Statsminister Mette Frederiksen turnerer i denne tid rundt med et meget klart budskab om, at danskerne skal arbejde mere, og hun har i den forbindelse stillet tvivl ved, om befolkningens arbejdsmoral er i orden. Det kommer i forskellige versioner og med forskellige argumenter – for eksempel:
“Hvis ikke vi holder fast i vores stærke arbejdsmoral, så holder vores velfærdsmodel ikke.” (Socialdemokratiets kongres)
“Hvis vores almindelige arbejdstid udhules, så kan jeg ikke se, vi kan finansiere det her samfund … Hvis tendensen til mere fritid, i stedet for arbejde, bliver større, så skal vi danskere kigge på hinanden med åbne øjne og sige, vil vi så bruge færre penge på sundhed, skole, klimaforandringer eller noget helt fjerde.” (DR’s podcast Slotsholmen)
“Hvis vi skal løse klimakrisen, det gør vi jo ikke ved at holde fri. Det gør vi jo ved, at der bliver sat nogle vindmøller op. Og det kræver jo, at der er nogle folk på arbejde. Det er ligesom det ene, hvor jeg bare kan se et Europa, der befolkningsmæssigt, teknologisk og økonomisk taber.” (JyllandsPosten)
Malet lidt hårdt op: I, der roder rundt i et luksusliv på deltid, skal på fuld tid. I, der overvejer at “stige af hamsterhjulet”, truer med at sætte alles kollektive velfærd på spil. I, der har brug for at trække jer fra arbejdsmarkedet, inden I når rollator-alderen, må bare hænge i. Og I, der dovner og danderer den og ikke lige ved, hvad I vil med jeres liv, skal skynde jer ned i Netto og få et job.
I den socialdemokratiske lejr forsøges fortællingen solgt som en naturlig fortsættelse af gamle principper som “gør din pligt og kræv din ret” og “man skal yde, før man kan nyde”. Og sidste århundredes største socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning citeres for udtalelser som “uvirksomhed og dovenskab er menneskenes fjender”.
I virkeligheden er der tale om, at Socialdemokratiet anno 2023 er flygtet fra sin historie, sine oprindelige værdier og traditionelle arbejderkrav som lavere arbejdstid og ret til mere fritid.
Mennesket har helt basalt behov for og ønske om at bidrage, og arbejdet er essentielt for dets liv og selvrealisering. Eller som Marx’ kampfælle Friedrich Engels formulerede det i slutningen af 1800-tallet:
“Arbejdet er kilden til al rigdom, siger de politiske økonomer. Det er det – ved siden af naturen, der leverer det stoffet, som det forvandler til rigdom. Men det er endnu uendelig meget mere end dette. Arbejdet er den første grundbetingelse for alt menneskeligt liv, og det i en sådan grad, at vi en vis forstand, må sige: det har skabt mennesket selv.”
I virkelighedens, kapitalistiske verden anno 2023 er det der med arbejdet en noget mere kompliceret sag. For hvem arbejder man for? Hvem høster frugterne af ens arbejde? Og hvad er det for en kommercialisering af alle sociale relationer, vi hvirvles ind i, når alle dimensioner af samfundslivet sættes i merværdiens og profittens tjeneste?
Og videre: Arbejdes der da for lidt i dagens Danmark?
Fakta er, at erhvervsfrekvensen i Danmark er enormt høj. Det samme er produktiviteten. Der leveres i den grad værdier. Igennem årtier er den overenskomstfastsatte arbejdstid sat ned gennem kamp. Det har ikke gjort det danske samfund fattigere. Tværtimod.
Eller lad os se på børnefamilierne og arbejdet:
Forældre i unge børnefamilier arbejder i gennemsnit 54 timer om ugen, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (link). Det er et af de højeste niveauer i Vesteuropa. Så dér er der vist ingen dovenskab eller noget ekstra arbejdskraftudbud at hente. I mange børnefamilier overvejer man i stedet, hvordan der kan presses mere frihed ind i dagligdagen for at få kvalitet i livet.
I de seneste dage har forskere peget på, at der faktisk ikke arbejdes mindre og mindre herhjemme. De kan ikke finde data for en tydelig tendens til mindre arbejde og stiller derfor spørgsmålstegn ved, om der er et presserende behov for et opgør med danskernes arbejdsmoral.
I Den Danske Ordbog leveres to definitioner på arbejdsmoral:
Den ene lyder: “opfattelse af hvor meget det er ret og rimeligt at arbejde, og hvor godt arbejdet bør udføres.” Implicit: Det har du selv indflydelse på. Den anden lyder: “opfattelse af at man bør arbejde meget og være pligtopfyldende i arbejdet”. Implicit: Du skal underkaste dig andres krav til dig.
Det er faktisk ikke helt det samme. Gættet her er, at statsministeren hælder til den sidste definition.