Rød sommerlejr

Ta’ med på Rød Sommerlejr i uge 28
Har du brug for politisk opladning af klassekampens batterier?
Har du brug for at diskutere verdens skæve gang og hvad vi kan gøre for at forandre den?
Brænder du for solidaritet og et andet samfund
– og har du lyst til at bruge en uge i selskab med andre, som har de samme drømme?

Så er en uges politisk højskole og ferie et godt tilbud for dig – og for hele familien.

Det er Kommunistisk Parti, der arrangerer Rød Sommerlejr, men lejren er åben for alle interesserede. Her er plads til både børn, unge og voksne. Deltagerne er som regel i alle aldersklasser med forskellig politisk baggrund og erfaring.

På lejren er der hver formiddag organiserede politiske debatter, som forholder sig til tidens mest brændende spørgsmål. Vi vil både diskutere de store forandringer i verden og i Danmark – og de konsekvenser det får for os. Blandt temaerne vil helt sikkert være kampen mod krig og oprustning og kampen mod den voksende ulighed.

Om eftermiddagen er der forskellige workshops, hvor du kan slå dig løs kreativt eller få ny viden om forskellige emner. På programmet er også kultur, sport og udflugter i lokalområdet. Om aftenen mødes deltagerne omkring bålet eller til pubquiz, fællessang, film mm.

Der er selvstændige aktiviteter for børnene, men de indgår også som en naturlig del af lejrens liv. For børn mellem 3 og 11 år er der børnelejr om formiddagen og et par aftener med masser af udendørs aktiviteter. Børn under 3 år kan deltage ifølge med en voksen. For de store børn fra omkring 11 år vil der være en “pionerlejr”, hvor programmet vil være en blanding af kreative og udendørs aktiviteter og lidt snak om politik.

PRAKTISKE OPLYSNINGER
● Lejren starter søndag den 5. juli om eftermiddagen og slutter lørdag den 11. juli ved middagstid. Du kan også deltage enkelte dage.
● Lejren afholdes på Kerteminde Efterskole, som ligger i Drigstrup lidt uden for Kerteminde i naturskønne omgivelser og kort afstand til badestrand.
● Der er indkvartering i 2- eller 3-personers værelser med bad og toilet på gangen.
● Der er et begrænset antal enkeltværelser, som er forbeholdt personer med særlige behov.
● Det er også muligt at have telt med – og det giver nedslag i prisen.
● Der bliver serveret almindelig dansk mad – giv besked ved tilmelding, hvis du er vegetar eller har andre hensyn i forhold til kost.
● Alle deltagere skal give en hånd med i løbet af ugen for at sikre den praktiske afvikling af lejren
● Tilmelding: send en mail til sommerlejr@kommunister.dk.

DELTAGERBETALING
● Seks døgn fra søndag til lørdag incl. helpension
Pr. person (voksne fra 17 år):
I 2- eller 3-personers værelse: 2900 kr.
Uddannelsessøgende, pensionister, arbejdsløse: 2250 kr.
I telt: 1700 kr.
Tillæg for enkeltværelse: 600 kr.
Børn:
0-2 år: gratis, 3-9 år: 500 kr, 10-16 år: 700 kroner
● Tre døgn incl. helpension
Pr. person (voksne fra 17 år):
I 2- eller 3-personers værelse: 1600 kr.
Uddannelsessøgende, pensionister, arbejdsløse: 1300 kr.
I telt: 925 kr.
Børn:
0-2 år: gratis, 3-9 år: 300 kr, 10-16 år: 400 kroner