Mere end fem timer tog det for EU’s stats- og regeringschefer torsdag aften at komme frem til det absolut minimale, der kunne forventes i forhold til den udrensningskrig, som Israel har haft i gang i Gaza i nu tre uger:
Udtalelser om nødvendigheden af humanitær hjælp til Gaza og nødhjælpskorridorer og “pauser” i kamphandlingerne, så nødhjælpen kan komme frem. Stærk understregning af Israels ret til selvforsvar. Og bevidst undgåelse af at opfordre til våbenhvile.
Som ordsproget fra Æsops fabler lyder: “Bjerget barslede og fødte en mus.”
Signalet fra EU-topmødet er i sin essens: Vi er meget bekymrede over den humanitære katastrofe i Gaza, men vi står last og brast med Israels udrensningskrig (der skaber den selvsamme katastrofe).
Det kan kun betegnes som et skammeligt svigt over for Palæstina og det palæstinensiske folk.
Topmødets beslutninger er udtryk for et kompromis,. for der er dybe uenigheder i EU. De er også udtryk for, at EU’s stats- og regeringsledere har måttet finde en grimasse, der kan passe, efter at EU-toppen i mange dage absolut udelukkende har stået last og brast med Israel. “Israel kan regne med EU,” sagde kommissionsformand Ursula von der Leyen i Tel Aviv den 13. oktober. Det har været det entydige budskab fra Ursula von der Leyen, som herhjemme med rette af Folkebevægelsen mod EU er blevet kaldt “magtfuldkommen og uansvarlig og uden mandat til at udtale sig på vores alle sammens vegne om Israels ageren”.
Selv i EU-systemet har von der Leyens position vakt bestyrtelse. Knap 800 ansatte i EU-kommissionen og andre EU-institutioner sendte således et åbent brev til von der Leyen for nogle dage siden. Her skriver de blandt andet:
“Vi er især bekymrede over den ubetingede støtte fra den Kommission, som du repræsenterer, til en af de to parter. Denne støtte udtrykkes på en ukontrolleret måde, f.eks. ved at EU’s bygninger oplyses med det israelske flag.”
Det er ikke ofte, at EU-ansatte på den måde udtrykker protest over EU’s politik.
Det er mere end muligt, at von der Leyen er gået for vidt, men essensen i EU’s holdning til det palæstinensiske spørgsmål er – udover gentagne henvisninger til en tostatsløsning – at yde direkte moralsk, politisk, økonomisk og militær støtte til Israel.
I alle årene har EU været med til at “finansiere besættelsen af Palæstina og udgjort en finansieringskilde til besættelsen frem for at presse israelerne,” som den tidligere britiske og EU-diplomat Alistair Crooke formulerer det.
Central er den associeringsaftale som EU og Israel indgik i 1995, og som i 2005 blev fulgt op af en handlingsplan. I 2022 beløb handlen mellem EU og Israel sig til omkring 350 milliarder kroner.
På det militære område modtager Israels to største våbenfabrikanter Elbit Systems og Israel Aerospace Industries (IAI), der forsyner det israelske militær, EU-støtte. Det militære samarbejde går også den anden vej. En lang række EU-lande – herunder Danmark – har indkøbt militært udstyr fra israelske firmaer i forbindelse med Ukraine-krigen.
Hvis nogen troede, at EU kunne være en faktor for fred og moderation i Mellemøsten, for troværdige skridt i retning af en selvstændig og levedygtig palæstinensisk stat, så viser både historien og EU-toppens aktuelle ageren, at det ikke er tilfældet.
Ikke engang et krav om våbenhvile kan det blive til. Så meget, eller rettere: så lidt for erklæringer om bekymring for civile liv.