Se også afsnit 70-72 i principprogrammet
Sex og gender
Diskussionen om biologisk køn og kønsidentitet kompliceres ofte af, at det danske sprog ikke har en klar sproglig skelnen mellem det engelske sex (biologisk køn) og gender (socialt og personligt oplevet køn). Mange af debattens misforståelser udspringer netop af, at disse to forskellige fænomener behandles som det samme.
Biologisk køn er en materiel realitet, hvilket også anerkendes af langt de fleste – hvis ikke alle – dele af LGBT+-bevægelsen. For langt de fleste mennesker falder den biologiske kønsudvikling inden for kategorierne XX eller XY, bestemt af samspillet mellem kromosomer, gener, hormoner og reproduktiv anatomi. Samtidig findes der naturlige biologiske variationer, herunder interkønnethed, hvor disse karaktertræk ikke passer entydigt ind i de gængse kategorier. Naturen er reel, men den er ikke altid så skematisk, som den ofte fremstilles i den offentlige debat.
Kønsidentitet er derimod knyttet til menneskets sociale eksistens og er ikke bestemt af ens biologiske køn, selvom mange mennesker identificerer sig med det køn, de blev tildelt ved fødslen. De forestillinger, normer og forventninger, som forbindes med at være mand eller kvinde, er ikke naturgivne størrelser, men historisk udviklede sociale relationer. Hvad der opfattes som maskulint eller feminint, har varieret meget på tværs af samfund og historiske epoker. En materialistisk analyse må derfor tage udgangspunkt i, at kønsroller og kønsnormer formes af de konkrete materielle forhold, som mennesker lever under, og reproduceres gennem samfundets institutioner. Som Marx og Engels formulerer det i Det Kommunistiske Manifest, er de herskende ideer i ethvert samfund de herskende klassers ideer.
For kommunister er spørgsmålet derfor ikke først og fremmest, hvordan mennesker kategoriseres ud fra deres kroppe, men hvordan sociale normer bruges til at begrænse eller disciplinere mennesker. At anerkende biologiske forskelle er ikke det samme som at acceptere de sociale hierarkier og forventninger, der bygges oven på dem. Den materielle virkelighed viser netop, at menneskers liv, relationer og selvforståelse ikke kan koges ned til deres genitalier. Derfor må social frigørelse også omfatte retten til at leve uden tvangsmæssige kønsnormer og uden social kontrol af den enkeltes identitet og livsform.
Køn, klasse og social reproduktion
En marxistisk analyse af køn kan ikke nøjes med at beskrive biologiske forskelle eller individuelle identiteter. Den må også undersøge de samfundsmæssige funktioner, som kønsroller har udfyldt historisk, og de materielle interesser de tjener.
Under kapitalismen spiller køn en særlig rolle i reproduktionen af arbejdskraft. Samfundet er afhængigt af, at mennesker fødes, opdrages, plejes og forsørges, så de kan indgå i produktionen. En stor del af dette arbejde er historisk blevet placeret i familien og i uforholdsmæssig høj grad på kvinder. Dermed bliver køn ikke blot et spørgsmål om identitet eller kultur, men også et spørgsmål om arbejdsdeling og økonomiske relationer.
En materialistisk tilgang afviser samtidig enhver form for biologisk reduktionisme. At biologiske forskelle eksisterer, betyder ikke, at bestemte sociale roller, egenskaber eller livsbaner automatisk følger af disse forskelle. Sociale relationer kan ikke reduceres til biologi alene. Mennesket formes både af naturen og af de historiske og sociale forhold, det lever under.
Kommunisters interesse i LGBT+-spørgsmål udspringer derfor ikke af ”identitetspolitik”, men af et principielt forsvar for menneskelig frigørelse. Ingen bør mødes med diskrimination, social udstødelse eller statslig indblanding på grund af deres køn, seksualitet eller måde at indrette deres privatliv på. Kampen mod undertrykkelse er uløseligt forbundet med kampen for et samfund, hvor mennesker frit kan udvikle deres evner og leve deres liv uden unødvendige sociale begrænsninger.
Samtidig må kommunister være opmærksomme på, hvordan spørgsmål om køn og identitet ofte bruges i den borgerlige kulturkamp. Når debatten reduceres til moralsk panik eller symbolske konflikter, flyttes opmærksomheden væk fra de materielle problemer, som præger arbejderklassens hverdag: løn, boligforhold, arbejdsvilkår og økonomisk ulighed. En socialistisk tilgang må derfor både forsvare udsatte minoriteter og fastholde, at klassespørgsmålet fortsat er afgørende for at forstå samfundets grundlæggende modsætninger.