I disse dage breder usikkerheden sig i befolkningen med stort set samme hast som de daglige corona-smittetal. Ligesom sidste vinter er det igen blevet fast rutine at tjekke dagens coronatal kl. 14 – og de er højere end på noget andet tidspunkt i pandemien.
I skrivende stund har 3.030 danskere mistet livet med corona. Lidt under 500 er indlagt. Smittetallet har passeret de 8000 dagligt – og med udsigt til at stige.
Omikron er ved at blive den dominerende variant, og den breder sig med en sådan hast, at videnskaben lige nu ikke kan nå at følge med i forhold til at besvare alle de spørgsmål, der rejser sig. Først og fremmest: Hvor farlig er omikron?
Men det står mere og mere klart, at hvis smittetallene fortsætter med at stige med nærmest exponentiel hast, vil alene denne udvikling få antallet af indlæggelser til at stige voldsomt – uanset om omikron er mindre farlig end delta-varianten.
Der må der gang i en proces, hvor alle relevante parter forener sig om at finde veje til at opgradere det offentlige sygehus- og sundhedsvæsen her og nu.
Alene af de grunde er det forståeligt, at usikkerheden breder sig. Men den breder sig også, fordi der er skabt usikkerhed om, hvorvidt det er folkesundheden, der fortsat er i højsædet, når pandemien skal håndteres.
Under den første coronabølge erklærede regeringen – og nogle gange kunne tilmed oppositionspolitikere finde på at sige det samme – at “hvert liv tæller”. Dengang blev der handlet resolut, og forsigtighedsprincippet var bærende. Det handlede ikke om at vente og håbe på, at faren drev over af sig selv.
Under den første coronabølge viste pandemien, hvor vigtigt det er med en velfungerende offentlig sektor. Hvor vigtigt det er at sætte sundhed før profit og ikke lade den politiske, økonomiske og sundhedsmæssige junglelov, de utæmmede markedskræfter, herske.
Men sådanne konklusioner har nemt ved at blive skubbet til side, når direktører for brancheforeninger banker på døren.
I dag er sundheds- og sygehusvæsenet i en ringere forfatning, mere sårbart end ved pandemiens start. Allerede dengang havde flere årtier med to procents besparelser og forringede normeringer sat dybe spor. Håndtering af pandemiens første bølge tærede på allerede brugte kræfter – og krævede efterfølgende en voldsom opgradering af sygehus- og sundhedsvæsenet. Men den kom ikke.
I stedet for at sætte regioner og kommuner økonomisk fri under OK21, så de voksende behov kunne dækkes, ydmygede regeringen og et flertal i Folketinget personalet. Chance nummer to blev forspildt ved finansloven, der kun gav et ynkeligt miniplaster.
Så nu er vi i den beskæmmende situation, at advarselslamperne allerede blinker ved et indlæggelsestal på mellem 500 og 1000!
Nu skal den tredje bølge håndteres. Det kan kun gøres forsvarligt ved at insistere på at sætte sundhed over profit, folkesundhed over snævre erhvervsinteresser. Og forsigtighedsprincippet må igen sættes i højsædet.
Fuld udrulning af vaccine- og testkapacitet – selvfølgelig! Opdaterede anbefalinger fra Epidemikommissionen og sundhedsfagligheden – ja tak.
Men derudover må der gang i en proces, hvor alle relevante parter forener sig om at finde veje til at opgradere det offentlige sygehus- og sundhedsvæsen her og nu. Det er nøglen til at håndtere denne og kommende pandemier.