Årsdagen for Ruslands invasion i Ukraine blev lige nøjagtig så rædselsfuld, som man kunne forvente – og lidt til. En fredens David i en ulige og desperat kamp mod en krigens Goliat.
Budskabet fra vores lille følgagtige, imperialistiske regering plus et samlet Folketing var ikke til at tage fejl af: Vi står ved Ukraines side, og vi er klar til at støtte med hvad som helst. Intet kan udelukkes – jagerfly, soldater – you name it. Granaternes glidende strøm og deres drift mod død skal fortsætte.
Og det ér en drift mod død. Krigsførelsen er indædt og brutal, uanset hvem der trykker på aftrækkeren. Den efterlader et blodigt spor af tabte og fysisk og mentalt sårede ukrainske og russiske menneskeliv.
Da USA var i krig mod Irak i 1990’erne, fik vi at vide, at de amerikanske fly bombede med “kirurgisk præcision”. Vi skulle helst glemme, at bomberne ramte konkrete mennesker af kød og blod. I dag diskuteres de fortsatte våbenleverancer til Ukraine sterilt og klinisk.
Men der er absolut intet kirurgisk præcist eller klinisk eller sterilt eller humant eller civiliseret ved krigen.
Fra russisk side drives tusinder af soldater i døden, og på ukrainsk side spreder de våben, som NATO’s magtcentre sender afsted, død og ødelæggelse. Dér, hvor våbnene ender, står ukrainske og russiske soldater overfor hinanden. Reportager vidner om slagmarks- og dødsscener, der bringer billeder fra Første Verdenskrigs skyttegrave frem på nethinden. Lig hober sig op med så stor hast, at man ikke kan nå at begrave dem. Soldater ved fronten omkring Bahmut “holder” i gennemsnit nogle få timer.
Nu kan Ukraine- og Irak-krigen ikke sammenlignes. Kun ved en meget overfladisk betragtning. I det hele taget kan denne stedfortræderkrig i Ukraine ikke sammenlignes med den stribe af krige, der har været, mens USA’s Pax Americana herskede efter murens fald.
Ukraine-krigen er ikke en “krig som alle de andre”. Det er ikke en hvilken som helst krig. Det er en krig, der på slagmarken ligner Første Verdenskrig, men har potentiale til at blive en Tredje Verdenskrig. Det er en krig, der er definerende for, hvordan det imperialistiske verdenssystem skrues sammen i mange, mange år fremover. Og det er en krig, der er definerende for de betingelser, som folk i hele verden – herunder også arbejderklassen i imperialismens hovedlande – kommer til at kæmpe under i mange, mange år fremover.
Der er brug for, at den erkendelse synker ind hos os alle.
Hos magthaverne er den ved at synke ind. De forbereder sig. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen slog sig på invasionens etårsdag løs i et interview på DR’s P1 og sagde her blandt andet:
“Jeg tror, at vi kommer til at indstille os på – det er i hvert fald, hvad jeg selv indstiller mig på – at i resten af min levetid skal vi bruge betydeligt flere penge på forsvar og militær, og vi skal også bruge betydeligt flere politiske ressourcer på at engagere os i de her lande mod øst.”
Udenrigsministeren “tror slet ikke, at vi alle sammen har forstået, hvad det vil have af effekter”. Og han konkluderer om krigens følger:
”Det her er ikke sådan en lille ting, som vi hurtigt kan trylle væk. Det er noget, som vi kommer til at forholde os til og arbejde med og bruge penge og politiske ressourcer på i mange, mange år frem.”
Det er ikke vanskeligt at forestille sig konsekvenserne, i stort som i småt. En reaktionær tsunami, som kommer til at påvirke alle sider af vores liv. I Danmark og i nord og syd, øst og vest.
Jo længere krigshandlingerne varer, jo dybere grave der graves, jo flere mure der bygges, jo større menneskelige ofre der ydes, desto voldsommere sættes alle sider af vores samfund på permanent krigsfod i mange, mange år fremover.
Dét er perspektivet ved at blive ved med at føde krigens kræfter med våben og ammunition.