Den Internationale Domstols (ICJ’s) kendelse i folkemordssagen mod Israel er et gennembrud i forhold til at kunne stille besættelsesmagten til regnskab for dens forbrydelser.
Kendelsen, der kom fredag i sidste uge, har fået behersket opmærksomhed i Vesten, både i medier og blandt politikere. I stedet er det lykkedes Israel at kapre dagsordenen med en beskidt, veltilrettelagt og veltimet modkampagne mod FN.
Et veritabelt hævntogt!
Samme dag som ICJ-kendelsen faldt, eksploderede sagen om, at et lille antal FN-medarbejdere, ansat i FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge UNRWA, skulle have deltaget i angrebet mod Israel den 7. oktober 2023 og have brugt UNRWA’s faciliteter og køretøjer.
De pågældende er nu suspenderet på baggrund af anklagerne, der – værd at bemærke – kommer fra israelske efterretningstjenester. Men sagen har fået foreløbig 15 lande til uden at blinke at stoppe al støtte til UNRWA.
I Gaza er en hungerkatastrofe under udvikling. Folk spiser græs og drikker forurenet vand. Ni ud af ti familier er uden adgang til blot ét måltid mad om dagen.
USA, Canada, Australien, Storbritannien, Tyskland, Italien, Island, Rumænien, Schweiz, Finland, Østrig, Holland, Frankrig, Japan og senest nu også vores naboland Sverige blokerer alligevel for i omegnen af 740 millioner dollars til UNRWA. Det svarer til 43 procent af de midler, organisationen er blevet lovet.
Konklusion: Israels hævntogt mod FN er lykkedes i Vesten. De ledende cirkler i de 15 lande har uden at ryste på hånden på det skammeligste stillet sig til rådighed for den zionistiske apartheidstats udryddelsesprojekt mod palæstinenserne – denne gang direkte med sulten som våben. De gør sig i sidste ende ikke blot politisk men også materielt medskyldige i folkemord.
De affejer og sjofler ICJ-domstolens kendelse, der blandt andet kræver fri adgang for nødhjælp til Gaza. De stiller sig på junglelovens side imod den internationale ret.
Den Internationale Domstols kendelse er helt central og kan ikke overvurderes. Kernen i kendelsen er, at Israel kan stilles til regnskab for sine forbrydelser. Besættelsesmagten fratages den straffrihed, den har nydt i mere end 75 år.
Selvfølgelig: Kendelsen er ikke en dom for folkemord. Men den er en tilkendegivelse af, at når Sydafrika ønsker en sag rejst mod Israel for folkemord, så har Sydafrika en sag. Sagen vil blive ført. Og der vil med tiden komme en dom.
ICJ kan altså ikke afvise, at der foregår eller vil komme til at foregå folkemord i Gaza. Derfor udsteder FN-domstolen, hvad den kalder foreløbige foranstaltninger, som er bindende. De seks foreløbige foranstaltninger er vedtaget i noget nær enstemmighed i dommerpanelet, kun den israelske dommer og en enkelt anden dommer har afvigende stemmeafgivning ved nogle af punkterne. Alle andre dommere stemte for alt! Også dette er værd at notere sig.
Hvad er det så for “foreløbige foranstaltninger”, som Israel skal iværksætte?
1. Staten Israel skal “træffe alle de foranstaltninger, der står i dens magt, for at forhindre udførelsen af alle handlinger, der er omfattet af artikel II” i konventionen om forebyggelse af folkedrab.
2.Staten Israel skal “med øjeblikkelig virkning sikre, at dens militær ikke begår de handlinger”, der er beskrevet ovenfor.
3. Staten Israel skal “træffe alle foranstaltninger, der står i dens magt, for at forhindre og straffe direkte og offentlig tilskyndelse til at begå folkedrab”.
4. Staten Israel skal “træffe øjeblikkelige og effektive foranstaltninger for at muliggøre levering af humanitær bistand”.
5. Staten Israel skal “træffe effektive foranstaltninger til at forhindre ødelæggelse og sikre bevarelse af bevismateriale”.
6. Staten Israel skal “forelægge Domstolen en rapport om alle de foranstaltninger, der er truffet for at gennemføre denne kendelse inden for en måned”.
Der står ikke, at ICJ opfordrer Israel til noget, eller at Israel kan gøre noget, hvis Israel vil. Israel skal. Den israelske sides argumenter i søgsmålet er ganske enkelt fejet til side.
ICJ-kendelsen er historisk, en tiltrængt sejr og udgør et vendepunkt. Og det uagtet at der ikke stilles krav om våbenhvile, et politisk krav der ligger uden for domstolens juridiske virkefelt. Vi kan ikke andet end rette en stor tak til Sydafrika for, uden at have materielle eller økonomiske interesser på spil, helt uegennyttigt at have rejst sagen.
Kendelsen er et redskab, som vi må tage i vores hænder, udbrede og sætte fokus på, alt imens vi over en bred bank forstærker det politiske pres, overalt hvor vi er, for at få en våbenhvile nu. og for at Israel gennemfører kendelsens foranstaltninger.
Vi må derfor spørge: Hvor er den danske regering? Hvor er det danske Folketing? Hvor gemmer de sig henne allesammen?
Statsminiserens mund er lukket med syv segl, og udenrigsminiseren kalder kendelsen for “en løftet juridisk pegefinger”. En løftet juridisk pegefinger! Så kan kendelsen næsten ikke underspilles mere.
Hvis ikke de kommer ud af busken og stiller sig på den internationale rets side, må også dé stilles til regnskab.