Af Lotte Rørtoft-Madsen
“Propagandaen er trængt ind i alle afkroge af tilværelsen og angriber stadig nye områder. … Det der før var utænkeligt, er støt og roligt blevet stuerent. Grusomhed bliver som bekendt mindre ved tilvænning. Til sidst er der ikke en eneste lille krog af menneskelivet, der ikke er indlemmet i propagandaens tryllekreds. Det er som en besættelse, en løgnens magi. Propagandaen er en slags heksekunst i magtens tjeneste og propagandakunstnerne er dens ypperstepræster.“
Jeg genlæste for nylig vores store generationsforfatter Kirsten Thorups roman Førkrigstid, hvorfra ovenstående citat stammer. Ordene tilhører Margrethe, den oplyste tilflytter i en lille fynsk landsby. Hun ved noget, som andre har svært ved at indse i 1930’ernes slutning.
Det var tankevækkende genlæsning. Ikke kun på grund af krigen, der også i dag i stigende grad indrammer vores tilværelse. Men også på grund af det ideologiske korstog, vi er vidne til.
Stormen kommer fra højre – og den blæser med stadig større styrke. Der går ikke en dag, uden at nye angrebspunkter sættes ind.
På det seneste er det begrebet danskhed, der igen er kastet ind på bordet, fordi det udgør et effektivt greb til at splitte arbejderklassen efter etnicitet eller religion. Eller efter gener – det nyeste lavpunkt som en Rasmus Munch Søndergaard udbredte sig om i DR’s Deadline den 14. april. Biologisk etnonationalisme kalder nogen det, altså at danskhed er genetisk bestemt. En egenskab der nedarves. Han kalder sig selv “racerealist”.
Den såkaldte advokats fremturen har naturligt nok affødt kraftige reaktioner, men han er ikke en isoleret størrelse. Som Ekstra Bladet har dokumenteret, har han samarbejdet med Dansk Folkeparti om at fremsætte forslag i Folketinget, ligesom han er beskrevet som ophavsmand bag Borgernes Partis udlændingepolitik.
Rasmus Munch Søndergaard er ganske vist kontroversiel, og hans etnogenetik bringer da også minder om 1930’ernes Blut und Boden-ideologi. Men hans synspunkter vokser på en solid højreekstrem stamme af tilsvarende synspunkter, der allerede er mainstream på højrefløjen, og som breder sig langt derudover. “Rejs hjem”, skrev Morten Messerschmidt til aalborgenseren Samira Nawa fra de Radikale under valgkampen.
Og det er jo det, der er formålet: at udgrænse, udskille og smide dem ud, der er “forkerte”. Remigration er det nye slogan, og for at virkeliggøre det, tages begrebet danskhed som gidsel i en letkøbt dem-og-os-politik.
Og højrefløjen får medvind i medierne. Flere medier er blevet de rene udklækningsanstalter for højreekstreme synspunkter. Og de legitimeres og gøres stuerene, også i store mainstreammedier. Se lige denne overskrift fra DR om fire folketingspolitikere fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance:
“De er blandt Folketingets yngste: Nu skal det ‘borgerlige boyband’ repræsentere en ny generation af unge på højrefløjen. De lærte hinanden at kende i ungdomspolitik. Nu har vennegruppen sparket døren ind til Christiansborg.”
Et boyband!
Det ekstreme gøres normalt. Og en kultur af brutalitet breder sig, også på de sociale medier. For når USA-imperialismens fører kan true med at bombe en hel civilisation tilbage til stenalderen, så den aldrig kan vende tilbage, ja så er alt tilladt. Så kan man også tillade sig at grine ad mennesker med handicap på RadioIIII og kun blive tvunget til undskyldning, fordi en folkestorm rejser sig. Og så kan man også tillade sig at vise fotos af navngivne personer i valg-debatter i bedste sendetid, mens man råber “ud med ham”. Og så fremdeles.
Altsammen er med til at rykke grænserne, legitimere brutalitet og umenneskelighed, gøre det ekstreme normalt. Og det langt udover den ekstreme højrefløj og de mest rablende ultraliberalister.
Det regeringsbærende Socialdemokrati kan så sandelig også. Med værdikrigere som Frederik Vad og Anders Kronborg – nyudnævnte integrations-, udlændinge- og indfødsretsordførere – i spidsen og en samlet partitop, der klamrer sig til en “fast udlændingepolitik” og en fast kurs for oprustning og krig, er ethvert bolværk mod højrekræfterne nedbrudt. Og så suger højrekræfterne og nyfascisterne næring til sig af den herskende asociale økonomiske politik, der føres “hen over midten”. Åndelig oprustning er blevet det nye slogan, bag hvilket gemmer sig en moderniseret og raffineret sindelagskontrol for gud, konge og fædreland.
Man kan – og skal – naturligvis ikke tie det ekstreme højre og de nyfascistiske tendenser ihjel. De udgør en reel fare. Den bør der advares og mobiliseres imod.
Det er bare ikke, hvad der sker i mainstreammedierne og det, der engang hed “den borgerlige offentlighed”, som vel at mærke ikke var borgerlig, men udgjorde et rum for rationel debat og kritisk tænkning, og som kun har overlevet i meget begrænset omfang. Her sker det modsatte – jævnfør forskønnende udtryk som “boyband”.
Jo, propagandaen er så sandelig trængt ind i alle afkroge af tilværelsen og angriber stadig nye områder. Og det, der før var utænkeligt, er støt og roligt blevet stuerent.
Man kan virkelig fortabe sig i alenlange diskussioner om danskhed. Er det nok at have dansk pas eller dansk statsborgerskab og fast bopæl? Skal der være tydelige, klare og indiskutable regler for at få indfødsret og statsborgerskab og dermed komme ind under danskhedens paraply? Ja, det skal der, hvis de internationale konventioner skal overholdes.
Men de er netop under pres. I en situation hvor jungleloven afløser aftaler i de internationale forbindelser, rettes der også et frontalangreb mod de konventioner, der giver et retsgrundlag for statsborgerskab. Og det med et formål: Fjernes retsgrundlaget, er der endnu mere frit spil til frit at opfinde tilfældige kriterier.. Til at holde live i debatten om danskhed. Og dermed til at splitte arbejderklassen med alle dens farver efter etnicitet eller religion.
Den danskhed, som der plæderes så heftigt for, er ikke det samme som nationalfølelse. Den er ikke det samme som følelsen af at høre til og kæmpe sammen. Den lukrerer på netop denne fine nationalfølelse, på hvad man kunne kalde den progressive danskhed.
Den progressive danskheds grundlag er ikke had mod andre, men derimod solidaritet og alle de fremskridt og værdier, som er skabt af den danske arbejderklasses økonomiske, politiske og kulturelle kamp igennem historien. Den må ikke gå tabt.