Den 9. maj er det 80 år siden, at det lykkedes at besejre Nazi-Tyskland, og Anden Verdenskrig afsluttedes i Europa. Det var en af de mest betydningsfulde begivenheder i moderne historie og et vendepunkt i den globale kamp mod fascismen.
Hvert land i Europa fejrer sin konkrete befrielsesdag. Italiens befrielse blev proklameret i Milano den 25. april 1945. I et andet af fascismens kernelande, Tyskland, hejstes den røde fane på Brandenburger Tor i Berlin den 2. maj, og 8. maj kom så nazi-styrets endelige kapitulation. I Danmark markerer vi befrielsen om aftenen den 4. maj, hvor frihedsbudskabet lød fra britiske BBC.
Så lad os ved denne årsdag først og fremmest ære dem, der kæmpede mod fascisme og nazisme, og dem der ofrede livet i denne kamp.
Sovjetunionen og den kommunistiske bevægelse i mange lande verden over var uden tvivl de afgørende kræfter i den antifascistiske kamp. Det gjaldt også i Danmark, som var besat af Nazi-Tyskland fra 9. april 1940 til 4. maj 1945. Havde det ikke været for den danske modstandsbevægelse, var Danmark ikke blevet regnet med i kredsen af allierede efter Anden Verdenskrig.
Hvert folk har skrevet sin egen historie om kampen mod nazismen og fascismen. Aspekter af den er de seneste dage publiceret på Arbejderen med et naturligt fokus på modstandskampen herhjemme. Det er vigtig viden, for i det dominerende medielandskab formidles en tendentiøs omskrivning af historien, der bliver presset kunstigt ind i nutidens oprustnings- og krigshysteriske skabeloner.
Mest eklatant er den fuldstændige ignorering af det dengang socialistiske Sovjetunionens ubestridt største rolle i sejren over fascismen. Det var Den Røde Hær, der befriede Auschwitz, og anslået 27 millioner sovjetborgere mistede livet i det, der blev kaldt Den Store Fædrelandskrig. Vestlige historikere og politikere nedtoner konsekvent Sovjetunionens rolle, hvis den da overhovedet nævnes.
Uden for det europæiske kontinent, længere mod øst, i Kina, blev den japanske fascisme bekæmpet over otte besættelsesår, og anslået 15 millioner civile og fire millioner soldater gav deres liv i denne kamp frem til befrielsen i august 1945. Heller ikke den indsats nyder omtale.
Herhjemme bliver 80 året på usmagelig vis udnyttet til at renvaske den danske samarbejdspolitik med Nazi-Tyskland og skamride den modstandsbevægelse, som den samlede samfundstop dengang stemplede som farlig, og hvis medlemmer blev stukket og udleveret til besættelsesmagten. Ligeledes trækkes der en lige linje mellem kampen mod fascisme og nazisme dengang til kampen mod nutidens såkaldte autokratier. I stedet for i respekt for historien og dens ubestridelige kendsgerninger at anerkende Sovjetunionens indsats spredes der russofobi og opildnes til fortsat krig i Ukraine.
Fra EU’s side advarer udenrigskommissær Kaja Kallas Unionens medlemslande mod at deltage i Moskvas jubilæumsmarkeringer, og de opfordres til i stedet at “vise solidaritet med Ukraine”. Ironisk at bruge årsdagen for sejren over fascismen til at fremme NATO’s stedfortræderkrig mod Rusland. Som om det er suspekt at markere sejren over fascismen med en parade i Moskva!
Så EU bliver væk, bortset fra Slovakiet, der er med i rækken af 29 lande, der gerne vil ære sovjetfolkets og Den Røde Hærs afgørende indsats imod fascisme og nazisme. Uanset hvordan det nuværende russiske styre, der jo ikke skal forveksles med fortidens socialistiske Sovjetunionen, vil udnytte lejligheden, rokker det ikke ved fejringens legitimitet.
I Kiev har Zelensky-styret udvist den taktløshed at true deltagere i sejrsparaden, og droner er i timerne op til sejrsparaden sendt ind over Moskva som en ren provokation og forsøg på sabotage. Styret i Kiev mener helt åbenlyst ikke, at sejren over fascismen skal markeres. Det må give anledning til spekulationer over hvorfor.
I stedet for hele denne skævvridning bør årsdagen benyttes til at stille det indlysende og mere og mere påtrængende spørgsmål: Lykkedes det virkelig at blive fascismen endegyldigt kvit for 80 år siden – og hvorfor ikke?
Kendsgerningen er, at den fascistiske orm gnaver i mange lande verden over. Det er let at se, at reaktionære kræfter er på fremmarch. Krig, uhæmmet oprustning, militarisering og folkemord er på dagsordenen.
I kampen mod dem videreføres modstandskampen i dag. Og lad os ligesom dengang altid stå på modstandskampens side.