Analyse af Internationalt Udvalg, Kommunistisk Parti
English below
Vi gennemlever i øjeblikket en historisk periode, hvor der sker store forandringer.
Den verden, som vi har kendt de sidste 80 år, bryder sammen. Alle de gamle transatlantiske imperialistiske alliancesystemer slår sprækker, og kaos er brudt ud.
Det er alt sammen et udtryk for det ændrede styrkeforhold i verden, som nu erkendes af USA, der bliver tvunget til at tilpasse sig i takt med, at de globale omstændigheder udvikler sig.
Vi ser ind i en tid med store udfordringer for arbejderklassen og folkene i verden.
Oligarkiet i USA, som nu satser på Trump, har valgt en ny kurs i erkendelse af, hvordan verdens styrkeforhold rent faktisk ser ud. USA’s nye udenrigsminister Marco Rubio fastslår i et interview den 30. januar, at en unipolær verden, som vi har kendt siden afslutningen af den kolde krig, er en undtagelse, at verden igen er blevet multipolær med flere stormagter i forskellige dele af verden. Derfor vil USA nu udelukkende prioritere egne nationale interesser med det mål at sikre sig selv som den mest magtfulde og indflydelsesrige pol i den multipolære verden.
Intet forhold er helligt for USA – alliancer gøres betingede, og USA’s interesser kommer altid først.
Med kravene om nye territorier som Grønland, Canada og Panamakanalen vil USA sikre sine nationale interesser, både i form af kontrol af handelsruter og sikkerhedspolitisk. USA vil beherske den vestlige sfæres territorium.
Hver dag har sit eget kapitel i denne transformation. Hvor det hele lander, er svært at spå om lige nu.
Koncentrationen af magt under det amerikanske udenrigsministerium varsler en mere centraliseret, aggressiv og pragmatisk tilgang til global indflydelse og dominans. America First-retorikken antyder en tilbagetrækning fra rollen som politimand i verden, men virkeligheden er indtil videre en helt anden: USA’s udenrigspolitik bliver mere direkte, mere effektiv og mindre hæmmet af traditionelle diplomatiske normer, og i stedet for at reducere interventionisme har regeringen sørget for, at amerikansk hegemoni fortsat er det ledende princip i USA’s strategi.
En ny amerikansk konsensus
I erkendelse af det ændrede landskab har det amerikanske borgerskab samlet sig bag Trump-administrationen, tiltrukket af dens løfter om at genopbygge den indenlandske industri og konfrontere Kina.
Tech-oligarkerne har valgt Trump som den, der skal sikre dem i kampen om den nye teknologiske revolution, som bliver afgørende i konkurrencen med Kina. Personer som Bank of Americas administrerende direktør Brian Moynihan roser Trumps politik for at gøre USA til ”det bedste sted at investere”, mens Jamie Dimon fra JPMorgan Chase hævder, at ”bankfolk danser i gaderne” over udsigten til lempeligere regler. Tidligere har flere af dem stået bag Demokraternes kandidat.
Trump er derfor ikke en irrationel aktør, en gal mand, der handler alene, men et udtryk for det amerikanske borgerskabs tilpasning til den nye virkelighed.
Udnævnelsen af Marco Rubio til USA’s udenrigsminister understreger yderligere dette skift. Udnævnelsen af Rubio, som er kendt for sin aggressive udenrigspolitiske holdning, blev enstemmigt bekræftet af Senatet med støtte fra både Demokrater og Republikanere – selv den selverklærede progressive senator Bernie Sanders stemte for.
Rubios ærlige vurdering af de geopolitiske udfordringer, som USA står over for, gør ham til en ideel kandidat til at fremme de amerikanske kapitalisters interesser.
En vigtig bekymring for dem er, at flere lande i samarbejde med Kina bestræber sig på at omgå den amerikanske dollar i deres handelsaftaler. En udhuling af dollarens globale dominans bringer Washingtons evne til at anvende økonomiske sanktioner, som er blevet en vigtig del af USA’s politik, i fare.
Mange mener, at USA med Trumps indsættelse er blevet fascistisk. Fascismen er endnu ikke en realitet. Men dens grundlag er ved at blive lagt.
Fascismen opstår ikke fra den ene dag til den anden, men gennem en proces, der afvikler det borgerlige demokrati og arbejderklassens organisationer og omdirigerer den industrielle og økonomiske kapacitet til koloniale erobringer og krig. Så man kan sige, at der er en orm, der gnaver i systemet. Men det gjorde den også før Trump.
Fra skjult indflydelse til åben dominans
Hybrid krigsførelse kombinerer militære og ikke-militære midler til at fremme udenrigspolitiske mål. Den kombinerer traditionelle midler, såsom indsættelse af nationale hære og stedfortrædende styrker, med ukonventionelle strategier på tværs af økonomiske, politiske, informationsmæssige, propagandamæssige og digitale domæner.
USA er en pioner og førende udøver af hybrid krigsførelse på globalt plan. Gennem Udenrigsministeriet og dets satellitorganisationer, såsom United States Agency for International Development (USAID) og National Endowment for Democracy (NED), kanaliserer USA sin indflydelse ved at finansiere politiske partier, medier og civilsamfundsbevægelser over hele verden.
Fra Georgien til Myanmar og fra Venezuela til Ukraine fremmer disse operationer internt kaos under dække af at fremme demokrati. Når den bløde magt fejler, optrapper USA sin indsats – indfører sanktioner, orkestrerer økonomiske kriser og indsætter om nødvendigt militær magt.
Trump-administrationens gennemgang af statsfinansierede internationale organisationer under dække af et opgør med korruption og identitetspolitik, afslører omfanget af USA’s orkestrerede udenlandske indblanding. Da for eksempel USAID’s finansiering blev indefrosset i 90 dage, begyndte ”uafhængige” journalister verden over at søge donationer efter at have mistet støtten.
Under senatshøringerne om USAID støttede mange senatorer, herunder dem med tilknytning til organisationer i Udenrigsministeriet, en centralisering af sådanne enheder under én paraply. De går ind for at flytte fokus fra ideologiske og kulturelle indsatser til rent økonomisk udvikling og investeringer i Asien og Afrika. De er opmærksomme på, at afrikanske ledere ofte foretrækker at handle med Kina, da det ikke kræver ændringer i deres politiske eller ideologiske principper.
Derfor vil Udenrigsministeriet og efterretningstjenesterne under Rubios ledelse intensivere indsatsen for at modvirke kinesisk indflydelse. Økonomisk krigsførelse er fortsat et vigtigt redskab i USA’s udenrigspolitiske arsenal for at sikre sig global dominans.
Trump-administrationen viderefører ikke blot disse strategier, men forsøger også at centralisere dem under Udenrigsministeriet for at forbedre deres præcision og effektivitet. Mens den midlertidige suspension af USAID-finansieringen skaber en illusion af reform, forbliver de centrale mekanismer for amerikansk indflydelse uændrede.
Hvad betyder det for EU
Den nyligt afholdte München-konference sendte chokbølger gennem de europæiske ledere. Hvad de ikke havde villet erkende, blev helt klart efter vicepræsident J. D. Vances tale, hvor han hævdede, at USA og Europa ikke længere deler fælles værdier: USA ser ikke længere EU som en nær allieret.
USA skifter nu til alliancer, der kun gælder, når USA har brug for dem. Det blev helt tydeligt, at EU nu skal følge USA’s politiske diktater og stå klar, hvis USA forlanger det.
EU er vant til at betragte sig selv som USA’s lillebror, der er afhængig af USA for at få penge, våben og adgang til de amerikanske markeder. Det var en åben hemmelighed i Biden-administrationen, at krigen mod Ukraine faktisk var en stedfortræderkrig mellem Rusland og USA, hvor EU ikke var andet end et redskab til at fremme USA’s interesser.
Det tydeliggøres da også helt klart ved, at USA ser ud til at holde EU ude af fredsforhandlingerne om Ukraine-krigen.
EU har i hele forløbet omkring Ukraine-krigen været ivrig efter at behage og spurgte aldrig til USA’s rolle i eksplosionen af Nord Stream-rørledningen – og køber nu gas fra USA til den tredobbelte pris end før. I mellemtiden har USA presset EU til at øge sine militærudgifter, hvilket har fået de europæiske ledere til at skære i velfærdsprogrammerne for at leve op til kravene.
Nu hvor USA har ændret sine prioriteter, er fokus ikke længere på Rusland – en andenrangsmagt – men på Kina. Den kinesiske indflydelse i Asien og Afrika skal imødegås ved at bruge amerikanske ressourcer, som tidligere blev brugt i Europa. Derfor må krigen i Ukraine lægges på hylden, og EU må klare sig selv. Det er ikke ensbetydende med, USA har afblæst konflikten med Rusland, men den er pt. sat på pause.
EU opfordrer i øjeblikket til mere føderalisering med det formål at fjerne vetoret fra medlemslandene og forene sig yderligere gennem energi- og militærunioner. Men ikke alle EU’s medlemslande støtter disse tiltag, især ikke den nationalistiske højrefløj, og solidariteten i resten af EU er på ingen måde sikret.
Samtidig kan det ikke afvises, at EU forsigtigt vil tilnærme sig Kina økonomisk for at gøre sig mindre sårbart i forbindelse med en eventuel handelskrig med USA. Men USA, som er drevet af sine egne strategiske interesser, vil højst sandsynligt blive ved med at blande sig for at sikre, at sådanne alliancer ikke underminerer USA’s position i verden.
Hvad betyder USA’s nye strategi for Danmark
Danmark er det land, som først kom i sigtekornet for den nye linje i USA. Med Trumps erklæring om, at USA skal eje Grønland, opstod der panik i den danske regering. Med gentagne erklæringer om, at USA har været, er og altid vil være vores nærmeste allierede forsøgte regeringen at vifte problemet af vejen. Men det går ikke væk, det er kommet for at blive.
I det tidligere omtalte interview om USA’s udenrigspolitik udtalte Marco Rubio, at Polarcirklen og den arktiske region vil blive afgørende for handel med energi fremover. Han siger:
”Arktis har nogle af de mest værdifulde skibsruter i verden. Efterhånden som noget af isen smelter, bliver den mere og mere sejlbar. Det skal vi være i stand til at forsvare.”
Han udtaler direkte, at Arktis er et område af afgørende national sikkerhed for USA. Han mener ikke, at Danmark kan løse den opgave, da ”de er afhængige af, at USA gør det”. Så derfor ”kan vi lige så godt have mere kontrol over, hvad der sker der. Jeg ved, at det er et følsomt emne for Danmark, men det er igen en national interesse for USA”.
Det har sat fingeren på spørgsmålet om Grønlands ret til selvbestemmelse både i Danmark og i Grønland. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan regering og presse nu omtaler Danmark som Kongeriget Danmark. Og det er også bemærkelsesværdigt, at borgerlige politikere er fortalere for, at Grønland ikke skal have retten til selvstændighed, hvis de skulle forlange det.
På trods af at vicepræsident Vance senere har omtalt Danmark som en dårlig allieret, har Mette Frederiksen indigneret erklæret, at det vil hun ikke finde sig i, og Danmark er og vil blive ved med at være en god allieret.
Vi må kræve af den danske regering, at den ophører med at være USA’s lakaj, og ser i øjnene, at Danmark skal respektere Grønlands ret til selvstændighed og forsvare Danmarks nationale selvbestemmelse.
Danmark må formulere sin egen selvstændige udenrigspolitik, baseret på den danske befolknings interesser. Den må være baseret på ligeværdighed mellem nationer i en multipolær verden.
Danmark kan enten placere sig på en ny måde i den foranderlige verden eller fortsætte med sine bånd med imperialisme og kolonialisme i sin underlæggelse under USA.
Vejen går heller ikke over et mere centraliseret EU med fælles lånoptagning til militære midler og opbygning af en EU-hær.
Udenrigspolitikken bør være neutral og baseret på diplomati frem for aggression og krig.
Ligeledes må det nu være åbenlyst for enhver, at Folketinget ikke skal godkende den indgåede baseaftale, som giver USA ubetinget ret til i mindst de kommende ti år at bestemme over de baseområder, der er omfattet af aftalen. Det er afgivelse af suverænitet.
Trump har ligeledes krævet at landene i NATO hæver deres bidrag til fem procent. Derfor taler regeringen nu om at indføre en krigsskat i Danmark. De enorme militærbudgetter, der planlægges, kommer til at betyde højere skatter og mindre velfærd. Danmark burde i stedet helt trækkes ud af NATO, som er et redskab for USA.
Vi må kræve velfærd frem for krudt og kugler.
Et socialistisk perspektiv
USA har nu lagt kursen for at tage konkurrencen op med det socialistiske Kina, der er i fuld udvikling og på mange måder har overhalet USA både økonomisk, teknologisk og diplomatisk.
USA er et imperium, der begynder at falde, selvom det fortsat er en militær, finansiel og økonomisk supermagt. Den Europæiske Union har været en supermagt i tilbagegang i nogen tid. Og det globale syd vender sig mere og mere mod den vestlige imperialisme og dens dobbeltstander.
Derfor ser vi ind i en tid, hvor vi ikke kan forudsige, hvilken slags kaos vi kommer til at opleve det næste års tid. Men ét er sikkert. Det bliver voldsomt for arbejderklassen og folkene, der som altid skal betale prisen under det kapitalistiske system.
Derfor er det vigtigt, at vi formår at gribe de nye muligheder, som de skærpede modsætninger også kan frembringe. Det er op til os at tro på menneskers evne til at kæmpe, organisere sig og søge et socialistisk perspektiv. Det er op til os at inspirere arbejderklassen til et ægte socialistisk perspektiv med frigørelse, fred og international solidaritet.
——-
A world in chaos and disruption
By International Department, Danish Communist Party
We are currently living a historic period of great change.
The world as we have known it for the last 80 years is falling apart. The old transatlantic imperialist alliance system is cracking, and chaos has broken out.
This is all a reflection of the changing balance of power in the world, now recognised by the US, which is being forced to adapt as global conditions change.
We are entering a time of great challenges for the working class and peoples of the world.
The US oligarchy, which is now backing Trump, has chosen a new course, recognising what the world’s balance of power actually looks like. In an interview on 30 January (1), the new US Secretary of State Marco Rubio states that the unipolar world as we have known it since the end of the Cold War is an exception, that the world has become multipolar again with several great powers in different parts of the world. Therefore, the US will now exclusively prioritise its own national interests with the goal of securing itself as the most powerful and influential pole in the multipolar world.
No relationship is sacred to the US – alliances are entered into on a conditional basis, and US interests always come first.
With claims to take new territories such as Greenland, Canada and the Panama Canal, the US wants to secure its national interests, both in terms of controlling trade routes and security policy. The US wants to dominate the territory of the western hemisphere.
Every day has its own chapter in this transformation. Where it will all end up is hard to predict right now.
The concentration of power under the US State Department heralds a more centralised, aggressive and pragmatic approach to global influence and dominance. America First rhetoric suggests a retreat from the role of policing the world, but the reality so far is quite different:
US foreign policy is becoming more direct, more effective and less constrained by traditional diplomatic norms, and instead of reducing interventionism, the administration has ensured that American hegemony remains the guiding principle of US strategy.
A new American consensus
Recognising the changing landscape, the American bourgeoisie has rallied behind the Trump administration, attracted by its promises to rebuild domestic industry and confront China.
The tech oligarchs have chosen Trump as the one to secure them in the battle for the new technological revolution that will be crucial in the competition with China. The likes of Bank of America CEO Brian Moynihan praises Trump’s policies for making the US ‘the best place to invest’, while Jamie Dimon of JPMorgan Chase claims that ‘bankers are dancing in the streets’ at the prospect of relaxed regulations. In the past, several of them have backed the Democratic candidate.
Trump is therefore not an irrational player, a madman acting alone, but an expression of the American bourgeoisie adapting to new realities.
The appointment of Marco Rubio as US Secretary of State further emphasises this shift. Known for his aggressive foreign policy stance, Rubio’s nomination was unanimously confirmed by the Senate with support from both Democrats and Republicans – even self-proclaimed progressive Senator Bernie Sanders voted in favour.
Rubio’s honest assessment of the geopolitical challenges facing the US makes him an ideal candidate to advance the interests of American capitalists.
A key concern for them is that several countries are working with China to circumvent the US dollar in their trade agreements. The erosion of the dollar’s global dominance jeopardises Washington’s ability to apply economic sanctions, which have become an important part of US policy.
Some believe that with Trump’s coming to power, the US has become fascist. Fascism is not yet a reality. But for sure: its foundations are being laid.
Fascism does not emerge overnight, but through a process that dismantles bourgeois democracy and working-class organisations and redirects industrial and economic capacity to colonial conquest and war. So you could say there is a worm gnawing at the system. And that worm was there even before Trump.
From covert influence to overt domination
Hybrid warfare combines military and non-military means to advance foreign policy goals. It combines traditional means, such as the deployment of national armies and proxy forces, with unconventional strategies across economic, political, information, propaganda and digital domains.
The US is a pioneer and leading practitioner of hybrid warfare on a global scale. Through the State Department and its satellite organisations, such as the United States Agency for International Development (USAID) and the National Endowment for Democracy (NED), the US channels its influence by funding political parties, media and civil society movements around the world.
From Georgia to Myanmar and from Venezuela to Ukraine, these operations promote internal chaos under the guise of promoting democracy. When soft power fails, the US escalates its efforts – imposing sanctions, orchestrating economic crises and deploying military force if necessary.
The Trump administration’s review of state-funded international organisations under the guise of tackling corruption and identity politics reveals the extent of US orchestrated foreign interference. For example, when USAID funding was frozen for 90 days, “independent” journalists around the world began seeking donations after losing funding.
During the Senate hearings on USAID, many senators, including those with ties to organisations in the State Department, supported centralising such entities under one umbrella. They are in favour of shifting the focus from ideological and cultural efforts to pure economic development and investment in Asia and Africa. They are aware that African leaders often prefer to do business with China as China does not require changes in their political or ideological principles.
Therefore, under Rubio’s leadership, the State Department and intelligence agencies will intensify efforts to counter Chinese influence. Economic warfare remains an important tool in the US foreign policy arsenal to secure global dominance.
The Trump administration is not only continuing these strategies, but also attempting to centralise them under the State Department to improve their precision and effectiveness. While the temporary suspension of USAID funding creates the illusion of reform, the core mechanisms of US influence remain unchanged.
What does this mean for the EU
The recent Munich conference sent shockwaves through European leaders. What they had been unwilling to recognise became abundantly clear after Vice President J. D. Vance’s speech, in which he claimed that the US and Europe no longer share common values: the US no longer sees the EU as a close ally.
The US is now shifting to alliances that only apply when the US needs them. It became clear that the EU must now follow the political dictates of the US and stand ready if the US demands it.
The EU is used to seeing itself as America’s little brother, dependent on the US for money, weapons and access to US markets. It was an open secret in the Biden administration that the war in Ukraine was actually a proxy war between Russia and the US, where the EU was nothing more than a tool to further US interests.
This is made abundantly clear by the fact that the US appears to be keeping the EU out of the peace talks on the Ukraine war.
Throughout the Ukraine war, the EU has been eager to please the US and never asked about the US role in the Nord Stream pipeline explosion – and is now buying gas from the US at triple the previous price. Meanwhile, the US has pressured the EU to increase its military spending, causing European leaders to cut welfare programmes to meet the demands.
Now that the US has changed its priorities, the focus is no longer on Russia – a second-rate power – but on China. Chinese influence in Asia and Africa must be countered by utilising American resources previously used in Europe. Therefore, the war in Ukraine must be shelved and the EU must stand on its own feet. This does not mean that the US has called off the conflict with Russia, but it is currently on hold.
The EU is currently calling for more federalisation with the aim of removing veto power from member states and uniting further through energy and military unions. However, not all EU member states support these moves, especially the nationalist right, and the solidarity of the rest of the EU is by no means guaranteed.
At the same time, it cannot be excluded that the EU will cautiously move closer to China economically to make itself less vulnerable in the event of a trade war with the US. But the US, driven by its own strategic interests, will most likely continue to intervene to ensure that such alliances do not undermine its position in the world.
What does the new US strategy mean for Denmark
Denmark is the country that first came into the crosshairs of the new US policy. With Trump’s declaration that the US will own Greenland, the Danish government panicked. With repeated statements that the US has been, is and always will be our closest ally, the government tried to wave the problem away. But it’s not going away, it’s here to stay.
In the previously mentioned interview on US foreign policy, Marco Rubio stated that the Arctic Circle and the Arctic region will be crucial for energy trade in the future. He said:
“The Arctic has some of the most valuable shipping lanes in the world. As some of the ice is melting, it’s become more and more navigable. We need to be able to defend that.”
He directly states that the Arctic is “a national interest item for the United States”. He doesn’t believe that Denmark is capable of stopping China in the area: “Denmark can’t stop them; they would rely on the United States to do so”. Therefore, “we might as well have more control over what happens there. And so I know it’s a delicate topic for Denmark, but it’s, again, a national interest item for the United States.”
All this raises the question of Greenland’s right to self-determination, both in Denmark and in Greenland. It is remarkable that right-wing politicians are advocating that Greenland should not have the right to independence, should they demand it.
Despite Vice President Vance later referring to Denmark as a bad ally, Mette Frederiksen has indignantly declared that she will not stand for it, and Denmark is and will continue to be a good ally.
We must demand that the Danish government ceases to be a lackey of the United States and recognise that Denmark must respect Greenland’s right to independence and defend Denmark’s national self-determination.
Denmark must formulate its own independent foreign policy based on the interests of the Danish people. It must be based on equality between nations in a multipolar world.
Denmark can either position itself in a new way in the changing world or continue its ties with imperialism and colonialism in its subjugation to the US.
We are also opposed to a more centralised EU with common debt financing military funds and the building of an EU army.
Foreign policy should be neutral and based on diplomacy rather than aggression and war.
Likewise, it must now be obvious to everyone that the Danish Parliament should not approve the agreement with the US on establishing three military bases in Denmark. The agreement gives the US the unconditional right to control the base areas covered by the agreement for at least the next ten years. This is detrimental to our sovereignty.
Trump has also demanded that NATO countries increase their contributions to five per cent. This is why the government is now talking about introducing a war tax in Denmark. The huge military budgets that are being planned will mean higher taxes and less welfare. Instead, Denmark should completely withdraw from NATO, which is a tool for the US.
We must demand welfare rather than gunpowder and bullets.
A socialist perspective
The US has set a steadfast course to compete with socialist China, which is in full development and in many ways has overtaken the US economically, technologically and diplomatically.
The US is an empire in decline, although it remains a military, financial and economic superpower. The European Union has been a power in decline for some time. On the other hand the Global South is turning itself more and more against Western imperialism and its double standards.
So we are entering an unpredictable period. We cannot foresee what kind of chaos we will experience in the next year or so. But one thing is certain. It will be a heavy and intense period for the working class and the people who, as always, have to pay the price under the capitalist system.
Therefore, we must be able to seize the new opportunities which the sharpened contradictions may produce. It is up to us to have faith in people’s ability to fight, organise and seek a socialist perspective. It is up to us to inspire the working class to a true socialist perspective of liberation, peace and international solidarity.
(translated via deepl)