Af Joan Ågot Pedersen, medlem af Internationalt Udvalg i Kommunistisk Parti
Krigen i Ukraine er blevet definerende for verdensordenens udvikling. Den er nu drivkraften i de kolossale forskydninger i verdens styrkeforhold. Det har ikke været muligt for Vesten at presse resten af verden til at fordømme og sanktionere Rusland, og det globale syd har i stigende omfang vendt det imperialistiske Vesten ryggen. Folkemordet i Gaza har accelereret denne udvikling.
Ved udbruddet af krigen i Ukraine havde ingen af os fantasi til at forestille os, hvilke kolossale forandringer det ville medføre for styrkeforholdet i verden, og hvordan det ville sætte turbo på de forandringsprocesser, der allerede var i gang.
Vi havde heller ikke fantasi til at forestille os, hvordan Danmark ville forandre sig i denne krigs navn. Vi har tilsluttet os EU’s militære del, indgået baseaftaler med USA og omlagt Danmarks økonomi til krigsøkonomi. Det sidste nye er, at Danmarks statsminister nu åbent erklærer krig mod Rusland, idet hun vil tillade anvendelse af danske våben og F16-fly på russisk territorium. Vi er gået fra nødhjælp og forsvarsvåben til Ukraine til “raketter og fly” mod Rusland. Og vi er i en situation, hvor vi har et samlet Folketing, der forsvarer krig frem for fred.
Danmark er i sandhed en del af inderkredsen af den imperialistiske kerne. Det ses også ved, at vi er en del af efterretningsorganisationen/spionorganisationen De Ni Øjne, som dækker over et samarbejde mellem efterretningsorganisationerne i ni lande bestående af USA, Canada, Storbritannien, New Zealand og Australien, Danmark, Norge, Frankrig og Holland.
Ved krigens udbrud tog Kommunistisk Parti afstand fra Ruslands invasion af Ukraine, da det er et brud på FN’s charter, der kræver respekt for nationernes grænser. Men vi sagde samtidig, at det ikke var en uprovokeret handling. Vi gjorde opmærksom på NATO’s march mod øst, og at Rusland lige som andre nationer havde ret til sikkerhedsgarantier ved sin grænse mod vest. Vi har ligeledes set Ukraine som en proxy for NATO.
Alene disse udtalelser medførte et hysteri uden lige, og vi blev kaldt putinelskere og putinapologeter. Den vestlige imperialismes soft-power – mediernes hjernevask – havde gjort sit arbejde, som det sker før enhver krig, den vil føre.
Militære neokonservative tænketanke har længe åbent erklæret retningen for USA’s – og dermed NATO’s – strategiske krigseventyr. Den der regerer Eurasien, regerer verden. Derfor har målet været at svække Rusland militært og økonomisk, at dele det op i syv-otte regioner og dermed nå frem til Kina, som er det endelige mål.
De fremmeste krigshøge i administrationen i Det Hvide Hus i USA har hele tiden tiltænkt Ukraine en rolle i dette eventyr. Victoria Nuland, statssekretær for udenrigsministeriet for europæiske og eurasiske anliggender, sås åbent på gaderne i Ukraine under Maidankuppet. Borgerkrigen brød ud i Ukraine med krigen i Donbass-området i 2014. I de efterfølgende otte år bombarderede og dræbte Ukraine sin egen befolkning i Donbass.
NATO, som er et udtryk for kernekraften i den vestligt dominerende imperialisme, fortsatte sine provokationer mod Rusland, der havde givet udtryk for, hvor dets røde linjer gik. NATO overskred de røde linjer, og dens proxykrig mod Rusland startede, da Rusland gik ind i Ukraine.
Det har vist sig, at Rusland ikke var en “benzintank forklædt som et land”, som nogle vestlige medier hævdede. På trods af NATO’s, EU’s og USA’s milliardbevillinger og på trods af et væld af sanktionspakker – omkring 15 – er Ukraines militær nu nær kollaps ved frontlinjen, og den russiske økonomi er stærkere, end før krigen startede. Rusland har nu verdens femte største økonomi målt i PPP (købekraft pr. indbygger).
Krigen har skubbet Rusland væk fra sin orientering mod Vesten til orientering mod øst/Eurasien. Og det har i den grad styrket den russiske økonomi.
I det lys skal vi se den vestlige verdens aggression. Der tænkes ikke på det ukrainske folk, som skal kæmpe til den sidste mand for den vestlige imperialisme og dens våbenproducenter. Ingen tale om fredsforhandlinger, kun eskalering. Nu tales der om NATO-landenes tropper på ukrainsk jord samt våben, der skal skydes langt ind i Rusland. En eskalering der ingen betydning har for frontlinjen i Ukraine. Men som bringer verden på randen af ragnarok.
Vi ser, hvordan der fra Ukraine affyres raketter mod Ruslands strategiske radarer til advarsel mod atomangreb. To ud af ti er ramt. Disse radarer overvåger ikke Ukraine, men er rettet mod syd. Det vil sige: Ingen betydning for Ukraine, men for atomraketter, der affyres mod Rusland og Iran fra syd.
Det diskuteres, om NATO-lande skal sende tropper til Ukraine. Der er allerede mange udenlandske tropper i Ukraine. De kaldes eksperter. Det er dem, der er i stand til at indstille våbnene. Det niveau, som eskaleringen nu er på, viser mere og mere åbent, at der er tale om en krig mellem NATO og Rusland.
Begrebet “det globale syd” er løst og upræcist. I udgivelsen “Hyper imperialisme: En farlig dekadent fase“, skrevet af en række socialistiske forskere fra det globale syd, defineres begrebet. Her beskrives de 145 lande som en meget sammensat gruppe lande med forskellige politiske systemer, forskellige målsætninger og forskellige økonomiske situationer. Fælles for dem er, at alle er placeret uden for de 49 lande i “det globale nords” imperialistiske lejr, som har koloniseret og ydmyget dem gennem århundreder.
Både Kina og Rusland indgår som en del af det globale syd. Ukraine-krigen har styrket båndene mellem Kina og Rusland. Umiddelbart inden krigen indgik de et strategisk partnerskab, som løbende er blevet udbygget. USA har forgæves forsøgt at lægge pres på Kina for at få dem til at fordømme krigen og stoppe sin handel med Rusland.
De to lande er bevidste om, at vinder USA og dets allierede i Vesten krigen i Ukraine, så vil USA’s næste krig være rettet mod Kina. Det er baggrunden for alliancen mellem de to lande, en alliance der også indeholder sikkerhedspolitiske elementer.
Hovedparten af det globale syd ser sig selv som mere og mere forbundne med Rusland. De ser Rusland som en allieret i kampen mod den vestlige imperialismes aggressive undertrykkelse af verden og det fortsatte tyveri af deres værdier samt et opgør mod kolonialismen. De opfatter, at Vestens mål med krigen er at bevare grebet om det globale syd.
På den måde afspejler Ukraine-krigen en kvalitativ forandring. Den bliver definerende for verdensordenens udvikling. Den er drivkraften i de kolossale forandringer i verdens styrkeforhold – udfaldet af krigen i Ukraine er afgørende for udviklingen.
Israels krig og folkemord i Gaza har sat yderligere fart i udviklingen. Den vestlige imperialisme har udvist dobbeltmoral og dobbeltstandarder i forhold til de to krige. De anerkender ikke det palæstinensiske folks ret til at forsvare sig selv i Gaza eller på Vestbredden, som er besatte områder, de nægter at tage afstand fra folkemordet, som er så rigeligt dokumenteret, og de ønsker ikke, at Netanyahu kommer for den internationale straffedomstol.
Det globale syd har kritiseret Vesten for dens dobbeltmoral og dobbeltstandarder. Kritikken er vokset i omfang. Vi ser det i den måde, som landene i det globale syd organiserer sig i forskellige økonomiske, militære og politiske alliancer. De vender ryggen til Vesten.
Det har ikke været muligt for Vesten at presse resten af verden til at fordømme og sanktionere Rusland. Den seneste afstemning på FN’s Generalforsamling om krigen i Ukraine 16. februar i år indeholder ingen fordømmelse af Rusland, men kræver stop for fjendtligheder, anerkendelse af Ukraines internationalt anerkendte grænser og opfordrer alle medlemslande til at støtte diplomatiske bestræbelser på at skabe en retfærdig og varig fred. 141 lande stemte for, 7 stemte imod, mens 32 lande undlod at stemme.
Det afspejlede sig også på det seneste såkaldte fredsmøde om Ukraine i Schweiz for nylig. Schweiz havde inviteret 160 lande, men kun 87 lande deltog samt flere internationale organisationer. Heraf var der 57 stats- og regeringsledere, mens 30 lande sendte ministre eller diplomater.
83 lande underskrev sluterklæringen, heraf var hovedparten lande i den transatlantiske NATO-alliance og få lande fra Asien, Afrika og omkring halvdelen af landene i Latinamerika. Blandt underskriverne ses også EU-parlamentet, EU-kommissionen og Det Europæiske Råd, der består af EU-landenes stats- og regeringsledere. Det betyder, at de 27 EU-lande så at sige har underskrevet erklæringen to gange.
Under Ukrainekrigen er BRIKS-sammenslutningen – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – vokset til BRIKS+. 1. januar blev Iran, Saudi-Arabien, Forenede Arabiske Emirater, Egypten og Etiopien fuldgyldige medlemmer af BRIKS.
Det blev muligt at optage både Iran og Saudi-Arabien, der har været indædte fjender i årtier, efter at de to lande i marts 2023 genoptog diplomatiske forbindelser og enedes om at genoptage en samarbejdsaftale om sikkerhed fra 2001 med Kina som mægler.
Og flere lande i det globale syd står i kø for at blive medlemmer. Mindst 34 lande har udtalt ønske at blive medlem af BRIKS+.
BRIKS+’ hovedfokus er at styrke økonomisk samarbejde og handel til fælles gavn for alle medlemslande og skabe et alternativ til de USA-ledte internationale finansinstitutioner som Verdensbanken og IMF, der stiller krav om omfattende nedskæringer i offentlige budgetter og privatiseringer for at give lån.
Organisationen har oprettet en udviklingsbank og arbejder for at skabe et alternativt internationalt betalingssystem til det USA-kontrollerede SWIFT, som USA bruger til ensidigt at sanktionere og straffe lande, det betragter som sine fjender. Det har blandt andet ramt Cuba og Rusland.
BRIKS+ arbejder også på at gøre sig uafhængig af dollaren som internationalt betalingsmiddel. Mere og mere handel sker nu i lokale valutaer, og senest har Saudi-Arabien ikke fornyet den 50 år lange aftale med USA om at sælge sin olie i dollars.
I dag tegner landene i BRIKS+ sig for 45,8 procent af verdens befolkning, og det skønnes, at de står for 37,3 procent af verdens bruttonationalprodukt. Til sammenligning tegner G7-landene – USA, Japan, Italien, Frankrig, Tyskland, Storbritannien og EU – sig for under 30 procent i 2024, et fald fra over 40 procent i 2000.
18 lande, som alle er en del af Den Alliancefrie Bevægelse, har organiseret sig i Gruppen af Venner til FN’s Forsvar, som blev stiftet i juli 2021. På samlinger i FN leverer de fælles udtalelser om forskellige spørgsmål som våbenhvile i Gaza, anerkendelse af Palæstina som fuldgyldigt medlem af FN, ulovlige indefrysninger af forskellige landes værdier i de vestlige banker, som ikke er sanktioneret af FN eller blokaden mod Cuba.
De ser det som et forsvar af FN’s charter mod den vestlige imperialismes regelbaserede verdensorden, defineret af USA for at bevare den nuværende unilaterale verdensorden. De ønsker, at verden skal være multipolær og overholde principperne i FN’s charter, som er bygget op omkring multipolaritet.
Siden udbruddet af krigen i Ukraine er der indtrådt en ny fase i USA’s militære tilpasning til verden. I en række hurtige træk underordnede USA yderligere alle landene i den vestlige imperialistiske alliance og dermed disse staters militærapparater. Det etablerede sig som den åbne militære hegemon i NATO. De militære budgetter steg med raketfart i medlemslandene.
USA har med denne krig besejret Vesteuropa, som nu følger USA’s mindste vink, på trods af at det er i modstrid med Vesteuropas egne økonomiske interesser. Alle sanktionerne mod Rusland har ramt dem, der udløser sanktionerne hårdest – Europa mere end USA. I flere EU-lande er der nu recession. Danmark er en af undtagelserne, hvilket ene og alene skyldes Novo Nordisk.
Ødelæggelsen af gasrørledningen mellem Tyskland og Rusland sørgede for, at Tyskland ikke længere kunne få den billige gas. Det har skabt store problemer i Tyskland med blandt andet afindustrialisering. EU’s industrielle motor er nu stækket.
I hele EU har der været stigende energipriser, stigende priser på madvarer, inflation og så videre.
Vi ser en øget politisk og økonomisk krise både i USA og EU: Energikrise, inflation, nedskæringer i den sociale velfærd, indførelse af krigsøkonomi, alt sammen på bekostning af den arbejdende befolknings levevilkår. Og den herskende elite er i problemer i flere lande, hvor populistiske højrekræfter vinder frem, blandt andet ved at kritisere udgifterne og støtten til Ukraine-krigen.
En imperialisme i nedgang er en desperado. Jo mindre politisk og økonomisk succes, jo flere militære muskler. Og arbejderklassens revolutionære organisationer i den vestlige imperialistiske verden er svækkede. Den gamle venstrefløj er bukket under for imperialismens pres. På den måde lever vi i et farligt øjeblik.
Alligevel er der håb. I de imperialistiske kernelande i både USA og Europa har vi set protester mod forringelser af levevilkårene, protester mod krigsbevillinger, protester mod folkemordet i Gaza, protester mod den såkaldte grønne omstilling der rammer skævt og så videre.
Vi ser, hvordan lande i Afrika som Niger, Mali og Chad smider deres gamle kolonimagt Frankrig ud af Sahel-regionen. I Niger er USA’s militær ligeledes sat på porten. Disse lande ønsker nu selv at få andel af deres rigdomme af råstoffer, uran med mere – til gavn for deres befolkninger. De ønsker retten til national selvbestemmelse. Og i nogle afrikanske stater anmoder de om russisk militær.
Vi ser, hvordan solidariteten med palæstinensernes kamp for et frit Palæstina er vokset til et omfang, som vi aldrig før har set i hele verden. Israels folkemord i Gaza, som finder sted med krudt og kugler samt moralsk støtte til Israel fra den vestlige alliance, har i den grad fået nye unge generationer på gaden overalt.
Det er tid til modstand mod imperialisme og kolonialisme – som er en del af samme mønt. Vi må organisere modstand mod krig og kræve et stop for den meningsløse død på slagmarken i Ukraine. Vi må kræve, at der stoppes for eskalering og indledes fredsforhandlinger. Eskaleringen kan kun føre til de våben, som ingen ønsker kommer i brug.
Vi må støtte ethvert oprør, der kræver afkolonisering og retten til national selvbestemmelse. Det er ikke socialistiske oprør. Men det er et skridt på vejen. Det svækker imperialismen og skaber muligheder for en anden udviklingsvej for arbejderklassen i disse lande, i sidste ende en socialistisk udvikling.