Alle Folketingets partier indgik for nylig en politisk aftale under overskriften “Aftale om en styrket indsats mod antisemitisme”.
Ifølge sin ordlyd er aftalen en handleplan til bekæmpelse af antisemitisme og et tillæg til den allerede eksisterende handlingsplan mod antisemitisme, som blev vedtaget i 2022, og som i parentes bemærket er blevet syltet af regeringen. Aftalen er ikke gældende lov eller praksis, før den udmøntes i lovforslag, der vedtages.
Politisk set lægger aftalen sig solidt i slipstrømmen af den kurs, som mainstream-Danmark stædigt har fulgt i de nu ni måneder, hvor et folkemord er blevet begået for rullende kameraer:
Flyt fokus fra folkemordet. Flyt fokus fra den kendsgerning, at Israel er en koloni- og besættelsesmagt. Lad være med at tale for meget om, at nu over 38.000 palæstinensere har mistet livet siden 7. oktober 2023 (seneste tal fra Gazas sundhedsmyndigheder), og at 90 procent af Gazas befolkning er blevet fordrevet fra deres hjem (oplysning fra FN).
Bær i stedet ved til en udefinerlig, upræcis og ideologisk drevet opfattelse af, at antisemitisme og jødehad er det mest presserende problem, som skal tackles, når der tales om racisme og hadforbrydelser i Danmark. Og overvej lige engang, om ikke de der pro-palæstinensere, der demonstrerer hele tiden, hader jøder.
Det er selvfølgelig ikke det, der eksplicit står i aftalepapiret. Men konklusionen ligger lige for, når indholdet læses ind i den aktuelle politiske kontekst.
Det er skævheden, den underliggende brod der rettes mod Palæstina-solidaritet, der er problemet med aftalen. Det er de veje, der åbnes for at rette anslag mod andre gruppers ytringsfrihed under dække af at forsvare danske jøder. Det er manglen på skelnen mellem den helt legitime og nødvendige kritik af staten Israel og dets igangværende folkedrab og så de hadforbrydelser, medlemmer af det jødiske samfund udsættes for.
I aftalens indledning hedder det:
“Ingen indbyggere i Danmark – heller ikke danske jøder – bærer noget ansvar for krigen mellem Israel og Hamas. Uanset hvilken holdning man måtte have til konflikten i Mellemøsten, må det aldrig blive en undskyldning for at gøre hverdagen utryg for jøder i Danmark eller udnyttes til at sætte spørgsmålstegn ved staten Israels eksistensberettigelse.”
Passagen har ført til en helt berettiget frygt for, at kritik af Israel i sig selv vil blive defineret som antisemitisme, hvilket vil ramme mange mennesker, som kæmper for et frit Palæstina. Problemstillingen er jo, at Israels eksistensberettigelser bygger på etnisk udrensning, racisme, besættelse og apartheid.
Også andre punkter i aftalen har skabt vrede: Det bliver for eksempelt muligt at indføre særlige zoner med skærpet straf for antisemistisme til for eksempel demonstrationer. Og der lægges op til, at der skal støttes forskning i “den nye antisemitisme”, som ikke defineres, og som man derfor kun kan komme på kvalificerede gæt på hvad er.
Enhedslisten har valgt at være medunderskriver af aftalen, men erkender, at partiet har kritikpunkter af den, ligesom partiets ordfører bedyrer, at aftalen på ingen måde indskrænker retten til kritik af Israel. Selv om aftalen opererer med begrebet “den nye antisemitisme”, så ændrer den ikke på definitionen af antisemitisme, hedder det.
Ungdomsorganisationen Socialistisk Ungdomsfront (SUF) har derimod kaldt aftalen en “trojansk hest, der, pakket ind i humanisme, stikker Palæstina-solidaritetsbevægelsen i ryggen og risikerer at bane vejen for yderligere undertrykkelse af den danske Palæstina-solidaritet”. Derfra lyder opfordringen til Enhedslisten:
“Træd ud af aftalen! Bær antizionismen ind i Folketinget! Bekæmp alle former for racisme, både antisemitisme og islamofobi, og insister samtidig på, at antizionisme ikke er antisemitisme!”
Det kan ikke siges meget bedre.