• info@kommunister.dk
  • +45 30 20 03 20
Nyheder

Systemiske svigt koster liv

Af Lotte Rørtoft-Madsen 08/07 2022 KL. 10:46 Print

I sidste uge, den 28. juni, kunne man læse på Arbejderen:

“Forholdene i psykiatrien koster liv – men patienterne venter stadig på 10-årsplan. Overdødeligheden blandt mennesker med psykiske lidelser koster årligt lige så mange liv, som corona har gjort under hele epidemien. Centrale aktører i psykiatrien presser på for at få en ambitiøs 10-årsplan for psykiatrien.”

Fem dage efter fandt en forfærdelig skudtragedie sted i indkøbscentret Field’s ved København, hvor tre blev dræbt og adskillige såret. En 22-årig mand er nu varetægtsfængslet og sigtet i sagen.

Artiklen på Arbejderen handlede ikke om, at mennesker med psykisk lidelse generelt set udgør en fare for deres omgivelser. Det gør de nemlig ikke, kun i ganske få tilfælde. Artiklen handlede om, at mennesker med psykiske lidelser har en voldsom overdødelighed:

“Mennesker med psykiske lidelser lever i gennemsnit 10-15 år kortere end den øvrige befolkning, hvilket svarer til, at der blandt mennesker med psykiske lidelser hvert år er 5670 ekstra dødsfald,” har centrale aktører inden for psykiatrien påpeget for nylig.

I søndags var det imidlertid tilfældige mennesker, der helt meningsløst blev dræbt og såret, formentlig af en 22-årig mand med en eller anden form for psykisk lidelse. Vi ved i dag, at den varetægtsfængslede unge mand kort inden de forfærdelige hændelser i Field’s søgte kontakt til en kriselinje. Men telefonerne var lukkede.

Vi kender naturligvis ikke detaljerne om den 22-årige mands liv, men vi ved, at han er kendt i det psykiatriske system. Og vi ved, at rigtig mange mennesker i det psykiatriske system ikke modtager den hjælp, de har brug for. 

Sundhedsministeriet og Region Hovedstaden besluttede i går at sætte gang i en faglig afdækning af  den formodede gerningsmands “kontakt til psykiatrien for at sikre optimal læring af hændelsen”. Ligeledes har sundhedsminister Magnus Heunicke efter stort pres fremrykket forhandlingerne om den ti-årige psykiatriplan. De skulle ellers først have været indledt i september – ni måneder efter meget tydelige anbefalinger fra Sundhedssstyrelsen ramte Folketingets bord. 

Skudtragedien i Field’s har unægtelig vist en hel del om det samfund, vi lever i. Selvfølgelig om psykiatrien og den historiske underprioritering og underfinansiering, som dette felt lider under. Men den rædselsfulde sandhed er, at vi ikke kun inden for psykiatrien  er derude, hvor mennesker ganske enkelt ikke hjælpes, når de har brug for det og beder om det. 

Systemiske svigt koster ganske enkelt liv.

Ligeledes viser reaktionerne på skudtragedien også rigtig meget om det polariserede og polariserende politiske klima, der ligger som en dyne over samfundet. Den amerikanske præsident Joe Biden reagerede lynhurtigt og kaldte det  “et fejt angreb”, ligesom SF’s formand Pia Olsen Dyhr tog ordet “aggression” i sin mund. Pr. automatik reageres som om det var et målrettet terrorangreb, der var tale om.

I den anden ende sad mange af os og bed negle i frygt for, hvad nogle af vores medborgere ville blive udsat for af udskamning og heksejagt, hvis det var en “brun”, der havde skudt. Hvorefter vi skammede os over overhovedet at have stillet spørgsmålet. For brun eller hvid, sort eller gul eller hvilken som helst andet farve – det er sygt at dræbe uskyldige mennesker.

Andre steder fløj debatten i retning af, om der dog ikke skulle være bevæbnede vagter i storcentrene, bedre adgang til at tvangsindlægge eller andre restriktive tiltag og opgør med demokratiske og patientrettigheder. Helt symptomatisk for den inhumane tilgang, der vinder mere og mere indpas.

Humanisme, empati og afbalancerede tilgange prægede imidlertid de mennesker, der deltog i mindehøjtideligheden ved Field’s tirsdag aften. En efter en stod de frem og betonede sammenhold på tværs af hudfarve, køn, religion og etnicitet. Det er den slags humanisme og empati, der er brug for – også i andre sammenhænge.