Julehjælp er noget, som alle i den danske befolkning kender til. Nu er der også kommet sommerhjælp.
I sidste uge oplyste Præsteforeningen, at flere kirker lokalt yder sommerhjælp til familier, der er økonomisk presset af de stigende priser.
Sådanne private og kirkelige hjælpeinitiativer er for det meste toppen af et isbjerg – de kan hjælpe nogle få, mens de mange strider videre. Og det gør flere og flere.
Rigtig mange mennesker står over for et år med tyngende problemer, fordi priserne på livsfornødenheder stiger langt hurtigere end lønninger, pensioner og andre ydelser.
I skrivende stund ligger inflationen på årsbasis på 8,2 procent (juni-tal fra Danmarks Statistik). Men så meget stiger lønningerne ikke. Langt fra.
Danske Bank har for Finans udarbejdet en beregning, der viser, at “prisstigningerne løber i øjeblikket fra lønningerne i et tempo, der er så højt, at danskerne er blevet ramt af en historisk stor tilbagegang i deres realløn”.
Vildt og voldsomt kalder Danske Banks cheføkonom Las Olsen reallønsfaldet. På DA-området, altså det private område, var lønstigningerne i andet kvartal i år på 3,4 procent – inflationen formentlig på 7,3 procent. Det største fald i reallønnen i hvert fald siden 1995.
Og bemærk: Tallene dækker kun over de omkring 25.000 virksomheder, der er med i DA. Resten af det private arbejdsmarked samt det offentlige er slet ikke med. Danske Bank anfører da også, at “reallønstilbagegangen i øjeblikket er større andre steder på arbejdsmarkedet”.
For arbejderne og de almindelige husholdninger er inflationen sådan set ikke et problem, hvis lønninger, pensioner og andre ydelser følger med. I 1970’erne, hvor inflationstallene ramte tocifrede beløb, endte det ikke – i hvert fald ikke i årtiets første del – med store reallønstab. Af to grunde: Dels stod arbejderklassen og fagbevægelsen langt stærkere dengang og var i stand til at kæmpe lønforbedringer igennem. Og dels fandtes dengang den såkaldte dyrtidsreguleríng. Et par ord om denne ordning:
Under Første Verdenskrig (1914-1918) var priserne og inflationen steget ekstraordinært, men arbejdernes realindkomster var faldet med 12-15 procent. Der opstod uro på arbejdsmarkedet, altså protester fra arbejdernes side, og derfor blev der i flere overenskomster indført en automatisk regulering af lønnen i takt med stigninger i pristallet: en dyrtidsregulering. Ved Tjenestemandsloven af 1919 fik de offentligt ansatte også en dyrtidsregulering.
Dyrtidsreguleringen fortsatte indtil midten af 1970’erne. Her blev der skabt den historie, at det var lønningerne der drev priserne i vejret og var inflationsskabende. Som marxister ved vi, at det ikke er lønningerne, der bestemmer priserne. Påstande om at det er høje lønninger, der skaber inflationen, er ganske enkelt forkerte. Når lønnen steg i 1970’erne, var det for at kunne følge med inflationen – ikke omvendt.
Så ved et politisk forlig i 1976 besluttede Folketinget – under en socialdemokratisk mindretalsregering med Anker Jørgensen som statsminister – at indskrænke dyrtidsreguleringen kraftigt, i 1983 blev den midlertidigt suspenderet og i 1987 helt afskaffet.
Dette omend mangelfulde værn mod stor reallønsnedgang er således slet ikke en del af virkeligheden i dag. Læg dertil en svækket fagbevægelse, og inflationen rammer således i dag som en hammer.
En Gallup-undersøgelse fra juni viste, at knap 43 procent af de adspurgte er bekymret for, om de kan spare op til uforudsete udgifter. 32 procent “udtrykker endda bekymringer for, om de fremadrettet får råd til helt almindelige dagligvarer som mad, hygiejnevarer med mere”.
Så reallønsnedgangen bider allerede i husholdningerne, og det bliver kun værre i månederne der kommer.
Det ville bestemt give god mening at genrejse krav om et værn mod dyrtid, så lønningerne ikke halter bagefter, når priserne stiger vildt – og med gennemslag for pensioner og andre ydelser.