I denne tid er magthaverne i Vestens hovedlande desperat optaget af at besætte de ledende poster, der skal sikre deres og deres systems overlevelse. Både i enkeltlande og i de organisationer og alliancer, hvor de på tværs af modsætninger og konkurrence koordinerer deres politik – ikke mindst NATO og EU.
Og rotationerne i toppen sker med en fælles markør: stedfortræderkrigen i Ukraine og det ubetingede krav om at besejre Rusland for derefter at kunne rette brodden mod Kina.
Kort før at NATO for nylig markerede sit 75 års jubilæum, udnævnte alliancen den tidligere hollandske premierminister Marc Rutte som ny generalsekretær fra 1. oktober i år. Hans vigtigste egenskab: “en hård kritiker af Ruslands præsident Putin og en trofast allieret af Ukraine” og “en af de vigtigste drivkræfter bag Europas militære støtte til Ukraine”, som det internationale nyhedsbureau Reuters skrev i sin omtale af udnævnelsen.
I EU er alle magtkampe efter parlamentsvalget 9. juni endnu ikke kæmpet til ende, men foreløbig tyder det på, at den magtfulde treenighed i EU-kommissionens top over de næste fem år bliver Ursula von der Leyen (genvalg) og som nye: Kaja Kallas og António Costas. Endnu er de tre ikke kommet igennem hele godkendelsesproceduren, men alle pile peger i deres retning.
Kaja Kallas er allerede trådt tilbage som premierminister i Estland for at kunne overtage det vigtige job som EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske chef efter Josep Borrell. Hendes vigtigste egenskab: “berømt både i EU og i resten af verden for at være en af Europas skarpeste og mest veltalende kritikere af Putins regime”, “fandt på dristige europæiske initiativer som fælles indkøb af ammunition til Ukraine og forslag til at finansiere EU’s forsvarsindustri via fælles lån” (Altinget 27. juni).
Kaja Kallas kommer aldrig på fredsmission til Moskva. Rusland har nemlig udstedt arrestordre på hende for at være medskyldig i, at sovjetiske monumenter fra Anden Verdenskrig på estisk jord er blevet fjernet.
I en anden ende af EU fik en anden rotation betydning. Kalenderen var kun lige nået til 1. juli, hvor Ungarn overtog det roterende EU-formandskab, før landets premierminister Viktor Orban satte sig i bevægelse. Han benyttede sin nye position til at besøge både Moskva og Beijing:
“Antallet af lande, der kan tale med begge krigsførende magter, svinder ind,“ sagde Orban med henvisning til Ukraine-krigen og fortsatte: “Ungarn er stille og roligt ved at blive det eneste land i Europa, der kan tale med alle.”
Men det er ikke godt. Det er faktisk forbudt. Derfor har EU-kommissionen i denne uge taget det uhørte skridt at indlede en delvis boykot af det ungarske EU-formandskab. I stedet for EU-kommissærer vil det være embedsmænd, der vil deltage i møder med det ungarske EU-formandskab.
En fredsmission må ganske enkelt ikke lykkes ifølge denne logik. Det ville være en katastrofe for USA, EU og NATO. Ethvert forsøg på at gøre en ende på kamphandlingerne skal derfor undergraves. Derfor forties det også, at Orban tog til Kiev før Moskva og Beijing – og endte sin rundtur i Washington.
Imens vokser krigstrætheden i Ukraine. 44 procent af ukrainerne støtter nu fredsforhandlinger med Rusland mod 23 procent for bare et halvt år siden, oplyser den ukrainske netavis Dzerkalo Tyzhnia. Stadig ikke et flertal, men dog en markant stigning.
Tilbage til rotationerne på magtens tinder, som i USA har nået et toppunkt af absurditet og meningsløshed.
“Jeg styrer verden,” erklærede den siddende præsident Joe Biden storhedsvanvittigt i et interview for nylig, trofast mod amerikanske præsidenters optræden som verdens herskere. Uden at have nogen som helst illusioner om at Donald Trump generelt set skulle have særligt fredelige hensigter eller ønsker at tage et opgør med det militærindustrielle kompleks, så er der den forskel til Biden, at Trump ligger inde med “detaljerede og velfunderede” planer for fred mellem Rusland og Ukraine.
Trump nomineres i disse dage på Republikanernes konvent i Milwaukee som præsidentkandidat. Biden løber til gengæld spidsrod mellem forskellige kræfter blandt Demokraterne, der vil have ham til at trække sit kandidatur. Hvordan det ender, afgøres senest på Demokraternes konvent i Chicago om en måneds tid. Pt. står Trump stærkest – og skudattentatet mod ham for få dage siden har ikke svækket hans chancer for at blive præsident for anden gang.
Udsigten til det skaber mildt sagt usikkerhed i flere EU-hovedstæder og i Kiev.
De svedte også tran op til det franske parlamentsvalg for nylig – ikke på grund af principiel modstand mod højrekræfternes fremgang, men med udsigten til at Marine Le Pens og Jordan Bardellas National Samling kunne komme til at overtage regeringsmagten og derved rykke Frankrig ud af den betingelsesløse front til støtte for Ukraine.
I Bruxelles har EU-toppen nu sænket skuldrene. I den nyvalgte nationalforsamling er der et klart flertal for fortsat støtte til Ukraine-krigen – uanset hvilket resultat der kommer af disse ugers forhandlinger om at danne regering.
Med andre ord:
Når poster fordeles, og valg vurderes, er Ukraine-krigen, fodringen af krigsmaskinen og det strategisk vigtige opgør med Rusland definerende. Hverken EU- eller NATO-toppen kæmper tydeligvis for, at den nu 874 dage lange krig bringes til ophør.