to dage efter underskrev udenrigsministrene Lars Løkke Rasmussen og Anthony Blinken aftalen.
Endnu er aftalen ikke trådt i kraft. Det gør den først, når den er implementeret i begge lande.
Fra dansk side betyder det, at Folketinget skal godkende aftalen, da “gennemførelse af aftalen kræver visse lovændringer”, som forsvarsministeren har gjort klart.
At aftalen indebærer afgivelse af dansk suverænitet, er hævet over enhver tvivl. Spørgsmålet er, om der er tale om suverænitetsafgivelse i grundlovens forstand. Det må jurister afklare, for i så fald skal der fem sjettedels flertal til i Folketinget til en vedtagelse – eller en folkeafstemning.
Kampen mod baseaftalen er afgørende. Det er endnu muligt at forhindre den, og det må være en afgørende vigtig opgave for alle fredselskende og antiimperialistiske kræfter her i 2024.