På ganske få dage har Ruslands invasion af Ukraine udløst en storm af orkanstyrke i det politiske liv i Danmark. Med en sjældent set hastighed er alt blevet vendt op og ned. Den hidtidige politiske dagsorden blev over en nat blæst af banen, og alt og alle hvirvles nu rundt på krigens politiske og ideologiske slagmark.
Der er i sandhed en tid før og efter den 24. februar. Og ikke til det bedre. For når regering og Folketing gør vores land til en aktiv krigsdeltager, skal alle klappe hælene sammen og gøre honnør for den af krigens parter, som magthaverne har valgt at holde med.
Det ideologiske og politiske pres er enormt, og så længe chokket over, at der er krig i Europa, ikke har fortaget sig, er der frit spil for at lade følelser frem for fornuft råde.
Nuancer? Forklaringer? Historie? Det er ikke ord, der er oppe i tiden. Tværtimod, fristes man til at sige.
Selv den mindste nuancering fører til offentlig udskamning og krav om bodsgang. Selv den mindste antydning af at Ukraines nyere historie er kompliceret udløser hysteri. Og man kastes med det samme under bussen, hvis man vover at stille spørgsmålstegn ved USA’s og NATO’s årelange strategi – for slet ikke at tale om det danske NATO-medlemskab som sådan.
Pludselig er der ingen bekymring over tonen i den offentlige debat. Had og skældsord er nu en del af magthavernes ordbog og logik. Og modpartens medier – ja, de kan bare lukkes ned (læs: af EU), så ingen kan høre andet end Det Forenede Krigsdanmarks argumenter.
Hvis ikke vi vidste, at der står 2022 i kalenderen, kunne vi forledes til at tro, at vi befandt os i 1950’ernes McCarthyisme og heksejagtstilstande.
Det er derfor mere vigtigt end længe, at vi insisterer på retten til at have en anden mening. Hvis ikke nu, hvornår så skal vi bruge vores ytringsfrihed og tale magten midt imod?
Når krigsretorikken er så altdominerende, skyldes det naturligvis, at vi har en regering og et Folketing, der har gjort Danmark til part i en krig, som burde have været stoppet, inden den kom i gang.
I foreløbig to runder har et overvældende flertal i Folketinget med den socialdemokratiske regering og en samlet ikke-opposition som indpiskere hvirvlet Danmark militært ind i krigen:
Første gang få timer efter Ruslands invasion. Her stemte 90 mod ni (Enhedslisten og Frie Grønne) for, at Danmark skulle stille 20 kampfly, en fregat og et transportfly til rådighed for NATO.
Anden gang søndag hvor Udenrigspolitisk Nævn (ikke Folketinget) besluttede at sende 2700 panserværnsraketter til Ukraine. Alle, inklusive Enhedslisten, støttede. Nye Grønne og partiets politiske ordfører Sikander Siddique, der ikke har plads i Udenrigspolitisk Nævn, har som de eneste i Folketinget tydeligt sagt fra. Tak til denne fredens og fornuftens stemme!
For det er lige præcis, hvad der er brug for nu. Krigshysteriet må trænges tilbage. Der er brug for argumenter, nuancer, dialog og fornuft. Ellers er ikke kun sandheden men også demokratiet krigens første offer.
Lad os ikke vælte omkuld af stormen!