De seneste dage har rapporterne om skrækindjagende begivenheder i byer som Butja, Irpin og Homnostel i Ukraine ført til en ny sanktionsrunde fra EU’s side – den femte pakke af slagsen siden Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar.
USA’s præsident Biden har efter billederne af skamferede og lemlæstede lig, der flyder i gaderne, erklæret, at Ruslands præsident Putin er en krigsforbryder. Og statsledere fra stort set alle EU-lande har tilsvarende brugt ordbogens allerstrengeste betegnelser. Uhyrlighederne i Butja sammenlignes allerede med, hvad der skete i Srebrenica i Bosnien (1995), i Grosnij (1999) og med folkemordet i Rwanda (1994). Tilmed er ordet holocaust taget i brug.
Imens florerer der på de sociale medier, i aviser og på tv-skærme allehånde versioner af, hvad det faktuelle hændelsesforløb kan have været. Billeder analyseres, tidsforløb forsøges afdækket.
Den ukrainske krigspart mener at kunne bevise, at Rusland er forbryderen. Den russiske krigspart afviser medskyld og hævder, at det er tale om en såkaldt falseflag-operation, altså en plantet operation, der skal stille modparten i et dårligt lys.
Butja-begivenhederne er i lyntempo ved at blive udnyttet til endnu en farlig optrapning og eskalering af krigen i Ukraine. Den nye sanktionspakke samt USA’s forstærkede våbenleverancer til Ukraine vidner om, at EU, NATO og USA ikke slår koldt vand i blodet. Tværtimod.
Her og nu er der først og fremmest brug for, at der nedsættes en uafhængig og neutral undersøgelseskommission til at kortlægge, hvad der faktisk er sket i Butja, og hvem der har gjort hvad.
Derefter må de ansvarlige naturligvis stilles for en krigsforbryderdomstol. Hverken USA, Ukraine eller Rusland anerkender imidlertid Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag. USA og Rusland har erklæret, at de “ikke er part” i krigsforbryderdomstolen, og Ukraine har aldrig ratificeret den traktat fra 1998, der danner baggrund for den.
Der har ellers været hårdt brug for den. Alene i Afghanistan døde anslået 100.000 civile under amerikansk våbenild. Det gik ustraffet hen. Dertil kan lægges krigsforbrydelser i Palæstina, Libyen, Syrien, Yemen…
Vold mod civile er fuldstændig uacceptabelt. Intet påskud kan retfærdiggøre det. Og sammen med fordømmelsen er vi i samme åndedrag nødt til at sige: Sådan er krig. Netop derfor er der ingen anden vej end at insistere på at investere energi i forhandlinger om våbenhvile og fred.
De, der fortsat puster til ilden og eskalerer konflikten, vil have et stort medansvar for tilsvarende tragedier i tiden, der kommer.