Ikke bødlen gør mig bange,
ikke hadet og torturen,
ikke dødens riffelgange
eller skyggerne på muren.
Ikke nætterne, når smertens
sidste stjerne styrter ned
– men den nådesløse verdens
– blinde ligegyldighed
Ovenstående digt er skrevet for 45 år siden af Halfdan Rasmussen og blev udgivet af Amnesty International i en lille digtsamling. Sammenhængen var således en helt anden, men alligevel rammer “den nådesløse verdens blinde ligegyldighed” meget præcist, når tankerne ledes hen på det folkemord mod palæstinenserne, der nu hastigt nærmer sig etårsdagen.
Den nådesløse verdens blinde ligegyldighed er skabt og vedligeholdes konsekvent af USA-imperialismen. Israel ville realistisk set ikke være i stand til at føre krig mod palæstinenserne uden amerikansk støtte.
Den fremtrædende avis Haaretz citerede for ganske nylig en højtstående embedsmand i det israelske luftvåben for at sige, at ”uden amerikanernes levering af våben til Israels forsvarsstyrker, især luftvåbnet, ville Israel have haft svært ved at opretholde krigen i mere end et par måneder”.
Præsident Joe Biden har gentagne gange understreget, at Israel tjener USA’s imperiale interesser i en meget geostrategisk region. I en tale i Tel Aviv i oktober 2023 sagde Biden: “Jeg har længe sagt, at hvis Israel ikke eksisterede, ville vi være nødt til at opfinde det.”
Den tidligere udenrigsminister Alexander Haig, som på et tidspunkt i 1970’erne havde kommandoen over NATO, pralede ligeledes med, at “Israel er det største amerikanske hangarskib i verden, som ikke kan sænkes, som ikke har en eneste amerikansk soldat om bord, og som ligger i en kritisk region for USA’s nationale sikkerhed”.
Alle regeringer, der følger USA’s fodspor, er med til at nære den nådesløse verdens blinde ligegyldighed. Det gælder også den danske.
I snart et år har en verdensomspændende solidaritetsbevægelse med det palæstinensiske folk vedholdende, uden ophør og med stadig større styrke forsøgt at bryde denne nådesløse verdens blinde ligegyldighed. Det har ikke været forgæves, og det er ikke forgæves. Sådan kan det ellers nogle gange se ud.
For den hensynsløse fascistiske regering i Israel bombarderer, dræber og lemlæster fortsat. Inden for de sidste par uger er krigen, folkemordet, tilmed blevet udvidet, eftersom Vestbredden gentagne gange er blevet et bombemål. Og kun tilbageholdenhed og moderation fra Irans og Hizbollahs side forhindrer, at Israels likvideringstogter ind i nabolande udvikler sig til en egentlig regional storkrig. Der ser ganske enkelt ikke ud til at være nogen som helst grænser for apartheid-Israels fremfærd. Selv faren for en polioepidemi i Gaza afføder kun ganske korte bombepauser tre dage i træk for at give mulighed for vaccination af de kommende dages bombeofre.
Men det er værd at notere, at en række faktorer trækker i modsat retning:
Israel selv er på randen af kollaps internt. Økonomisk er de yemenitiske angreb i Aden-bugten meget virksomme, og den israelske havn Eilat er ganske enkelt gået konkurs. Politisk er Netanyahu-regeringen ekstremt presset af generalstrejke og demonstrationer, der kræver våbenhvile for at få de israelske gidsler hjem. 14 palæstinensiske organisationers nationale enhedsprogram, forhandlet frem med Kinas mellemkomst, tæller også på positivsiden.
Og så er der opinionen. Altså den folkelige – ikke mainstreammediernes og det officielle Danmarks.
Det er, som om der er hul igennem, som om en stigende lydhørhed breder sig i befolkningen. Også i Danmark. Tvivlen sniger sig ind i flere og flere sind: Kan det virkelig være rigtigt, at Israel kan gøre hvad som helst ustraffet under henvisning til “nationens selvforsvar”?
Så det er nu, der skal holdes fast. Det er nu, at alle vi, der kan og ved, har mulighed for at tage udfordringen om folkeopinionen op – i familien, på arbejdspladsen, på uddannelsesinstitutioner, i foreningslivet.
Overalt hvor mennesker færdes, må vi stille det simple spørgsmål: Hvor mange palæstinensere skal miste livet for den nådesløse verdens blinde ligegyldighed?
Samtidig er der brug for at slå ring om solidaritetsbevægelsen og alle, der ytrer sig til fordel for Palæstina og imod Israels folkedrab. Ytringsfriheden har endog meget trange kår, og der skal næsten ingenting til at blive anklaget for terrorstøtte, blive frosset ude af organisationer eller tilmed truet på jobbet. Selv hæderkronede humanitære organisationer som MS må se sig selv smidt i vridemaskinen. I nabolande som Tyskland og Storbritannien går magthaverne endnu videre, ransager og fængsler solidaritetsfolk og menneskerettighedsaktivister.
Det sker naturligvis i et forsøg på at skræmme folk og isolere solidaritetsbevægelsen fra den folkelige opinion.
Det må ikke lykkes. Det er nu, der skal holdes fast. Det er nu, muligheden er der for at bryde den nådesløse verdens blinde ligegyldighed. På trods af alt.