I løbet af de kommende dage vil strømmen af ammunition og andet militært udstyr til Ukraine igen begynde at rulle ud fra USA. Både Repræsentanternes Hus og Senatet har efter måneders trakasserier nu godkendt en kæmpe stor bevilling. I skrivende stund mangler kun præsident Bidens underskrift, og det er en formalitet.
Så nu tømmes de eksisterende ammunitions- og våbenlagre, og der indgås aftaler med det store og magtfulde militærindustrielle kompleks om ny produktion.
Den enorme bevilling på omkring 426 milliarder danske kroner til Ukraine er først og fremmest en gavepakke til våben- og krigsindustrien. Vestens ammunitionslagre er ved at være tomme, og Ukraines hær er derude, hvor den må rationere krudt og kugler over for et velsmurt russisk militær og en russisk økonomi, der hurtigt er omstillet til krigsøkonomi.
Våbenpakken indebærer en forlængelse af de nu næsten 800 dages ødelæggende og udmarvende krigsførelse. Den forsinker det kollaps, som Ukraine og dets NATO-sponsorer står over for. Ukrainske – for slet ikke at tale om russiske – menneskeliv tæller ikke. Som Republikaneren Mike Johnson sagde, da han med møje og besvær havde lirket våbenpakken igennem Repræsentanternes Hus:
“For at sige det ligeud: Jeg vil hellere sende kugler til Ukraine end til amerikanske drenge.”
Kynismen længe leve!
Våbenpakken trækker således krigen i langdrag, men den afgør den ikke. CIA-direktør William Burns vurderer klinisk, at den betyder, at “Ukraine kan holde stand på slagmarken 2024 ud”. Det bliver en mere og mere udbredt opfattelse, at Ukraine er ved at tabe.
Det gør Vesten desperat og rådvild. EU’s udenrigs- og forsvarsministre, der mødtes tirsdag, kom ud med forbløffende lidt, når ses bort fra fine ord og læbebekendelser til den ukrainske sag. De blev ikke enige om konkrete bevillinger eller leverancer, selvom Ukraine skriger på at få leveret Patriot-luftforsvarssystemer, som adskillige EU-lande råder over. Meget tyder på, at Tyskland vil sætte sig i spidsen for at skabe en “luftforsvars-koalition”. Men ingen store pakker eller fælles skridt blev annonceret.
Krigen er kørt fast, og dér vil den blive, indtil Vesten slipper sit dogme over alle andre dogmer: Ukraine må ikke tabe, og der må ikke forhandles med Rusland. NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg erklærede for nylig, at det er vigtigere at støtte Ukraine, end at de enkelte NATO-lande når deres kapacitetsmål.
Sandheden er, at NATO’s stedfortræderkrig i Ukraine er ved at kollapse..
Men forløbet frem mod en våbenhvile og fredsforhandlinger kan nemt blive både blodigt, forfærdeligt og desperat. De mest krigeriske imperialistiske kredse plæderer åbent for, at der skal deciderede troppeforstærkninger afsted, hvis det skal forhindres, at Ukraine lider et katastrofalt nederlag:
“Briterne og franskmændene samt de nordiske lande forbereder sig allerede stille og roligt på at sende tropper – både små eliteenheder og logistik- og støttepersonale – som kan forblive langt fra fronten,” skriver den amerikanske strategiske høg Edward Luttwak (mine fremhævninger, LRM).
Bemærk at han nævner de nordiske lande. Vedholdende forlydender florerer om eksempelvis et større antal franske soldater på ukrainsk jord, ligesom det er dokumenteret, at andre NATO-lande har efterretningsofficerer og andet militært personale på landjorden.
En landkrig med NATO-soldater i direkte og åben krig med russiske styrker er et af de værste scenarier på vejen mod kollaps.
Jo før der kommer våbenhvile og forhandlinger og en fredsaftale, desto færre dør. Det er den kendsgerning, man skal forholde sig til. Det handler om at redde liv. For der findes ingen løsning på slagmarken.