Klima-, natur- og biodiversitetskrisen kræver ubetinget en omlægning af dansk landbrug. I sidste ende et opgør med den nuværende produktionsmåde.
Så vidt går den grønne trepartsaftale, der blev indgået 24. juni, af indlysende årsager ikke. Det er ellers en virkelig omfattende aftale, der er indgået mellem Landbrug & Fødevarer, Dansk Industri, KL, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF og Dansk Metal. Ikke mange hjørner af landbrug og natur lades uberørt. Hvis aftalen bliver gennemført.
“Historisk”, ja tilmed “verdenshistorisk” er Aftale om et Grønt Danmark blevet kaldt af aftaleparterne, især fordi den indfører en generel CO2-afgift i landbruget og udtager anslået 15 procent af den nuværende landbrugsjord til natur mv. – det sidste efter dygtig kamp fra Danmarks Naturfredningsforening. Aftalen er både meget konkret og fyldt med kompromisser og mulige smuthuller, og som ofte ligger djævlen i detaljen.
Især tre store problemstillinger tårner sig op:
For det første: Vil aftalen i praksis føre til den nødvendige CO2-reduktion og ikke bare til en slatten statistisk opfyldelse af uambitiøse klimamål?
Her er det værd at lægge mærke til, at aftalen viderefører, hvad der er blevet kaldt “en åbenbar fiasko” i landbrugspolitikken: de frivillige aftaler. Erfaringen er, at frivillighedsprincippet sætter tingene i stå. Dertil kommer mulighed for handel med kvoter – som også EU-kommissionen lægger op til. Så kan de store bønder opkøbe CO2-kvoter af de små – og det industrialiserede landbrug fortsætter.
Det bliver helt nødvendigt at bane sig vej gennem alle afgiftstallene og procentsatserne, som skal administreres af Skatteministeriet, for at få fokus på, om der faktisk sker en CO2-reduktion, der batter. Hvis aftalen gennemføres.
For det andet: Hvordan sikres det, at ingen, hverken arbejdere eller landmænd, rammes på levebrødet, ruineres og må gå fra hus og hjem på grund af helt nødvendige omlægninger? Sagens kerne er jo, hvem der skal betale for klimaomstillingen.
3f har allerede rejst tvivl ved, om aftalens sølle 100 millioner kroner over en treårig periode “er nok til at sikre, at den her aftale ikke kommer til at koste mere end de 8.000 arbejdspladser, som eksperterne forudsiger”.
Der er et indlysende behov for, at der træffes bindende aftaler om genbeskæftigelse og uddannelse med den berørte del af fagbevægelsen. Skal det ske, kræver det virkelig opmærksomhed, pres og kamp.
Problemet er, at hvis denne problemstilling ikke adresseres, så udvides basis for højrekræfternes dygtige manipulationer. Det er jo det, vi har set rundt om i Europa, hvor højrepopulisterne har vundet enormt terræn, blandt andet ved at udnytte, at de herskende politikere “klimaomstiller” hen over hovedet på almindelige mennesker og ikke kerer sig om deres levevej.
Og for det tredje: Vil aftalen for alvor sikre en omstilling af landbrugets produktion fra animalsk til mere plantebaseret produktion?
Det kan der svares ret entydigt nej til, i hvert fald ikke i det tempo, som der er brug for. Aftalen baserer sig i højere grad på at udvikle den eksisterende produktion. En udvikling fra animalsk til plantebaseret produktion vil kun ske ganske langsomt.
Det er faktisk helt centralt:
Alene ud fra en CO2-betragtning er det nødvendigt at omlægge landbruget til økologiske dyrkningsmetoder, som genopbygger jorden og gør den til en vigtig ressource for CO2-binding.
Men i aftalen postes der fortsat penge i “teknologiske løsninger til den intensive animalske produktion”, hvorimod “omlægning til planteproduktion direkte til menneskemaver blot får tildelt et væsentligt mindre beløb”.
Og så vi ikke glemme, at centralt i kampen for at løse klima- og biodiversitetskrisen står et opgør med det storindustrielle og monopoliserede landbrug. Det opgør lader stadig vente på sig.
På bundlinjen står, at Aftale for et Grønt Danmark skaber flere og nye opgaver for klima- og naturbevægelsen og for fagbevægelsen. Og der er brug for at tænke og handle sammen.
Der er brug for at skabe en fælles arena mellem land og by, mellem arbejdere og gældsatte landmænd. Der er en fælles interesse i at omlægge madproduktionen, så der dyrkes sund mad på sunde jorder og med anstændige vilkår for både mennesker og dyr. I virkeligheden kan kampen for grøn omstilling i landbruget og en omlagt madproduktion være med til at skabe mange nye arbejdspladser på landet og i industrien.
Vi ved med sikkerhed, at magthaverne ikke er en garant for dette. Tværtimod. Så hvis der er noget, som den grønne trepartsaftale gør, så er det at øge behovet for denne fælles kamp, denne fælles, solidariske tilgang.
Der bliver så meget at tage fat på. Også i lyset af at EU forventes at komme med en lang række initiativer, der samkører klima- og landbrugspolitik. På den måde er klimakampen også en kamp mod EU.