I den seneste tid har der udspillet sig en debat i Arbejderens spalter om et nyt lovforslag, der er sendt i høring frem til 1. november. Lovforslaget udmønter en aftale, som samtlige partier i Folketinget indgik i juni måned under overskriften: “Aftale om en styrket indsats mod antisemitisme”.
Kernen i debatten er: Forringer det lovforslag, der er fremsat, de demokratiske rettigheder?
Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted og retspolitisk ordfører Rosa Lund reagerede i sidste uge prompte på en artikel her på Arbejderen, hvor flere personer og organisationer blev citeret for at advare mod lovforslaget. “Justitsministeren strammer grebet: Skærper straffe og indfører censur uden dommerkendelse mod Gaza-solidaritet,” hed overskriften på artiklen.
Pelle og Rosa mener, at “analyserne er desværre forkerte” og “kan bidrage til at skræmme folk fra at gå på gaden for at demonstrere for palæstinensernes rettigheder”. “Der er intet nyt, der forbydes,” lyder det.
Alle, der ønsker at gå ind i de juridiske implikationer, opfordres til at sætte sig grundigt ind i debatten. De skal ikke gennemgås her. At tale om en juridisk gråzone og en retspolitisk glidebane vil imidlertid ikke være en overdrivelse.
Problemstillingen er imidlertid, at det ikke er Arbejderens analyser, der bidrager til at skræmme folk fra at gå på gaden. Det er lovforslaget og de usikkerheder, den risiko for selvcensur, det skaber. For det kan ikke ses løsrevet fra den politiske kontekst, det indgår i.
I lovforslaget tales der om indsats mod hadforbrydelser helt generelt og af enhver art.
Hadforbrydelser og antisemitisme hører naturligvis ingen steder hjemme. Lad det være sagt så det ikke kan misforstås. Hver gang der sker hadforbrydelser eller krænkelser på grund af religion, etnicitet, køn eller andet skal det naturligvis bekæmpes og straffes.
Men skåret ind til benet tager lovforslaget reelt de danske jøder som gidsler og spænder dem for en politisk dagsorden, der angiveligt handler om at bekæmpe antisemitisme. Hele konteksten, alle eksempler, hele den politiske fortælling, der omgiver lovforslaget, handler om at stække den pro-palæstinensiske bevægelse.
Lovforslaget skriver sig ind i en europæisk sammenhæng, hvor demokratiske rettigheder over en bred kam sættes til side. Det viser et kig rundt i landene omkring os:
I Frankrig udstedes der hårde domme under henvisning til en lov fra 2006 om “forsvar for terrorisme”. Man går så vidt, at selv en tidligere antiterrordommer, Marc Trevidic, nu siger fra:
“Man kan nu forsvare bombningerne af Gaza uden at blive retsforfulgt … mens en simpel graffitti til støtte for Palæstina kan føre til fængselsstraf,” udtalte han for nylig til L’Humanité.
Og videre:
“Vi ser hårde straffe blive uddelt, nogle gange flere års fængsel.” “Vi oplever et reelt misbrug og en fordrejet anvendelse af loven.”
Også i Tyskland sættes der hårdt mod hårdt, og helt i berufsverbot-ånden udstedes der dekreter og forordninger, der søger at gøre enhver Palæstina-solidaritet umulig. Blandt de spektakulære tiltag var det Betätigungsverbot, som for nogle måneder siden blev udstedt mod venstrefløjsaktivisten Yannis Varoufsakis – han fik forbud mod at rejse ind i Tyskland og deltage i zoom-arrangementer i Tyskland, ligesom der ikke må afspilles videoklip med ham på tyske arrangementer.Årsag: hans fordømmelser af Israels folkemord i Gaza.
Et andet eksempel på den tyske ånd: For nogle uger siden florerede en video på de sociale medier, hvor man ser tysk politi forfølge en ti-årig dreng og trænge ham op i en krog, fordi han løb rundt med et palæstinensisk flag.
I Storbritannien føres der skræmmekampagne mod mediefolk under henvisning til, at de fremmer terror. Ti betjente fra Metropolitan Police ransagede for få dage siden den undersøgende journalist Asa Winstanleys hjem og beslaglagde hans elektroniske udstyr i henhold til Storbritanniens drakoniske terrorlov. I et brev fra Metropolitan Police fremgår det, at Winstanley, de er viceredaktør for The Electronic Intifada, efterforskes for “tilskyndelse til terrorisme”.
Yderligere to uafhængige journalister er inden for få uger blevet arresteret.
Så vidt er det ikke kommet i Danmark. Men vi befinder os på en glidebane og risikerer at komme tættere på, hvis ikke der sættes stopklodser op. For der er ingen grund til at have illusioner om, at det ikke kan komme så vidt. Virkeligheden banker på døren og taler sit eget meget tydelige sprog.
Så i stedet for at mane til besindighed, er der brug for at mane til eftertanke.