En diktator er faldet. Diktaturet er slut. Et mareridt er ovre.
Sådan lyder kommentarer og overskrifter verden over, efter at Assad-styret i Syrien i løbet af ganske få dage er faldet sammen.
I og uden for Syrien jubler syrere over Assad-styrets fald. Der er tydeligvis en forhåbning om, at enden for det autoritære styre under Baathpartiet og præsident Assad kan betyde, at syrerne fremover kan leve i frihed fra undertrykkelse, torturfængsler og terror.
Assad-styret blev hen over weekenden løbet over ende af en veludrustet hær bestående af gammelkendte jihadister, der er på FN’s terrorliste. Styret havde tilsyneladende intet at stå imod med, hverken militært eller politisk, og det ser heller ikke ud til, at dets traditionelle allierede brugte synderlig meget energi på at holde det oppe. Folkelig opbakning synes også forduftet.
Økonomiske problemer – ikke mindst forårsaget af Vestens sanktioner mod landet – har undermineret Syriens evne til at opretholde sin militære styrke, så regeringsstyrkerne flygtede eller overgav sig hurtigt hen over weekenden.
I lang tid har flere udenlandske kræfter støttet syriske antiregeringsstyrker for at svække og bekæmpe Assad-regimet, og amerikanske tropper besætter stadig oliefelter og vigtige transportruter, hvilket har gjort alvorlig skade på Syriens genopbygningsproces og økonomi.
Hayat Tahrir al-Sham-militsen, der er den dominerende kraft i den koalition, der fik styret til at bryde sammen, slog til på et velvalgt tidspunkt:
Israels folkemord mod palæstinenserne, Ruslands optagethed af krigen i Ukraine samt den nylige krig mellem Hizbollah og Israel har undermineret Assads vigtigste allierede, og de har vist sig ude af stand til at yde tilstrækkelig støtte til at forsvare regimet. Det gjorde det muligt for Hayat Tahrir al-Sham-militsen i et yderst veltilrettelagt felttog at indtage de større byer og hovedstaden på meget kort tid.
Spørgsmålet er nu, hvilken fremtid, der venter de omkring 23 millioner syrere, der udgør et kludetæppe af etniske og religiøse og ikke-religiøse grupper?
Abu Mohammad al-Jolanis Hayat Tahrir al-Sham og dens fortid tyder ikke godt. Det er vanskeligt at forestille sig, at Jolanis mål er at skabe frihed og demokrati for det syriske folk.
Meget lidt tyder også på, at de nye magthavere kan opbygge en ny orden eller skabe en ny magtbalance med det samme. Udover Hayat Tahrir al-Sham-militsen findes der en lang række andre militser og regionale interesser, mange af dem støttet af diverse udenlandske magter. Spørgsmålet er, om de kan blive enige om en politisk løsning. Hvis det ikke lykkes, kan der komme en ny borgerkrig.
Ikke mindst kurdernes fremtid er usikker.
Mange spørgsmål er åbne og vil formentligt først blive besvaret, i takt med at begivenhederne udfolder sig i den kommende tid. Hvilken rolle har Tyrkiet spillet? Hvem har leveret udstyr, våben og efterretningsudstyr? Hvilke handler og aftaler er indgået bag om ryggen på det syriske folk?
USA- imperialismen og dets satellitstat Israel har i årtier ønsket at knække Syrien, splitte det ad, “balkanisere” det, så dette traditionelt magtfulde sekulære land pilles ud af ligningen i spillet om Mellemøstens ressourcer. Efter års sanktioner, delvis besættelse og kontinuerlige militære nålestiksoperationer er det nu lykkedes.
Konsekvenserne bliver enorme for Mellemøsten. Og ikke mindst for det palæstinensiske folk og den palæstinensiske sag. Allerede nu har Israel lynhurtigt udvidet sin besættelse af de syriske Golan-højder ved at indtage en såkaldt bufferzone, der strækker sig længere ind i Syrien.
Dét er kun en antydning af, at Syrien står overfor at blive en kastebold for udenlandske interesser frem for at få fred til selv at bestemme sin fremtid.