Så kom den tyske melding, som har været forventet, siden en drone blev fundet på en landingsbane i den tyske lufthavn Leipzig/Halle den 4. august: Det var Rusland, der stod bag.
Sammen med dronen blev også fundet et eksplosivt militært sprængstof. Lufthavnen bruges blandt andet i forbindelse med NATO’s transport af militært udstyr, og ukrainske Antonov-fragtfly har base der.
Den forventede melding om, at Rusland stod bag dronen og at der var tale om et hybridt angreb, kom fra Tysklands indenrigsminister Alexander Dobrindt. Han bebudede lukning af det sidste russiske konsulat i Rusland, mens kansler Merz siger, at “de vil komme til at betale”.
Rusland afviser at stå bag.
Droneepisoden i Tyskland – der skal også have været en mindre omtalt episode i Italien for nylig – rykker dronekrigen fra NATO-periferien i Baltikum og Finland ind i et NATO-kerneland. Den er udtryk for, hvorledes konfrontationen mellem NATO- og EU-landene på den ene side og Rusland på den anden side bevæger sig højere og højere op på konfliktstigen.
Enhver episode – som den i Tyskland – sættes ind i en fortælling og tolkes konsekvent som bevidst aggressive og som led i en årelang strategi for russisk overtagelse af Europa. Som Mette Frederiksen erklærede for nylig, så er “russerne altid i krigsmode”, sådan per definition og nærmest patologisk.
For et par uger siden kom TV2’s historie om hemmelige dronebaser:
“På eksisterende militæranlæg er der anlagt hemmelige dronebaser med store hangarer til opbevaring af droner og nye affyringsramper, hvorfra Rusland kan affyre avancerede langtrækkende angrebsdroner. “
Historien var godt timet – den faldt stort set sammen med, at krigsminister Jeppe Bruus kunne annoncere en ny aftale med Terma om at levere et såkaldt anti-drone kommando- og kontrolsystem.
Det var netop, da krigens købmænd var forsamlet i Herning til deres årlige våbenfestival. De klappede med sikkerhed i deres hænder.
Imens skrues der også op på slagmarken i og luftrummet over Ukraine. Ukraine har hen over sommeren angrebet og ramt anlæg dybt inde i Rusland, ligesom russiske skibe er blevet gjort til angrebsmål. Rusland har skiftet taktik og udvidet sine militære operationer til nye områder. Derudover har Rusland lukket for adgangen til Odessa, så Ukraine ikke længere kan eksportere korn eller modtage våben ad den vej. Senest blev der natten til 1. september gennemført et omfattende missil- og droneangreb mod Kiev og omegn, herunder mod vigtige militære lagre.
Al forsigtighed er lagt til side. Og det er indlysende at både militære og civile tab er omfattende.
I mellemtiden har den tyske avis Bild løftet sløret for, hvad der planlægges i NATO’s hovedkvarter og i de militære stabe, hvis der skal slås igen på et russisk angreb mod et NATO-land. Planens tre faser lyder som gengivet i tysk presse:
Fase 1: I denne første fase skal Ruslands forsvarssystemer sættes ud af spil.
Russiske luftforsvars- og missilsystemer skal sættes ud af spillet – også i Kaliningrad.
Fase 2: I forlængelse heraf skal oprettes, hvad der kaldes en “autonom zone” ved grænserne til Rusland og Hviderusland – en beskyttelsesmur, hvor udelukkende droner og ubemandede køretøjer kæmper. Med andre ord: en slagmark uden mennesker.
Fase 3: Når det er klaret, skal russisk territorium angribes. Specialstyrker skal ødelægge militær- og forsyningsinfrastruktur – herunder flyvepladser, våbenfabrikker, broer og jernbaner. Derudover skal en såkaldt luftbro transportere droner og robotter med fly ind på russisk territorium.
Planen kaldes NATO Land Warfighting Concept, og der er sådan set ikke noget hemmeligt ved den. Det er sådan, det bliver, hvis det kommer så vidt. Som Brigadegeneral Chris Gent, vicestabschef ved NATOs landkommando, udtalte under militærøvelser i Letland i maj i år til Defense News:
“Der er ingen hemmeligheder her: sådan udvikler krigsførelsen sig … Det er allerede virkelighed. Vi taler ikke om science fiction, ikke om 2040. Vi taler om det, der er brug for i dag.”
Det store spørgsmål er, hvad der skal til for at udløse dette scenarie. Mindre og mindre fristes man til at konkludere med den krigsretorik, som NATO- og EU-landene hvirvler sig selv ind i.