Hvordan skal den offentlige sektor udvikle sig i de kommende år? Hvilke forhold skal de ansatte arbejde under? Og hvordan sikres det, at alle der har brug for den offentlige sektor, får den hjælp og bistand, de har ret til og brug for?
Det er store og vigtige spørgsmål, som der er brug for at stille – og besvare.
Statsministerens nytårstale har aktualiseret dem. For hvad vil den socialdemokratiske regering egentlig med den offentlige sektor?
Vigtige principper er på spil, hvis man vil vende det hele på hovedet i den offentlige sektor. Det gælder ikke mindst det princip, at vi har et kollektivt velfærdssystem med lovbestemte og lige rettigheder.
Martin Lidegaard fra støttepartiet de Radikale har i Altinget gjort opmærksom på, at “den vildeste sætning i statsministerens nytårstale er gået under radaren”. Mette Frederiksen sagde ordret:
“Derfor har vi givet syv kommuner mulighed for at blive fri af næsten alle statslige regler på en række velfærdsområder. I det nye år vil vi tilbyde alle landets kommuner det samme, så I lokalt kan skabe den folkeskole, den ældrepleje, den børnehave, I ønsker.”(Arbejderens fremhævning).
Det betyder, at alle kommuner i år får mulighed for at “blive fri af næsten alle statslige regler” på skoler, daginstitutioner og inden for ældrepleje. Sidenhen, efter nytårstalen, har Mette Frederiksen medtaget beskæftigelsesindsatsen i opremsningen.
Og der tales om en gennemgribende oprydning, om at det hele skal vendes på hovedet, der skal ske en frisættelse – en ny start på folkeskoler, ældrepleje, børnehaver og nu også beskæftigelsesindsatsen.
Ingen, der har haft det mindste med den offentlige sektor at gøre, er i tvivl om, at overdreven dokumentation og bureaukrati er et problem. Det kom med New Public Management-tankegangen og den nyliberalistiske ledelses- og styringskultur fra 1980’erne. Og det er ikke forsvundet.
Det store spørgsmål er imidlertid, om det er dette opgør, som statsministeren og regeringen lægger op til. Man kan bestemt have sin berettigede tvivl.
Vigtige principper er på spil, hvis man vil vende det hele på hovedet i den offentlige sektor. Det gælder ikke mindst det princip, at vi har et kollektivt velfærdssystem med lovbestemte og lige rettigheder, som borgerne har at holde sig til, så de ikke havner i retsløshed, almisse-tiggeri og principløse skøn.
Videre: I sin nytårstale påstod statsministeren mere eller mindre direkte, at der ikke er brug for flere penge til velfærd: “Når der kommer flere børn og ældre, så skal pengene følge med. Og det gør de nu. Det gør de under den her regering. Men jeg tror heller ikke på, at vi løser alle problemer ved at tilføre flere penge.” (Arbejderens fremhævning)
Dén indstilling betyder i praksis, at den kollektive velfærd undergraves indefra så at sige. Dermed banes vejen for, at den klemmes ud af det offentlige regi. Og en ladeport lukkes op for, hvad der kaldes “inddragelse af private aktører” og “offentligt privat partnerskab” – privatiseringer og udliciteringer kan give mange forskønnende navne.
Kernen er dog den samme: Der høstes profit på velfærd. For hver en krone der flyder ud af de offentlige kasser og over til private aktører, indsnævres det offentliges økonomi og handlemuligheder. Og den politiske styring forvitrer eller forsvinder helt.
Det er virkelig værd at ruste sig til at tage endnu en runde i kampen om den kollektive velfærd og den offentlige sektor.