Der var engang en meget indflydelsesrig fransk formand for EU-kommissionen. På sin vagt kom han med en udtalelse, der skulle vise sig at blive definerende for den politik, som Den Europæiske Union i årene efter fik gennemtrumfet i medlemslandene. Jacques Delors, hed franskmanden, og udtalelsen lød dengang i 1993:
“De europæiske virksomheder kan ikke konkurrere med velfærdsstaten som en lænke om anklen.”
Prøv lige at læse den én gang til.
I december sidste år døde Jacques Delors, og han har nu fået et helt institut opkaldt efter sig. På dette institut videreføres arven efter Delors.
Præsidenten for instituttet hedder Enrico Letta, og han udsendte i april i år en diger rapport, som satte dagsordenen, da EU’s stats- og regeringschefer holdt topmøde i april.
Hele denne lange indledning blot for at klargøre, at der ikke er tale om en hvilken som helst rapport fra en hvilken som helst tilfældig tidligere italiensk premierminister.
Alt peger på, at dens indhold vil være dagsordensættende i årene, der kommer. Og den bør få alle alarmklokker til at ringe hos fagforeninger, sociale bevægelser, forbrugerorganisationer, miljø- og klimabevægelser – og for alle andre.
“Meget mere end et marked” lyder den danske titel på den digre rapport, som ikke på denne plads kan ydes fuld retfærdighed. Men nogle af dens væsentligste budskaber og pointer er:
EU baserer sig i dag på fire friheder, der regulerer kapitalens overhånd over arbejdet: personers, varers, tjenesteydelsers og kapitalens frie bevægelighed. Til de fire friheder skal nu tilføjes en femte, der handler en grænseløs frihed til at “forske og skabe til gavn for menneskeheden”. Denne frihed er specialdesignet til sundhedsindustrien, medicinalindustrien og fødevareindustrien og deres profitter.
Desuden skal det indre marked udvides meget hurtigt på tre centrale områder. Det gælder energi, finansielle tjenesteydelser og elektronisk kommunikation. Altså mere overnationalt, mindre mulighed for politisk styring i det enkelte land, mere frihed til kapitalkræfterne frem for mulighed for samfundsstyring.
Videre: EU skal sikre, at den monopol- og kapitalvenlige politik fremover i højere grad gennemføres via forordninger frem for direktiver. Har det nogen betydning? I høj grad. Når der udstedes en forordning i Bruxelles, er den umiddelbart gældende i de enkelte lande. Der skal ikke ske en national behandling eller indarbejdelse i det enkelte lands lovgivning. Forordningen bliver umiddelbart en del af medlemsstaternes retsorden. Til forskel fra når der udstedes EU-direktiver – i de tilfælde bestemmer medlemslandene selv, ikke om men hvordan direktivet skal gennemføres i national ret.
Med andre ord: En forordning er et regulært diktat.
Helt overordnet handler “Meget mere end et marked” om at konkurrence-geare de europæiske virksomheder, som i de seneste år er sakket alvorligt agterud i forhold til USA, Kina og andre nye økonomier specielt i Asien. EU-virksomheder lider af “et forbløffende størrelsesunderskud”, hedder det. Derfor skal der satses på flere store europæiske virksomheder, der kan tage kampen op på det globale marked.
I den forbindelse udstikkes der tre strategiske hovedretninger:
Der skal turbo på udvidelsen mod øst-sydøst. “Et større EU er i dag som i går det bedste instrument til at beskytte europæiske interesser og velstand, opretholde retsstatsprincipperne og forsvare EU-borgerne mod trusler udefra.” EU’s sikkerhed – læs: krigsindustrien – skal i centrum. Og grøn og digital omstilling skal “omdanne det europæiske samfund og den europæiske økonomi”.
Vi skruer lige tilbage til tiden efter Jacques Delors’ udtalelse om velfærdsstaten som en lænke om kapitalens interesser. I årene efter gennemførtes i EU-land efter EU-land omfattende asociale reformer, der skulle fjerne denne lænke, så kapitalen kunne agere mere frit og øge sine profitter. Et enkelt eksempel fra Danmark:
EU’s Ministerråd kommer i et dokument fra 2011 med henstillinger til Danmark om at “tage yderligere skridt til at øge det langsigtede udbud af arbejdskraft med henblik på at styrke beskæftigelsen og de offentlige finansers holdbarhed, ved at implementere den nyligt besluttede reform af efterlønsordningen, ved at gennemføre en reform af førtidspensionen og ved i højere grad at målrette tilskudsordninger (som fleksjobordningen) mod de mest sårbare grupper”.
Efterfølgende blev efterlønsreformen gennemført, der blev lavet en reform af førtidspensionen, som gjorde det meget vanskeligere for syge og handicappede under 40 år at få førtidspension, og fleksjobordningen blev drastisk forringet.
De danske EU-tilhængerpartier skilter meget sjældent med sammenhængen mellem EU-politik og national politik, men den eksisterer i dén grad.
Derfor er Letta-rapporten vigtig. Derfor er det vigtigt at følge med i, hvordan dens indhold vil blive omsat i konkret EU-lovgivning og -politik. For den rammer os før eller siden.
Jo før og jo bedre, vi kender indholdet, desto bedre kan vi forberede slaget imod den.